image2Så er det vist på tide at løfte sløret for, hvorfor jeg forleden var iklædt vaskeægte træningstøj. Jeg lagde dette selfie ud på Instagram i tirsdags af mig selv iklædt mit outfit, hvor jeg kækt spurgte, om nogen kunne gætte, hvad jeg havde på agendaen. Og jeg er nødt til at indrømme, at jeg blev lidt stolt af at læse, at kun ét ud af 25 bud var rigtige. Der var blandt andet fantastiske bud som ‘chille max’, ‘på date med Dario Campeotto’ og ‘have en fodmassage’. You Guys know me so well. 😉

MEN! Selv en jyde på 30+ kan overraske!
For et par uger siden modtog jeg en mail fra en kvinde, som startede med formuleringen “Nu må du ikke blive fornærmet, men jeg har et lille forslag …”
Det projekt, den søde lady ville have mig med på, var at jeg skulle gennemgå et 12 ugers træningsforløb i det luksuriøse Arndal Spa & Fitness med selveste Lotte Arndal herself som min personlige træner.
Lotte udgiver nemlig lige om lidt en bog, der handler om, hvordan man kan blive 10 år yngre på 12 uger, hvis man træner efter hendes plan, så de var på markedet efter en blogger, der ikke allerede var i form … (Jeps. That’s me!)
Jeg har igennem tiden været medlem af adskillige fitness-centre. Faktisk er jeg stadig medlem af FitnessDK (eller var det FitnessWorld…?), men jeg har aldrig været der. Jeg har altid godt kunne tænke mig at have en sundere krop, men jeg har aldrig kunne tage mig sammen. Og jeg kan virkelig godt lide chokolade.

Siden graviditeten med de to amazing aliens, har jeg haft ondt i ryggen hver dag, og det bliver ikke mindre smertefuldt, jo mere havregrød jeg hælder i de to. Under graviditeten tog jeg 26 kilo på ret hurtigt og det første halve år efter, at barylerne blev befriet, havde jeg konstant ondt i ankler, knæ, lænd og skuldre. Det er blevet lidt bedre, men min ryg gør stadig ondt konstant, som havde den været anvendt som høvlebænk i en sløjdtime.
Det kan lyde helligt, men det faktum, at ungerne bliver større og større giver mig lyst til at være stærk og bare lidt sundere. Jeg har eksempelvis før prøvet at lave et midlertidigt sukkerstop, men jeg har aldrig nogensinde i mit liv tidligere holdt mig fra både cola, Haribo, Kinder, Fazer, Malarco og dem, der laver skumbananer, i hele fem uger, som jeg har gjort indtil i mandags. Den graviditet gjorde så nas hele vejen igennem, og finalen var jo, at jeg med stor fornøjelse brugte 13 timer på at føde to styks unger – den sidste af dem med rumpetten først (det kommer jeg i øvrigt til at bruge imod ham, hvis han bliver træls i sine teenageår). Så i den sammenligning er det som om, at 12 uger med Lotte Arndal virker overskueligt!

… Det skal så lige siges, at jeg ikke har haft min første træningstime endnu, så de ord kommer jeg muligvis til at æde senere i dag.
Mit møde med hende tirsdag blev brugt på analyser og fedtmåling af min bette krop. Jeg havde i øvrigt mere tøjkrise over at skulle ned i Arndal Fitness, end jeg havde, da jeg skulle til ELLE Style Awards! Dér ved jeg da, hvad man tager på! Men jeg fik hjælp af nogle stilbevidste fitness-istaer og endte i dyreprint fra Sofie Schnorr, og så blev jeg enormt lettet, da Lotte åbnede munden og talte jysk til mig. Jeg føler mig bare mere tryg, når mennesker taler jysk til mig.

Men i dag skal jeg altså ned og svede i en time med Lotte, og det skal jeg så 3 gange om ugen frem til krapylernes fødselsdag d. 23. februar. Så hvis alt går efter planen, er jeg altså 23 år gammel den dag, mine unger fylder 1. 😛 Jeg har sgu aldrig været 23 år – heller ikke dengang jeg VAR 23 år! Min krop har i hvert fald ikke, så jeg napper den her mulighed og spurter med den. Jon er yderst opbakkende (…!). Han har købt en babyjogger med plads til to, og så er planen, at han løber, mens jeg træner. Jeg har sagt til Lotte, at jeg ikke er sindssygt interesseret i at tabe mig, jeg vil bare gerne være stærkere, så jeg kan slæbe rundt på ungerne og ikke altid have en ryg, der gør naller.

Og nej, dette bliver ikke en fitness-blog. Og selveste Lotte Arndal har sågar (uopfordret) sagt, at december jo ér december, og det skal man også komme i hu. Så den chokoladeskildpadde, der var så uheldig at ligge i min Tom’s chokolade-julekalender her til morgen, er mere død nu end en Skoda på en frostklar dag i januar.

Jeg synes, livet er så fint, når man laver sig en stor gryderet med lidt af det hele. Jeg forsøger mig i øjeblikket med nye ingredienser, og jeg må indrømme, at nogle af dem smager mindre besk, end jeg tidligere har synes. Jeg har altid pralet med at have smagsløg som en 12-årig. Og jeg kommer nok heller aldrig til at drikke rødvin eller kaffe, spise hytteost eller stegt lever, meeen jeg har opdaget, at grønlandsrejer og blomkål ikke smager så ringe endda. Hverken i virkeligheden eller i overført betydning.

Billedet ovenfor til højre forestiller i øvrigt det boblebad, Arndal-etablissementet også rummer, og som jeg har tænkt mig at lade mit legeme nedsænke i efter hver træning … 😉