m10I morgen (meget) tidligt stiger jeg helt mutters alene om bord på en Norwegian-flyver og sover formentlig de fire timer, det tager sådan én at nå Nordafrikas kyst. Jeg skal overnatte væk fra min lille, hjemmelavede familie for første gang nogensinde, og jeg glæder mig helt vildt. Og har psyko-noia på samtidig. Folk fortæller mig, at begge dele er ganske naturligt.

Jeg har besluttet mig for at nyde de tre dage og to nætter, jeg får på egen hånd, til sidste sveddråbe (der er 30 grader i Marrakech i disse dage), for hvis jeg ikke kan det, er det spild af tid, energi og penge at tage af sted.

Jeg er vokset op uden børnehave og vuggestue, idet min mor var hjemmegående, jeg er aldrig blevet passet af mine bedsteforældre, og jeg tror, min søster og jeg har haft en barnepige 10 gange i alt i hele mit liv. Kort sagt er jeg vokset op i min mors skørter, mine forældre var altid omkring os, solen skinnede altid, alle jule var hvide, og hvis jeg ikke kan leve op til det, er jeg en lortemor.
Den går jo ikke …

I løbet af den sidste måneds tid, hvor jeg er begyndt på arbejde og – med lige dele lettelse over at få tid til noget andet end bleskift og vasketøj og dårlig samvittighed over at forlade dem – hver morgen kysser mine krapyler på deres havregrødsfedtede pander og drager ind på kontoret, har folk været søde til at dele deres barndomshistorier med mig. Og perspektiv er jo som bekendt altid godt.
En læser sendte mig en privat mail og fortalte, hvordan hun og hendes lille familie var havnet i en uheldig og skæbnesvanger situation, som gjorde, at det var enormt dejligt, at hendes børn havde et godt, trygt og kærlighedsfyldt forhold til deres bedsteforældre. Og min veninde i Berlin har fortalt mig, hvordan hun elskede at lege med vennerne i institutionen hver dag som barn og faktisk stadig har venner, hun lærte at kende i vuggestuen. Andre mennesker er ikke nødvendigvis en dårlig erstatning for mor. De kan også være et supplement, er det begyndt at gå op for mig … (Ja, jeg kommer fra bøhlandet, jeg skal åbenbart have den ind med skovl).

Og vigtigst af alt: Far er lige så god som mor. Især måske i vores tilfælde, hvor Jon har været hjemme stort set hver dag de sidste mange, mange måneder og altså derfor kender Prop og Berta lige så godt som jeg gør – og vice versa. Desuden har Hugo de sidste par måneder haft et sindssygt far-crush, som jeg slet ikke kan komme i nærheden. Can’t say that I blame him, though. 😉

Jeg vil gerne have, at mine børn vokser op i en verden fuld af folk, der elsker dem, og som jeg giver plads til, at det kan lade sig gøre, og derfor har jeg øvet mig og nyder nu tanken om, at Jon glæder sig til at stå med hele gøjemøjet, mens jeg kigger på glimmer og drikker mynte-te i Marrakech fra lørdag til mandag. Og samtidig har jeg (ærgerligt, men uden slinger) takket pænt nej til at lege hår-dulle i en lækker video, som L’Oréal gerne ville have haft mig med i fra onsdag til torsdag i næste uge, idet optagelserne finder sted i Sverige og kræver endnu en overnatning, og det ville altså blive for meget af det gode.

At sænke skuldrene lidt, stole på, at det, der føles godt, faktisk ér godt, og at godt nok nogle gange ér nok, giver en luft, plads og tillid til verden, som føles ganske befriende, hvis jeg må tillade mig at være lidt højtragende på denne smilende solskinsfredag.

Billederne øverst i indlægget er i øvrigt en blanding af snaps fra vores seneste familietur til Marrakech og billeder fra 2012, hvor jeg tilbragte en uge alene dernede. 🙂