migSom jeg for et års tid siden kom ind på, så synes jeg, jeg er ret god til en del ting. Jeg kan spise en kasse flødeboller på under 10 minutter (uden kvalme), jeg kan vende min tunge om til både højre og venstre side inde i munden, jeg stuver en mean hvidkål, og jeg kan spille ‘Do-re-mi’ på mine børns xylofon med lukkede øjne.
Men jeg er rigtigt dårlig til at sove. Det har jeg været i fem-seks år efterhånden.
For et par år tilbage oplevede jeg et halvt år i træk, hvor jeg flere gange om ugen slet ikke sov. Jeg lå bare og kiggede. Og de sidste 5-6 år har jeg ikke sovet igennem én eneste nat overhovedet – heller ikke pre kids.
Jeg har forsøgt alt for at løse mit problem. Jeg har gået til yoga, jeg har løbet ture, jeg har drukket te, droppet sukker (i hvert fald efter kl. 17 …), indtaget melatonin i piller og i plastre, jeg har besøgt både en massør, en kraniosakral-massør, en aura-massør og en hypnotisør.

Hypnotisøren var det mest syrede. Hun var den, der poppede først op, da jeg googlede, og jeg dukkede op dagen efter i Skovlunde, hvor hendes to chihuahuaer tog imod mig i døren. Derefter spildte jeg halvanden time i det, der må have været hendes søns værelse, på med lukkede øjne at tale om dengang, jeg blev mobbet i folkeskolen, og så rev hun mig for 1.800 kr. i kontanter, gav mig ingen kvittering og sendte mig med bussen hjem igen. Og jeg sov lige så dårligt den nat som alle de foregående. Nu blot små totusind kroner fattigere.

Det, der har virket bedst for mig gennem tiden, er ørepropper i ørene og dråber af lavendelolie på hovedpuden. Det første går bare ikke, når man er krapylindehaver. Den slags ser de hårdt på nede på kommunen, tror jeg …
Så i nat vågnede jeg klokken 2.45, og så lå jeg dér og lyttede til min mands åndedræt og gloede op i loftet i to timer. Klokken lidt i fem kunne jeg høre Ole Lukøjes hæse ryst et sted bag hovedpuden, men han blev desværre overdøvet af Hugo, der siden introduktionen til vuggestuelivet har fået sig den uvane at vågne ved den tid.
Det er dog lidt svært at være gal på ham, for han er i sit livs bedste humør i den time, han typisk er vågen i skumringens tidlige stund. Så jeg sad i sofaen og lyttede til ham lege med feer og engle og synge solen op gennem babyalarmen.

Til sidst fik han vækket Berta, og hun har altså ikke hans milde nattelune, så jeg gav dem begge en flaske, og klokken lidt over seks faldt vi alle tre atter i søvn. En søvn, som Berta afbrød klokken 7.20, hvor hun var i humør til at slå koldbøtter i sofaen – noget, jeg prøvede at forevige på video, hvilket på denne mandags-agtige torsdag naturligvis resulterede i det, man kan se på Instagram (@mmleilange).

Vi fik vækket drengene, og efter at have iagttaget børnene smøre det meste af deres morgenmad ind i håret, hoppede jeg op på min cykel, mens Jon og krapylerne drog mod vuggestuen. Jeg skulle have været til pressedag hos Calvin Klein ovre på Holmen, men jeg blev fanget i regnen i Nyhavn og det var her, det gik op for mig, at jeg havde glemt min computer derhjemme … Desuden havde jeg udsigt til at skulle stå en halv time under åben og meget våd himmel, da der var netop så langt tid til næste havnebus, og det tålte jeg ikke. I stedet vendte jeg min røde ræser, skruede op for Robyn på iPhonen og drønede hjem efter computer, smuttede i Lagkagehuset efter chokolade/rugbrøds-boller og en halv liter aaalt for dyr appelsinjuice og tog ind på mit smukke kontor.

Og her sidder jeg nu og glæder mig over, at mit liv er fuldt af fuldstændigt ligegyldige småproblemer, som lige nu gør det endnu mere neonklart for mig, hvor godt det går hos familien Lei Lange. 🙂

Pssst …: Sidste år på denne tid skrev jeg et indlæg om at stalke eks-kærester på facebook. 😉 Læs her!