babiesMan må sige, der er sket en del forandringer i mit, Jons og ikke mindst krapylernes små liv de forgangne uger. Og det går nok kun den vej fra nu af, har jeg på fornemmeren … 🙂
Som bekendt har jeg leget hjemmegående husmor i sammenlagt 15 måneder, hvoraf ungerne har været udvortes i de 13 af disse. De fleste dage har lignet hinanden, det har været dejligt, hyggeligt og trygt – og til allersidst var det en lille smule kedeligt.

Men nu er rollerne byttet helt og aldeles rundt for alle involverede parter i vores bette familie. Jeg går på arbejde i seks timer hver dag, og Jon bruger formiddagene på at tage i vuggestue med ungerne.
Vi har benyttet os af, at min hippie-hubby arbejder om aftenen og derved har al tid i hele verden at bruge på at køre ungerne langsomt ind i vuggestuen. Dertil kommer også, at den ene af de to pædagoger, som hver især skulle have ageret krapylernes respektive tilhørspersoner i indkøringsperioden, er blevet sygemeldt med stress, så den anden tilbageværende pædagog er vist godt tilfreds med, at vi ikke bare dumpede de to tumlinger og skred igen. Og han råhygger sig med det, min søde, bløde mand.

Indtil videre kører vi på processens anden uge, og to dage i denne uge og én gang den forgangne har Jon forladt mine to hjerteklumper i op imod to timer pr. dag.
Første gang, han gjorde det, ringede han og fortalte, at alle var glade, ungerne havde smilet til ham, da han gik, og de hyggede sig, da han vendte retur. Men den følgende dag havde Berta småtudet lidt i anledning af hans afgang, hvilket fik mig til at tudbrøle, som en teenager, dengang City Bois røg ud af X-faktor.
Jeg fortalte en kollega grunden til, at jeg sådan sad og vandede høns i kontortiden, og det fik hende til at tudbrøle, fordi hun kunne huske, hvor nederen, det var at køre unger ind i vuggestuer.
Heldigvis har Jon lært pædagogerne det ultimative Berta-trick, og det er at synge ‘Lille Peter Edderkop’ for hende. Før man er igennem sangens første tre linjer, har hun som oftest glemt sit mismod og er klar på nye (u)gerninger.

Hugo, for hans del, kunne ikke være sejere!
Fra det sekund, de kommer ind i vuggestuen, drøner han rundt og leger med ting, rejser sig op af ting og kigger på ting og folk. Han er en god blanding af Ole Henriksen og Buddah, som jeg ser det. Han er glad det meste af tiden, rolig og fattet, og så har han dejligt tykke kinder. 😉 Han har ikke udtryk utilfredshed en eneste gang og spiser sågar meget pænere, end han gør derhjemme.
At se dem spise i vuggestuen, har i øvrigt også lært Jon/os, at vi slet ikke behøver at mose deres grøntsager længere. De kan det hele, det er bare os, der er bagud.

Det er vildt! Morgnerne stryger af sted, og det samme gør dagene her på verdens fineste kontor. Og når jeg kommer hjem, tumler vi et par timer på gulvtæppet, og så skal krapylerne og vi spises af, og faren tager toget på arbejde.  Jeg kan godt forstå, at småbørnsfamilier rundt omkring i det ganske, danske land har svært ved at få enderne til at mødes og kan synes, at alt går lidt hurtigt, og jeg takker min skaber for, at vi i hvert fald for tiden er to freelance-typer, som selv i nogen grad kan forvalte vores tid, og at jeg derfor ikke behøver at være væk i 8-9 timer om dagen. Jeg skal altså også lige køres ind i det her! 😉

Om ti dage tager vi tre dage til Rom alle fire, og to dage efter, vi kommer hjem, tager jeg ALENE til Marrakech i to nætter og tre dage. Jeg beskrev mit håndvrideri ved beslutningen her, men jeg har altså afgjort, at det er en god idé! Jon siger, han glæder sig til at prøve at have ansvaret for ungerne helt Palle i nogle dage (og nætter) i træk, som jeg har haft det så ofte før, og jeg ved jo, at jeg nok kommer til at savne dem mere, end de gør mig. Og så KAN jeg jo vælge at lade dem pjække fra vuggeren, når jeg kommer hjem, og bare bruge en dag på at være babyboksebold.
Fem dage efter, jeg kommer hjem fra Marrakech, skal vi med hele min familie til Malaga i en uge for at fejre, at min faster fylder 70 år, og i går aftes købte vi en tur til New York for os alle fire de sidste to uger af juni!

Når krapylerne om 11 måneders penge fylder to år hver, begynder det at blive dobbelt så dyrt for os at rejse, så efter at have set ungerne trives med globetrottertilværelsen i Marrakech i februar, har vi besluttet at tage chancen og rejse amok alt det, vi har tid og råd til. Forhåbentlig kommer november måned til at byde på tre uger i Thailand.

Det er vanvittigt, vildt, voldsomt, voksent, almindeligt, anderledes, abstrakt, konkret, kursændrende og enormt kærlighedsfyldt på én gang, det hele.
Jeg er skræmt fra vid og sans og enormt spændt og lykkelig over det hele på én gang. Det føles helt og ganske rigtigt. <3

Hey, husk, at der er 20% rabat på alle nye varer hos Henny and My – med brands som Stine Goya, Opening Ceremony, Wood Wood, Nike, Carven og mange flere indtil onsdag ved midnat! Klik her for at læse mere.

For præcis et år siden skrev jeg i øvrigt dette indlæg om bryster. 🙂