01Sen kontor-selfie. 🙂

Jeg sidder lige hér en halvsen aftentime, drikker en fuldfed dåse-cola og forbereder et bette foredrag, jeg skal holde på Århus Universitet. De afholder hvert år et SAMS-seminar, hvor de inviterer en masse mennesker fra mediebranchen til at komme og fortælle, hvad de går og river i til dagligt. Meningen er, at det skal tjene som inspiration til de, der studerer kommunikation og medier på det pågældende universitet.

Og de har altså inviteret MIG med som foredragsholder!
Jeg er vildt stolt! Jeg har jo selv engang været kommunikationsstuderende, så jeg synes, det er vildt spændende at skulle tale for en flok, der er nogenlunde dér, hvor jeg var for en 5-6 år siden.

Hende, der har inviteret mig, har blandt andet bedt mig om at komme ind på, hvordan jeg forholder mig til det faktum, at jeg deler mit liv med en masse mennesker, jeg ikke kender, på internettet hver eneste dag.
Det er absolut ikke første gang, jeg får det spørgsmål, og det er garantrisset heller ikke sidste. Og det skurrer altid lidt i ørene på mig. Jeg ved aldrig rigtigt, hvad jeg skal svare, for jeg føler ikke, spørgsmålet rigtigt passer på det, jeg laver. Og nu har jeg omsider, efter lidt over et år som blogger, hittet ud af, hvorfor jeg har det sådan.

Jeg betragter ikke twinpeaks.dk som en dagbog, sådan som jeg har læst mig til, at der er mange bloggere, der gør. Og jeg elsker den slags blogs! Jeg synes bare ikke, min er sådan én.
Min blog er ikke et åndehul eller et sted, jeg får afløb. Jeg tænker meget over, hvad jeg skriver, før jeg gør det, og jeg tænker helt utroligt meget, jeg ikke skriver. Afløb får jeg hos venner eller familie.

Jeg har nok en privat-sfære, som starter lidt længere inde ved ansigtet, end nogle andre har. 😉
Jeg elsker at tale med folk, om jeg kender dem eller ej, jeg har intet problem med at vise mig offentligt eller på Instagram uden makeup eller med efterfødsels-deller, så den del af det hele tænker jeg ikke som specielt ærligt eller privat, men det kan selvfølgelig sagtens være, at andre kunne finde på det.
At der nu er nogle, der kan genkende mig på gaden, betyder ikke noget. Det er kun hyggeligt! Jeg elsker de små indblik, jeg får i folks liv, når I tager jer et par minutter til at hilse på mig.

For mig er bloggen her et sted, hvor jeg fortæller historier.
Nogle er nok mere interessante end andre, nogle er mere personlige end andre, men de er alle nøje udvalgt ud fra alt det, jeg oplever på en dag, og de er formuleret på en måde, så jeg føler, at jeg stadig har en vis form for distance.
Jeg lyver aldrig på bloggen, men jeg fortæller heller ikke alt. Det, der er sjovt for mig ved at blogge, er primært at formulere mig. At pakke små hverdagsbegivenheder ind, så de bliver sjove at høre om (håber jeg!).

I, der læser med, er ikke mine terapeuter (om end jeg sætter stor pris på jeres input til dette og hint), og der er ikke noget, der rammer mit domæne, før det er følt færdigt og tænkt igennem.
Jeg synes, jeg kan sige om min måde at blogge på, at jeg er ærlig, men jeg er ikke rå og “nøgen”. Min blog er personlig, fordi min skrivestil er ret meget min egen, og fordi, jeg skriver om ting, jeg oplever i mit eget lille liv. Men den er alligevel ikke privat.

Derfor føler jeg ikke, at jeg som sådan deler mit liv med hele verden på nettet. Jeg deler små, udvalgte bidder, som jeg filer, hakker i og drejer i hænderne, før jeg præsenterer dem for jer, der kigger forbi i ny og næ, som små kapitler eller historier. Jeg har enormt stor respekt for jer, der læser med, og jeg gør mig altid umage. Både med indlæg som dette, indlæg om Marabou og Vild Med Dans og dem, der er sponsoreret.
Og sådan kan jeg rigtigt, rigtigt godt lide det. 🙂

Og igen, tak fordi, I gider læse mit vrøvl, og tak fordi, I gider sige til, når I synes, jeg vrøvler for meget. 🙂
Rigtigt, rigtigt, RIGTIGT god aften! <3

For præcis et år siden, udgav jeg dette indlæg om Den Syrenfarvede Satan versus Paris Fashion Week.