10958127_10153120852376886_1715072003_n

Morgenmad i selskab med en charmetrold og en skabekrukke … 🙂

Man kan nå meget på et liv!
Det har jeg selv set i andres liv. Når man læser biografier eller bare interviews i modemagasiner (jeg læser ærligt talt flest af de sidste). Nogle mennesker har levet flere liv i bare det ene, de har haft. Haft tre-fire forskellige karrierer, fået snesevis af børn, taget et utal af uddannelser og rejst hele verden rundt. Eller, altså, måske er der ikke mange, der har gjort alle de ting, men mange har gjort mange af dem.
Og så er der mange, der ikke når så meget. VI er mange.
Når man går på arbejde eller i skole, ser sine venner, tager på ferie og – som i mit tilfælde – har børn, så har dagene med at æde hinanden op, og pludselig er der gået en uge. En måned. Et år. Og det gør jo som sådan ikke noget!

Det er jo det, der er meningen med tiden, den skal bruges, nydes og slides op! Men nogle gange tror jeg, man kan vinde meget ved at stoppe op og minde sig selv (og hinanden) om, hvad der er vigtigt at nå. Hvad man gerne vil have, at summen af dage samlet set skal udmunde i. Når alle indkøbene, lektierne, overarbejdet og hentningerne af ungerne er trukket fra.

I dag var vi på besøg i det, der fra 1. marts bliver krapylernes vuggestue, og det var heldigvis en super-positiv oplevelse! Om end det er lidt ærgerligt at falde over dette klip i sin facebook-feed dagen før, man for første gang besøger de (so far fremmede) mennesker, der de næste par år skal tage sig af ens vigtigste i flere timer hver dag. Men lad nu det ligge. 😉

Besøget i vuggestuen gav mig et lille kig ind i den fremtid, der ligger lige henne om det næste hjørne for mig og min bette familie. Og jeg glæder mig til den! Det bliver sjovt at skulle tilbage til “de voksnes verden” og gå på arbejde, det bliver fantastisk, når krapylerne begynder at gå, snakke og gå på toilettet uden assistance, og der er så mange ting, jeg glæder mig til.
Og samtidig blev jeg bevidst om, hvor vigtigt, det er, at sætte sig nogle mål. Ikke store mål, nødvendigvis. Måske snarere bare stikke et par tegnestifter i nogle mentale holdepunkter for, hvordan man vil have, ens liv skal være.
Vil vi være den slags familie, der ser vores venner tit? Vil vi være den slags familie, som tit tager i Dyrehaven eller på skovtur? Vil vi være den slags familie, som giver hinanden overraskelser og sætter sedler op på spejlet i badeværelset, når man er den sidste, der går i seng, så den første, der står op, kommer i godt humør fra starten?

For mit eget vedkommende er det i hvert fald en stor hjælp, at jeg relativt ofte minder mig selv om, hvilken en MM, jeg gerne vil være, og så husker mig selv på at gøre ting, der bakker op om den forestilling. For ellers bliver den aldrig til andet end netop det.
Og hvis jeg ikke husker det, kan hverdagen godt finde på at flyde sammen, og så går dagene, som de jo gør, og man får ikke gjort de små ting.
Derfor havde vi i dag en snak over frokosten på den røde kineserrestaurant skråt overfor Tivoli og ungernes nye fritidshjem (den kan blive farlig i længden. De er GODE til at indbage rejer!) om, hvilken familie, vi gerne vil være, sådan i de små, men vigtige detaljer. På den måde kan vi forhåbentlig  med tiden se tilbage på en masse af de der bittesmå glansbilleder, vi selv har skabt, og bevidst forme det lille liv, vi gerne vil leve. I hvert fald i den del, vi selv har kontrol over.
Det føles sgu dejligt at tænke på, synes jeg! 🙂

Pssst …: Følg også med på Instagram @mmleilange eller på facebook, hvis det skulle være!