IMG_1593.JPGJeg er forkølet. Andet er der såmænd ikke galt, jeg er bare snottet og hoster, og min næse er så tilstoppet, at jeg er nødt til at sove med åben mund, så min tunge bliver kold. Det er en unaturlig følelse. Det er meningen, at tungen skal være varm.
Krapylerne er også snotforkølede, og da jeg i går nuppede en lur med Hugo i favnen, tog det mig den gode ende af tyve minutter at falde i søvn, fordi han snorkede så højt, at det nærmest virkede overdrevet hans petite størrelse taget i betragtning.

Enter farmor!
Jeg kan ikke prise min svigermor højt nok. Siden ungernes fødsel, har hun været på besøg hos dem (og os) en gang om ugen. Lige fra starten har hun lagt kræfter i og har løftet og taget fra. I begyndelsen var det svært for mig, da jeg gerne ville gøre det hele selv. Jeg var så meget en nybegynder, og jeg så alle skidne bleer og uknappede body’er som en mulighed for at øve mig, så når hun nappede én af dem, følte jeg mig snarere overhalet end hjulpet. Men samtidig forstod og værdsatte jeg hendes behov for at lære krapylerne at kende, og alle mine mødrende veninder råbte af mig, at jeg endelig ikke måtte skræmme hende væk, for den evne og lyst hos hende ville blive så meget værd meget snart.
Da Prop og Berta var rundet et halvt år, og jeg begyndte at føle mig hjemme i gamet, begyndte jeg at se mere og mere frem imod besøg fra Verdens Sejeste Farmor, da det betød mulighed for uforstyrret hårvask for undertegnede samt smilende krapyler, der fik en portion ny energi fra en, de kunne lide. Og lidt senere betød det dates og bifture med min mand, mens jeg ikke var et sekund bekymret for ungernes velbefindende, for farmor har været der fra dag 1.
I går kom hun på visit, og da hun så vores klare øjne og hørte vores rustne stemmer, aflyste hun lørdagens planer og redte op på sofaen, og mens Jon var på arbejde, spiste farmor og jeg Stratiatella-is i sofaen og så ‘Præsident På Frierfødder’, hvorefter jeg kravlede i seng og fik meddelelsen om, at hun nok skulle stå op med krapylerne kl. 6, så jeg kunne få en god nats søvn. Farmor. <3

Jeg er vokset op uden den store bedsteforældre-kontakt. Det er ikke noget, jeg har savnet, for man kan ikke savne noget, man ikke kender, og min mor og far var hjemme hver dag. Mine forældre flyttede på landet, da de havde fået mig. Jeg troede, det var fordi, jeg larmede sådan, men det skyldtes også, at de på dén måde kunne have råd til, at min mor gik hjemme i alle mine barndomsår og stod klar med burgere eller leverpostejmadder, når jeg og min søster kom hjem fra skole. Og et møs, når min far kom med bussen klokken 15.

Mine børn får ikke en hjemmegående mor, desværre. Meget i mig skriger efter, at det er dét, de burde have, men så ville de ikke få en glad mor. Til gengæld får de en mor, der arbejder så lidt som muligt, en far, der tit har fri om dagen og en masse dejlige og vidt forskellige bedsteforældre, hvilket jeg er overmåde taknemmelig for.

Farmor er hende, der er der tit og ofte. Hun er sjov, berejst og kan fortælle vilde eventyr og tage dem med på udstillinger og til fingermaling. Og så er der i øvrigt ikke noget pis med farmor, hvilket de nok skal finde ud af.

Farfar og Bedste Mette bor i Gilleleje, hvor de har en kæmpe have, som Jon og jeg fejrede bryllup i. På den græsplæne, hvor vi festede, er farfar i gang med at bygge det sejeste legehus nogensinde til krapylerne. Og han har æbletræer og hindbærbuske og bor tæt på havet, og så er han verdensmester i hjemmegrillede burgers og har bålplads til ditto skumfiduser. Somrene bliver lange hos farfar. <3

På Als bor morfar og bedstemor. De bor midt i det smørhul, hvor jeg er vokset op, og de forlader det hver tredje uge for at komme og besøge mine bavianer. Der skal vi holde jul i år, der dufter af hjem og emmer af alt det, jeg sådan ønsker mig at stoppe langt ned i mine børns rygsække. Morfar og bedstemor har masser af tid – tiden står faktisk nogle gange stille i deres stue. Bedstemor giver gode kram og har oceaner af tålmodighed, og morfar læser historier og løfter ungerne op og kører deres maver frem og tilbage på sit hår, så det kilder, ligesom han gjorde med mig, da jeg var barn. Han ville sikkert stadig gøre det, hvis ikke jeg var blevet så fandens stor i mellemtiden.

Og så er der mormor. Hun bor oppe i himmelen og ser alting. Både når de besøger farmor, farfar og bedste Mette, morfar og bedstemor. Hun ved alting og kommer nogle gange på besøg. Hun er en slags fairy godmother, ligesom hende Askepot har, og den slags kan være gode at kende i en snæver vending. Der hænger masser af billeder af mormor herhjemme, og hun indgår i mange, mange fortællinger, så hun vil være lige så meget til stede i ungernes liv som alle de bedsteforældre, de har, der bor hernede på jorden.
Det er første gang, jeg nævner mormoren herinde på bloggen. Det er for privat for mig at skrive om, og dette bliver også den eneste gang, jeg gør det. Men jeg blev ked af, at nogen spurgte, om min unddragelse af det emne skyldes, at vi havde mistet kontakten. Dét har vi ikke, men hun er her desværre ikke længere. Sådan i kød og blod.

Ih, hvor har jeg sandet, at det at stifte familie ikke handler om, at Jon og jeg har fået to børn. Ikke kun, i hvert fald. Vi har i processen også lavet seks bedsteforældre, og det er et stort privilegium og en kæmpe fornøjelse. Og hvor har vi været heldige med begge dele, hvis man sådan må sige det selv. 🙂