11004772_10153151632146886_426069645_nJeg var i byen i går. Mere, end jeg har været det siden min polterabend i maj 2013.
Min Valentins-date var min veninde, som faktisk hedder Stine Valentin, så det synes noget nær perfekt, og Jon havde købt blomster og chokolade til mig om dagen (jeg havde sørget for en reminder i hans kalender …).
Jeg kom hjem klokken to i nat, helt fuld og glad, og puttede mig ind til min hjertenskær i ly af natten efter med sprit-ånde at have overdænget mine hjemmelavede mirakler med mysser umiddelbart forinden. Dagen var alt i alt perfekt!

… Lige indtil jeg vågnede i morges.
Imens jeg og min veninde spankulerede rundt på spinkle stilethæle over de københavnske brosten i én retning, trampede Fanden rundt i store støvler i den anden. Jeg behøver jo nok ikke fortælle nogen, at to uskyldige mennesker døde i nat, og det er bare så forfærdeligt.
Jeg ved godt, at folk dør af sult i Afrika, og at alt for mange mennesker lader livet i meningsløse krige verden over hele tiden, og det er ikke mindre forfærdeligt, men det er så svært at tage ind. Hvis vi gjorde det hver eneste dag, ville det jo ikke være til at holde ud at gå på arbejde, spise morgenmad eller lakere negle.
Men når ondskaben slår til imod ens nabo, så man kan mærke hans klamme ånde i nakken, rammer det så hårdt, at man bliver helt personligt bange. Jeg gør i hvert fald.

Jon og jeg tog ungerne med ned til synagogen i Krystalgade i dag på vej mod Cock’s & Cows, hvor vi stod helt stille og kiggede i et kvarters tid sammen med 200 andre mennesker, og det var som om stilheden gav ekko.
Lige ved siden af os stod en uniformeret betjent. Over skulderen havde han et automatvåben, og stroppen havde fået hevet skulderprydningen på hans jakke op, så den sad som en pukket på ryggen af ham. Men så var der en gut på min alder, som trådte ud på gaden, gik hen til betjenten og tilbød ham lige at rette på hans jakke, og betjenten svarede “Ved du hvad, det må du egentlig rigtigt gerne, tak skal du have”.
Gutten rettede på jakken og gav betjenten et smil og et skulderklap og gik tilbage og stillede sig sammen med sine venner og så på blomsterne, der dækkede det andet fortorv uden at sige noget.

Og jeg havde også lyst til at give ham et skulderklap. Både gutten og betjenten. Venligheden, skulderklappene og smilene, vi sender til dem, vi ikke kender, må være vejen frem og ud. Kill them with kindness.
Mange tanker til alle dem, jeg ikke kender, men som jeg har mødt ude i verden, som får sig selv til at sende mig et smil og måske endda sige hej, fordi vi “kender hinanden” her fra bloggen. I er forskellen på godt og ondt – sådan lidt hårdt stillet op.
Med ønsket om en søndag fuld af ro, kærlighed, venskab og omsorg. Jeg gør personligt i dag mit bedste for at lade taknemmeligheden for alt det gode overgå angsten for det onde.
De kan ikke slå os ihjel …

Og apropos kærlighed. Sidste år på Valentinsdag udgav jeg dette indlæg.