natJeg elsker folk! Folk er alt for fede, altså. 🙂
Og lad mig starte dagen med at komme med et enormt godt eksempel på, hvorfor jeg elsker at rejse alene (nogle gange).

Jeg var i en noget sølle forfatning i går hen mod aften, da jeg ved otte-tiden sneg mig op på riad’ets tag for at se, hvordan det gik med aftensmaden. De kører dog ret meget ‘manana, manana’-filosofien hernede i Nordafrika, så der var ikke så meget som en skål med couscous at se nogen steder. Jeg dristede mig så til at spørge ud over forsamlingen af hyggende og små-pimpende belgiere, om nogen vidste, om der lå et apotek i nærheden, og om der findes marokkansk næsespray.

Resolut tog den ene af gæsterne (hende, der taler bedst engelsk) mig ved hånden, og ud på gaden fòr vi. Vi nåede frem til apoteket netop i tide til at se indehaveren dreje nøglen rundt og ryste afvisende og bestemt på hovedet.
Tilbage i riad’en gik hun ind på sit værelse, fandt sin egen næsespray frem, skoldede tuden under kogende vand og gav den til mig sammen med et lille arsenal af aspirin, C-vitamin og multivitamin. Desuden bød hun mig at tage et halstørklæde på og komme op på taget og få en gin/tonic sammen med resten af selskabet. Jeg havde i min iver efter de varme temperaturer ikke medbragt et tørklæde, men jeg bandt en Designers Remix T-shirt om halsen og gjorde, som jeg havde fået besked på.

I løbet af den næste times tid stødte flere og flere par til selskabet, og jeg sad dér i min farverige flagermus-kopi-stol på et tag i Marrakech med en fuldfed Hendricks/tonic i hånden, lyttede til folk grine, forstod et par af deres franske gloser, lovede mig selv at tage mit haltende gymnasiefransk med på aftenskole og få det efterset og grinede, når Kathy, som min frelsende engel hedder, oversatte nogle af deres udvekslinger for mig.

Jeg havde regnet med at skulle gå tidligt i seng med en bog helt mutters – noget, jeg absolut ikke havde noget imod. Men i stedet fik jeg den hyggeligste aften sammen med en masse fremmede på et tag midt i verden.
Jeg endte med at gå i seng klokken halv elleve – uden mad i maven. De forstår at skænke en sjus, men det der med at servere middag til tiden, er altså ikke noget, de går synderligt op i hér.

Her til morgen er næsen atter stoppet, men feberen er væk, og min livslyst og iver efter at trave rundt i byen er tilbage på 100. Solen er endnu ikke stået helt op (vi er en time bagud i forhold til dansk tidsregning hernede), men når den gør, vil jeg indtage min morgenmad i dens selskab på taget, og bagefter har jeg planer om både at se mig om i den nye bydel (efter at have set, hvor tacky Zara-butikkernes udvalg var i Rom, er jeg ret nysgerrig efter at se de marokkanske indkøberes valg), at trave rundt i de mange souk’er igen og hvis tiden er til det, vil jeg også tage et smut forbi Jardin Majorelle.
Den kære Yves Saint Laurent, hvis arbejde jeg jo er stor fan af, og jeg delte nemlig en passion udover taskerne. Han var så stor fan af Marrakech, at han bosatte sig her og lavede en kæææmpe og meget fin have. Den have kan man besøge, og det kunne jeg godt tænke mig at gøre i dag. Jeg har været der en gang tidligere, men ikke på den her årstid.

Hvis nogen vil til Marrakech, vil jeg i øvrigt lige anbefale mit lille Riad Chocolat her. Jeg har betalt 233 kr. inklusive morgenmad (og næsespray, åbenbart) pr. nat, så det kan jo ikke siges at være slemt. 🙂