10984956_10153138560891886_1404963626_nDet er søndag aften, klokken nærmer sig otte, mine to krapyler sover de uskyldiges søvn i deres små senge, og jeg venter på, at Jon bliver færdig med at stege de to bøffer, jeg for en halv time siden hentede i Netto. På tilbud.
Bagefter har vi en plan om at skulle se en film, mens vi spiser vores kødklumper og søde kartofler serveret som hjemmegjorte pommes frites af hver vores tallerken, som vi balancerer på knæerne siddende i sofaen. Præcis på samme måde som alle andre fornuftige mennesker indtager deres søndagsmåltider.

Omend det heldigvis altid er dejligt at komme hjem igen, så kunne jeg nu godt have brugt et par dage mere på solskin, pool-svømmeri, tagine-spiseri og souk-shopping.
Vi var så glade for vores nye venner på hotellet, at jeg har brugt en god del af eftermiddagen i dag på at pakke gaver ind til de fire af de ansatte, som vi talte mest med, som jeg smutter ned på posthuset og sender til dem i morgen som et tak fordi, de gjorde vores allerførste udenlandske familieferie til en bragende succes. Den ene af gaverne er til Muhammed, og jeg håber sådan, at der ikke er 5-6 af de ansatte, der hedder det, selvom jeg er lidt nervøs for, at det godt kunne være tilfældet.

Jeg kunne så godt tænke mig, at vores familie kom til at rejse meget. Det næste år er det gratis at flyve med krapylerne, og hvis de bliver ved med at klare tiden som luftbårne vidundere så elegant som på den seneste tur, så har vi tænkt os at udnytte det år til fulde!
Men jeg håber, at vores patchwork-økonomi, som jo kommer til at være hæklet sammen af to gange freelance-forældres svingende indkomster, vil kunne holde til, at vi også tager dem med ud i verden, når de begynder at koste noget – for til den tid vil de også bedre kunne huske det.

Jeg vil gerne lære mine unger om hensyn ved at forklare dem, at selvom det er herre-varmt, så går man ikke med bare arme og knæ, når man shopper i Marrakech, for man skal vise hensyn til det land, man besøger, og det er ikke alle i Marokko, der gider se på arme og knæ. Og jeg vil gerne lære dem om ydmyghed ved at vise dem, hvor heldige de er at være født i Danmark, hvor vi har tag over hovedet og fine senge at sove i – i modsætning til rigtigt mange mennesker i mange andre lande. Og jeg vil gerne lære dem om rummelighed ved, at de opdager, hvor lidt den slags betyder, når man møder andre på sin egen alder ude i verden, for en fodbold er en fodbold for alle, så man skal nok finde på noget at være fælles om.

Det er søndag. Jeg er glad, taknemmelig og træt, og nu er bøffen stegt færdig, colaen skænket og fjerneren tændt. Hvor. Er. Jeg. Heldig.