IMG_3034.JPGJeg har ikke været på udsalg én eneste gang her efter jul, og jeg er pavestolt!
…. Okay, jeg har måske købt én ting, men det tæller ikke rigtigt, for jeg havde alligevel noget, der skulle byttes, og så må man jo gerne runde op. 😉
Jeg købte den flotteste, blå kjole i Won Hundred, som jeg planlægger at iføre mig enten til Modeblogprisen 2015 på Børsen sidst i januar eller i næste uge, når jeg skal til gallapremiere på En Chance Til. En film, jeg i øvrigt frygter lidt, da jeg har hørt noget med, at der er en baby, som bliver behandlet helt ad Pommern til, og det er så ganske sandt, at man udvikler særdeles tynd hud for den slags efter undfangelse af egen avl. Jeg har heller ikke set ‘One Born Every Minute’ en eneste gang, siden ungerne kom til verden. Jeg zappede forbi i går, men da blev jeg mødt af en ung pige med dårlige tænder, som skulle til at føde tvillinger, der forventedes at skulle direkte i respirator. Det kan mit lille modersind ikke håndtere.

Men tilbage til udsalget! Eller fraværet af MM under pågældende. Jon og jeg holder nemlig sparemåned. Vi er sådan set ikke på røven, eller noget. Vi har bare levet lidt rigeligt godt de seneste måneder, hvor vi begge har været hjemme om dagen, og den vane er nødt til at blive brudt, så alle pengene ikke ender med at gå til kedelige ting, fordi vi ikke bruger dem ordentligt.
Derfor har vi ladet os inspirere af teaterverdnen! Der findes nemlig et begreb, som hedder ‘at lave en italiener’! Det gør man nogle gange, når en forestilling har kørt i en rum tid. Der kan nemlig ske det, at skuespillerne hen ad vejen hygger sig lidt for godt på scenen, og pludselig tager en forestilling måske 5-10 minutter længere, end den var nomeret til. Og modsat DSB går teatre åbenbart op i den slags.
Og for at råde bod på dette, kan de så ‘lave en italiener’. Det går ud på, at alle skuespillerne sidder overfor hinanden, eller i hvert fald i samme rum, og så læser de bare deres replikker op efter tur så hurtigt, de kan, efter hinanden. Sådan skal det jo ikke ende med at være på scenen – men øvelsen hjælper dem til at være lidt bedre til at få røven med sig foran publikum. Og det er altså også pointen med den Lei Lange’ske økonomi! Vi skal ikke leve spartansk. Men vi har meget godt at lige at blive mindet om, hvordan man også kan gøre det engang imellem. 🙂
Derfor kører vi lige nu med madplaner og indkøb på ugeplan i stedet for på daglig basis, som man godt kan blive forfalden til, når man er nabo til Netto og (o, gru!) Irma, og når vi går ud og spiser, betaler vi af egne lommepenge i stedet for af fælleskassen, og jeg skulle hilse og sige, at det ellers er noget, der kan hjælpe til, at der bliver skruet ned for sideorder’ne. 😉
Jon og jeg har fællesøkonomi, og den er totalt tilrettelagt efter eksperternes råd i Luksusfælden! Jeg er sikker på, at ham finansmanden ville få en instant hard-on, hvis han så vores Excellark! De principper passer enormt godt til det faktum, at Jon – ja, og om to måneder også jeg – er freelancer, for så er der altid penge på kontoen, og så kan vi (jeg. Han er kunstner, penge er en illusion) sove godt om natten! 🙂

Lige nu sover ungerne, Jon indtaler eventyr på bånd et sted på Nørrebro, og jeg spiser hjemmelavet brunch! Jeg lærte virkelig at sætte pris på morgenmad, dengang jeg var i tredje trimester og ikke kunne andet end ligge ned og spise. Jeg spiste gerne morgenmad to-tre gange i løbet af natten/formiddagen, og én af disse gange var det altid Coco Pops!
Åh, det skal sgu lige skrives på denne uges indkøbsseddel… <3