donut1Jeg er hjemme! Marrakech slugte mig som altid rådt, men jeg blev spyttet blidt og nænsomt ud, og selvom jeg var på farten i 12 timer i går – stadig med lidt feber og bulder-hoste i kroppen – kom jeg godt hjem til min egen, lille familie. Fordi jeg nægtede at være væk fra min familie i mere end to overnatninger, måtte jeg finde mig i at skulle flyve til Düsseldorf, hvor jeg måtte vente i små fire stive timer på, at et andet fly kom på at flyve til København.

Jeg kan næsten blive i tvivl om, hvorvidt ungerne overhovedet aner, at jeg har været væk!
Sagen er jo den, at jeg forlod hjemmet lørdag morgen kl. 4, hvor de stadig sov, og jeg returnerede i går aftes, efter at de var lagt for natten. Så i morges, da de skulle have morgenmad (den idé fik Hugo desværre allerede kl. 5.30), var jeg der bare igen. De har ikke den store tidsfornemmelse, så jeg fortæller mig selv, at de ikke har oplevet det, at jeg var væk, på samme måde, som jeg har.

Men helt ærligt, så synes jeg, det var rigtigt dejligt at være lidt alene. Jeg hang meget ud i mit eget selskab, før jeg blev gift og ikke mindst fik krapyler, så det selskab har jeg forsømt – og savnet. Men med god grund – og jeg ville selvfølgelig ikke have det anderledes.
Jeg brugte en masse tid på at spise frokoster, dandere den, læse krimi og bare nyde, at jeg helt selv bestemte, om jeg ville gå til højre eller venstre.
Begge aftener, når jeg lå under dynen,  så jeg næsten alle de videoer, min iPhone rummer, af ungerne og savnede deres duft og lyden af deres åndedræt, når de sover trygt og godt. Men jeg vidste, de havde det dejligt sammen med Jon, og han nød at sidde på forsædet til en forandring – uden en Hyacinth-agtig ko-pilot.;-)

I går formiddag tilbragte jeg i selskab med husalfen på det riad, hvor jeg boede. Hun og jeg var alene hjemme, idet ejerne var taget på tre dages ørken-safari med nogle venner, så da hun skulle ud at købe baguette, gik jeg med.
Ved siden af baguette-bageren, sad en mand på en plastikstol og formede donuts, som havde han aldrig bestilt andet. Det havde han formentlig heller ikke. Han havde ikke en pløk i munden, hvilket hverken generede mig eller ham, og han smilede stort det meste af tiden.
Han formede de hullede syndigheder mellem fingrene, hvorefter han lagde dem ned i en gryde med boblende varm olie. Gryden stod skævt, så de øverste centimeter af grydens bund kreerede en form for oliekyst, om man vil. Her lagde han de dejede donuts, så de på den måde kunne stege lidt og få en skorpe, før de blev skubbet ud på olie-oceanet og kogte videre.
Jeg havde ikke de helt store forventninger til de små kager, som jeg betalte 35 øre pr. styk for (seriøst), men da vi kom tilbage til riadet, lavede husalfen te og hentede en stor dut med Nutella.
Donutten havde nået at lukke sig om sig selv, før den blev dyppet helt i olie, og på den måde var den ikke gennemfedtet af greese, men blot sprød, lun og blød som en croissant indeni. I sandhed en himmerigs-mundfuld at slutte solo-eventyret af med, inden jeg kørte til lufthavnen.

donut2