Facebook-20150118-112439

Så fine var vi altså, da vi fejrede min fødselsdag på Pastis Fishmarket tilbage i oktober.

Vi kan ikke altid selv bestemme, hvad vi oplever, det er klart.
Man kan have lagt de bedste planer og have de fineste intentioner, og pludselig kommer verden og overhaler én, og det kan man bare ikke gøre noget ved.
Det er især noget, jeg har opdaget efter, at jeg er blevet indehaver af krapyler.
Men netop i den konstellation har jeg også gjort mig en anden opdagelse: Man kan selv være med til at bestemme, hvad man husker.

Jon og jeg har ikke været ude at spise så mange gange det seneste år, som jeg gerne ville have villet. Det er faktisk kun blevet til en enkelt gang i forbindelse med min fødselsdag – men den slags kan jo være svært at få til at hænge sammen, når man har unger og en mand, som lever af at jonglere om aftenen. 🙂 Og det gør mig sådan set ikke noget, vi skal være sammen de næste 60-70 år, så der skulle være rigeligt tid til at spise mad ved borde med dug.

Men alligevel kan det være rart at få hverdagene, som hurtigt kommer til at ligne ret præcise aftegninger af hinanden, brudt op engang imellem af en frokost, en middag, en tur i biffen eller en sommerdukkert, mens nogle bedsteforældre holder øje med ens arv en times tid. Og i den forbindelse har jeg opdaget, at man selv kan vælge, hvad man husker og dermed selv være med til at designe den oplevelse, man sidder tilbage med. For når der er gået en uge, kan man alligevel ikke huske detaljerne særligt godt, så da handler det om at have valgt de minder, man vil beholde.

For der sker tit det, at når man så endelig skal ud at spise, så er man træt. Og sidder og gaber ned i krabbekløerne. Eller man kommer til at diskutere madplan, når man endelig har tre kvarters solotid ved stranden. Eller hvad ved jeg.
Men der er altid et øjeblik på den aften eller den eftermiddag, som er perfekt!
Måske er det bare et minut, hvor man griner af en dum vits, en perfekt dessert eller et godt snav. Men momentet er der, hvis man er på udgik efter det, og dét skal man tage med og lade resten fare.

Når jeg ser på billederne fra min fødselsdagsmiddag på Pastis Fiskerestaurant, hvor Jon og jeg spiste et par dage efter min 33-års fødselsdag, har jeg lidt glemt, hvor skidetræt, jeg var, fordi ungerne havde haft nogle diskonætter, hvor de ikke gad sove. Og at jeg havde psyko-tøjkrise og følte mig tyk i alt.
Men jeg husker tydeligt, hvordan jeg elskede, at Jon havde slips på! Det har han ikke haft siden vores bryllup, og det gjorde, at jeg følte, at aftenen var noget særligt, fordi han viste den højtidlighed, og det kunne jeg rigtigt godt lide.
Og jeg kan huske, at vi legede den dér leg, hvor man lægger stemmer til nabobordets samtale, som man ikke kan høre, og gætter på, hvad de siger til hinanden, og hvorfor de mon er der.
Og jeg kan huske, at drinks’ne på champagnebaren overfor var alt for dyre, men det var vi ligeglade med den aften, for vi havde hinanden og synes, vi var meget heldigere end alle de andre mennesker, hvis aften kun lige var begyndt, som de sad dér og gav hinanden karakterer med øjnene.

Det er jeg blevet ret god til, synes jeg. At samle på glansbilleder.
Det betyder ikke, at man skal romantisere hele sin verden og aldrig se sine virkelige følelser i øjnene – slet ikke. Jeg er faktisk stor fan af at være ked af det, når man er dét, komme til bunds i, hvorfor man er det og så aftale med sig selv, hvor længe man har lov til at surmule og så gøre en ære i det (den slags fungerer i øvrigt mest gnidningsfrit, når man bor alene, skal jeg nok lige huske at sige). 😉
Men når alt er okay, og det hele kører, så skal man ikke lade sin Skt. Hans aften ødelægge, fordi det regnede indtil klokken 22, og der kom vand på alle vandbakkelserne. Så skal man bare tage et billede af bålet med en drink i hånden hen ad klokken 23 og give fanden i bakkelser og bagateller.
Og på en grå søndag fuld af tømmermænd og ensomhed, skal man stege sig en bøf og købe en dut bernaisesovs og spise det hele i sengen, mens man ser et afsnit af De Unge Mødre, SUITS eller hvad man nu lige tænder på, og smiler af, at man er så optur. I stedet for at græmmes over, hvor grimt man dansede i går, hvor mange penge, man brugte, eller hvor træls det er, at det er mandag i morgen. Eller at ham den lækre ikke har SMS’et endnu. (Kæft, hvor har jeg siddet der mange gange. Men det var med ‘Mission: Impossible’ eller ‘Lykkevej’ på VHS og siden DVD, som jeg altid afleverede for sent og fik bøder for. Hvor ville jeg dog gerne have haft Netflix, da jeg var single!)

Jeg tror, der er en stor gevinst at hente i at lede efter de gode ting. Hverdagen er så fuld af hverdage, men der skal ikke altid det helt store, fyrstelige bal til for at afbryde dem.
Og det er nok ret basale tanker for mange, men nogle gange er det godt at huske på. Og huske sig selv på. Hermed gjort. 🙂

Bare lige nogle kognitive tanker på en halvgrå søndag fra en tidligere HUM BAS’er. 🙂