11004120_10153158919316886_1644373435_n

Fine føs’da’s-lader fra Choko Choko Yeah! Så må det godt blive søndag! <3

Det lykkedes!
Siden i sommer har mine to bedste veninder og jeg kæmpet som gladiatorer for at få stablet en par-aften på benene! Det er enormt voksent og sat og en lille smule opstillet, jeg ved det. Men når man er best girls er det sgu vigtigt, at man også kender hinandens mænd. Jeg har forandret mig ret meget, siden jeg mødte Jon. Mit centrum er et andet, mine interesser er nogle andre (at kyle shots bagover er stadig blandt mine hobbyer, men det er ikke noget, jeg ynder at udøve så hyppigt som før Hr. Lange), og det samme gælder mine veninder. Derfor er det vigtigt for mig at kende deres årsager og lade dem kende min. Selvom logistikken kan være en kælling.

Men i går lykkedes det! Vi var alle seks samlet i det samme lokale på samme tid rundt om det samme bord, grinede af de samme jokes (næsten) og spiste den samme sushi. Fra Karma Sushi, yes, der findes ikke andet! Deres tempura-ruller får mg til at rulle med øjnene på den samme måde, som når Mr. Grey hiver den nihalede frem overfor Anastasia Steele (Just kidding).
10967903_10153136834126886_2133811805_nEfter sushi og dåseøl spillede vi HINT, som er mit nye yndlingsspil, fordi ingen er bedre end andre til det. Jeg kan godt være lidt træt af Trivial Persuit (med undtagelse af SATC-udgaven, naturligvis), da jeg sutter til historie og virkelig intet kan huske fra mine geografitimer. Desuden er jeg typen, der efter at have boet tolv år i København stadig kan finde på at stå på Amagertorv og spørge om vej til Kgs. Nytorv …
Men i HINT skal man en masse andre ting, som er meget sjovere uden at være Gæt & Grimasser. Kan klart anbefales!

Derud over er dagen i dag gået med at diskutere Covers meget tynde model på facebook.
Jeg er selvfølgelig enig med resten af Danmark i, at modemagasiner har et ansvar for ikke at fremstille kvinder fra en syg og usund vinkel, og jeg er enig i, at modelbureauerne har et ansvar for at holde øje med, om deres modeller er naturligt slanke, eller om de har en sygdom. Men jeg synes, at hele tonen i denne debat har været meget forvrænget.
Mange sviner Cover til og skriver, at modellen er ulækker, klam og ser syg ud og fortsætter med at diskutere, hvad det gør ved unge pigers selvbillede.
Her er det, jeg synes, vi skal lade være med at kalde den stakkels pige ‘ulækker’ og ‘klam’. Hvad søren kan det ikke gøre ved hendes selvbillede? Er hun bare at regne for collateral damage i den større sammenhæng?
Da jeg arbejdede på ELLE, bragte vi engang en helt fantastisk smuk forside, hvor der sad tre modeller med blomsterkranse på og så ind i linsen. Den var fotograferet i Botanisk Have og var efter min mening en af de fineste og mest udtryksfulde, vi har haft.
Hvad ingen af os underligt nok havde opdaget var, at den ene af de to yderste modeller strakte hals, og på grund af vinklingen kom hendes hals til at se helt vildt lang ud.
Det opdagede vi først, da forsiden havnede på diverse internetsider for ‘really bad retouching’! … Og hendes hals var altså ikke retoucheret overhovedet.
Jeg har i øvrigt tidligere skrevet noget om mine tanker om at sammenligne sig med modeller her.

Nok om det, man skal træde varsomt i den slags debatter. Alle har følelser om emnet, og det er sikkert fint nok, at de bliver luftet lidt en gang imellem. Det kunne bare være så dejligt, hvis flere gad lytte til hinanden i stedet for at have travlt med at skyde skylden på hinanden. Og så vil jeg i øvrigt mene, at Instagram er meget værre for vores allesammens selvbilleder, end modemagasiner nogensinde har været.

11015392_10153158920526886_1752513216_nJeg vil hermed vende stemningen og vise jer et billede af krapylerne og deres første fødselsdagsgave! Vi havde tænkt os, at de først skulle have den på mandag, når de fylder ét år, men da den kom med posten i dag, kunne jeg da absolut og på ingen måde nære mig!!
Som det tydeligt fremgår af billedet, var det Berta, der blev født først. Så Hugo må tage slæbet … 😉

Hav en skøn aften! Og æd lige det, der passer jer! Ja, gu’ fanden feder det, men det kan være skide-ligemeget, hvis det smager dejligt! 😀

Og hey, for præcis et år siden skrev jeg dette indlæg om dengang, jeg så mandestrip i Miami. Oh, those were the days … 😉