10949989_10153117707691886_385861248_n

Øreringene er et mix af Jane Kønig og Stine A, og trøjen er sidste uges udsalgsfund (HALV PRIS) hos Baum & Pferdgarten. 🙂

Så er interviewet, som jeg deltog i på TV2 Lorry, altså kommet på deres hjemmeside, og man kan se det, hvis man vil. Jeg synes, det blev lidt underligt … De er ret glade for ordet ‘glamour’ derinde på Lorry og spurgte mig denne gang ligesom sidste gang, hvorfor der ikke er mere glamour på min blog. Og jeg ved altså ikke rigtigt, hvad jeg skal svare på det spørgsmål, for jeg ved sgu’tte rigtigt, hvad glamour ér. Sådan per definition. Som tidligere nævnt samler jeg jo på glansbilleder, og set ud fra den betragtning synes jeg jo, at mit liv er fyldt med glitter, glimmer og glamour! Jeg savner i hvert fald ikke noget i den henseende. Og desuden havde jeg ikke fået mulighed for at høre eller læse spørgsmålene, før interviewet gik i gang, så jeg føler ikke, jeg nåede at forberede mig ordentlig, og derfor øh’er og bøh’er jeg nok en del. Nåh, nok snakken udenom! Interviewet kan ses her. 🙂 Jeg ønsker alle en vidunderlig tirsdag! Herhjemme står den på store bøffer med flødekartofler og hvidløgsflüte foran NetFlix (vi er gået i gang med SUITS!). Min kære mand har tømmermænd. Han har brugt det forgangne døgn i min søsters lejlighed sammen med sine to bedste venner (min søster sov her. Andet ville næsten være weird…), hvor de har spillet PlayStation og drukket øl. Mandehørm i særklasse!

Opklaring på det med stripperen. 🙂
I min første version af dette indlæg berettede jeg, hvordan jeg mandag aften valgte at overraske Jon og hans venner ved i stedet for selv at aflevere deres sushi, som vi havde aftalt, at få en stripper til at gøre det.
Denne stripper var en i øvrigt enormt sød pige, som synes, det var det mest grineren mandags-gig, hun nogensinde havde hørt om. Hun havde sin kæreste med, som fungerede som prop-master. Han rakte ting ind ad døren, mens hun fyrede sit show af overfor de tre herrer, som sad og spillede Trivial Persuit, da hun troppede op. Og jeg lyttede med nede fra opgangen, mens jeg gnækkede, inden jeg tøffede hjem og gav mine krapyler lasagne.
Jeg slettede det så igen – det med stripperen – fordi vi jo ikke alle deler samme opfattelse af netop den type erhverv. Jeg synes personligt, det er totalt okay, at man vælger at tjene penge ved at smide tøjet, hvis man har det fint med det. Jeg har lige så meget respekt for den form for levevis som for enhver anden. For mig at se er det bare et job. Lige nu valser min mand rundt i stiletter og g-streng på scenen på Gasværket for at underholde andre. Well … Jeg synes heller ikke, prostitution skal være ulovligt. (At det er dybt forkert og ulovligt at udnytte andre mennesker er en helt anden snak, men det siger jo sig selv).
Anyway, jeg slettede det med stripperen, fordi jeg ikke har lyst til at være en rød klud i hovedet på nogen med min holdning. Jeg har ikke behov for at overføre min holdning til andre, og hvis andre har det på en anden måde, er det fint med mig. Den debat havde jeg ikke lyst til at åbne op for, og det havde jeg ikke tænkt på, da jeg skrev det i første omgang.
Men hvad jeg ikke tænkte på, da jeg slettede det igen, var, at jeg havde nævnt stripperen i overskriften, som jeg havde screendumpet og lagt på Instagram. DOH! Derfor denne forklaring. 😉