1624306_10153173002396886_1012503921_nGlem det! Det hele er aflyst! I kan godt droppe det! Jeg gør det IKKE!
Mandag d. 2. marts er slettet i kalenderen. Sluk bare solen og hæng skyerne til tørre, så bliver jeg inden døre, spiser stenbiderrogn og holder øje med mine unger.

Vi var forbi vuggestuen i dag …
Mine to kærlighedsklumper skal ganske rigtigt først starte på mandag, men jeg havde glemt, hvad vi havde aftalt i den henseende, og min svigermor, som var overnattende gæst, var ved at sprænges af nysgerrighed efter at se stedet. Derfor blev vi enige om at valse nonchalant forbi for lige at høre, hvornår Jon, Hugo, Berta og jeg skal troppe op på mandag.
Vi ankom midt i en afvikling af noget frokostpause, hvilket havde den betydning, at man på mine ungers stue havde samlet alle børn fra to stuer.
Der var børn overalt. På reolerne, svingende fra loftet, kravlende på sofaen, hængende ud af vinduerne. Overalt. Og de var kun tre voksne. Hvad værre var, kunne alle børnene gå. HVER og én! Det kan mine mirakler ikke endnu … De bliver de yngste på stuen, og de vil ikke kunne stikke af, hvis nogle af de andre børn rotter sig sammen imod dem! O, GRU!

Jeg holdt masken, og da vi havde sagt farvel til hende, jeg tror faktisk er verdens mest behagelige og kompetente pædagog, gik jeg ud i gården og ringede stortudende til Jon …
Derefter prajede jeg en taxa, smed ungerne ned i bagagerummet og satte kurs lige lukt mod lufthavnen, hvor jeg straks købte tre enkelt billetter til Costa Rica.
Her er vi nu, og vi kommer aldrig hjem! Jeg har betalt en stor, tyk, lokal kvinde for at passe ungerne, mens jeg blogger, og hun har ordre om altid at holde sig i en radius af maksimalt ti meter fra mig. Og hver gang én af ungerne overveje at trække én af deres bedårende mundviger nedad, kommer jeg springende til deres undsætning og trykker dem ind til min moderlige krop. Og sådan har jeg tænkt mig, at det skal fortsætte, indtil de fylder 18 år. Måske 21.

So long! Skål i Mai-Thai og hav en vidunderlig weekend …

😉