IMG_3224.JPG
Så har der sgu været MM-opmåling hos Arndal Fitness i dag! Og det gik godt! Jeg aner ikke en disse om, hvad man ville kunne forvente, da jeg aldrig har trænet på dén måde før, men Lotte klappede begejstret i sine hænder, da hun med sit målebånd konstaterede, at jeg havde tabt 5 centimeter på maven, én på overarmen og én på låret. Så jeg klappede med!
Derefter gik vi op i træningslokalet igen, og der forsvandt Lottes smil… Og så præsenterede hun mig for mit NYE træningsprogram og slog mig ihjel. Uden anger.
Jeg havde ellers lige vænnet mig til mine gamle øvelser og følte, at jeg totalt var med på fitness-beatet, men nu har hun lavet det hele om. Tre af øvelserne KAN jeg ikke engang, men ifølge Lotte er det et spørgsmål om øvelse. Aha. Mhm…

Men de flotte resultater skal satme fejres!
De og det faktum, at jeg nu ikke længere behøver at sende billeder af alt, jeg spiser, til Lotte, som jeg har gjort hidtil.
Så må vi bare håbe, hun ikke er online i aften, høhøhø! 😉