11046903_10153190974996886_754196576_nMorgen-træt, men tilfreds, Fru Lange på kontoret med en noget flash-back-agtig musemåtte. 🙂

Så blev det sgu mandag igen! Og det med stil, skal jeg love for!
Solen skinner mere, end Burhans Gs isse gjorde, dengang han kørte Nivea-looket, og det hele smager af forår. I går aftes var Jon og jeg ude at spise hos et vennepar på Frederiksberg, og da min cykel uheldigvis har kørt sig flad, tog vi bussen derud. Og der stod vi altså, klokken lidt over 19 i aftes og ventede på en 2A, mens vi talte stjerner på en skyfri aftenhimmel og flettede fingre – uden handsker på!

Når aftenen er mild, vinden lægger sig, og brisen i stedet minder lidt om at være lunken, bliver jeg altid ganske frimodig. Min taknemmelighed for livet kender ingen grænser med udsigten til lune sommeraftner med grillede skumfiduser, lange dage med sand og græs mellem tæerne (hvis man da kan støve den slags op i Indre By) og cykelture i nederdele og bare lamseben!
Og når jeg bliver frimodig på den måde, er det, at min humør-tourette har det med at tage over. Så sidder ‘Det sagde hun også i gååår’ kommentarerne sidder løst, og min indre Amin rigtigt går til den… Men Jon har vist efterhånden vænnet sig til det.

Jeg er vågnet en del gange i nat i forventning om, at det så altså var i DAG, krapylerne skulle starte i vuggestue. Planen var jo oprindeligt, at vi skulle have startet indkøringen i sidste uge, men først lagde Berta sig syg med ret høj feber og meget lav tolerance-tærskel i fire dage. Om onsdagen mødtes hun og Hugo så at sige i porten med en gensidig temperatur på 38, og dagen efter lå hans i de højere luftlag, mens hun var rask.
Hugo tager dog sygdom som en mand! Eller – man må nok rettelig sige, at han ikke tager sygdom som en mand, høhø. Hans humør tager sjældent skade, selvom varmegraderne nærmer sig de fyrre. Han sover bare lidt tungere, når han napper sin lur, men er ellers sit relativt godmodige selv.

Da weekenden kom, forsvandt feberen, så jeg brugte den til at gøre mig mentalt til Projekt Vuggestue, og når sandheden skal frem, så glædede jeg mig!
Ja, jeg vil gerne gå hjemme med børnene hver dag hele deres liv, men det vil jeg jo egentlig ikke. Jeg har været på barsel siden december 2013, og jeg trænger alvorligt til at få en daglig omgang med voksne mennesker, som går udover min mand og ved særlige lejligheder hans mor. Forstå mig ret, jeg elsker alle medlemmer af familien Lange, men jeg trænger til at snakke med andre. Og til at arbejde! At cykle ind på mit smukke kontor, hilse på mine nye, søde kolleger, klimpe løs på min computer, skvadre i telefon og spise the occational frokost nede i et af stræderne.
Så jeg glædede mig til at lade den del af vores liv starte i dag! Også fordi, jeg fornemmer, at krapylerne er ved at være klar til andre stimuli end mig. Og gulvtæppet. Hver dag.
Og da de kun kommer til at være i vuggestue 5 timer om dagen (hvoraf de sover 3-ish af dem), tænker jeg, at det måske kan ende med at blive noget godt fra alle verdner.

Men! I morges vågnede Hugo med et stort smil og 39 i feber. Satan-fiseme! Og jeg begyndte lige så stille at rive hårene ud af hovedet på mig selv …
Så nu har vi lavet den deal, at minoverskudsagtige mand, som først skal jonglere på Bellevue ved frokosttid, leger hjemmegående husfar indtil da, og så våger farmor over dem, mens de sover middagslur, og så returnerer jeg til hjemmet klokken to.
Så kan jeg lige nå at få lidt andre input, hvilket man altså ikke skal kimse af vigtigheden af, når man har været på barsel siden december 2013.

Så lige nu sidder jeg altså på min smukke kontorplads og klimper i mit tastatur, mens solens stråler lyser på de blomster, der står i vinduet, og jeg skvadrer med min nye kollega.
Og i eftermiddag har jeg planlagt at gå en tur med mit kærlighedskuld ud til Langelinie og købe en vaffelis.
I could so get used to this … <3

Med ønsket om en mandag fuld af franske anemoner, solstråler, sodavandsis, meget få lektier (til de i den kategori) og sure telefonopkald og vildt mange penge tilbage i SKAT. 😉

Pssst …: Hvis man ikke har været online i weekenden, og man har lyst til at læse om dullegrej, kan jeg anbefale at klikke her.