Sådan så jeg ud henholdsvis den sidste dag i 2013 og den første dag i 2014 :-)
Sådan så jeg ud henholdsvis den sidste dag i 2013 og den første dag i 2014 🙂

Jeg har altid været helt pjattet med jul og har altid haft det lidt stramt med nytår. Hvilket altid har undret mig lidt. Jeg elsker nemlig at fejre ting – også gerne små ting. Der er så mange hverdage – bare på en almindelig uge! – så alle de lejligheder, man kan få til at strå lidt glimmer ud over leverpostejen, har jeg altid modtaget med kyshånd.

Men nytår er svær. Jeg har tænkt over det de seneste par år, og jeg tror, jeg er kommet frem til, hvorfor jeg aldrig sådan rigtigt glæder mig til årets sidste/første dag.

– Dresscoden
Sort versus sølv er to farver, der sat sammen med mælkehvid, skandinavisk hud ikke klæder nogen. Alligevel er det tilsyneladende den kombination, vi alle sammen tyer til, når propperne skal poppes. Det ville være langt federe, hvis nytåret lå om sommeren! Så ville man ikke fryse måsen i laser nede på Rådhuspladsen ved midnat i sine spagettistropper og peeptoe-stiletter. 😉

– Sidste chance for ballade
Der er noget desperat over nytårsaften. Som om at lige meget, hvor sjovt, man har haft det i løbet af året, så SKAL nytårsaften være sjovere, vildere og voldsommere for enhver pris. Det betyder tit lidt for mange bajere eller tequilaer, lidt for mange skingre grineflip og lidt for mange fejlscoringer … (Har jeg hørt. Aherm…)

– You know, what you have, not what you get …
Den primære årsag til, at jeg har det underligt med nytårsaften og overgangen til et nyt år er nok egentlig, at jeg har en tendens til at gøre det forgangne år op, lige før det går på hæld. Sådan er vi nok mange, der gør. Og det er næsten altid faldet ud til plussiden. Min familie har de seneste mange år været sund og rask, jeg har ditto, nogle gange har jeg fået nyt job, nogle gange er jeg blevet gift eller friet til (okay, det var kun et år), og i det forgangne år har jeg som bekendt født to sunde og raske børn, som trives og har det godt.
Når jeg står med alt det på lommen og ser ind i den uvished, et helt nyt år har med sig, kan jeg godt blive lidt bange for, hvad der venter.

Det lyder sikkert en kende tåbeligt, det hele. Jeg vil jo egentlig betegne mig selv som en ukuelig optimist, og jeg ser også meget lyst på fremtiden! Sådan overordnet, altså. Jeg vælger at tolke min betænkelighed ved det nye års komme som et tegn på taknemmelighed for det forgangne, og efter at være kommet til den erkendelse kan jeg mærke, at jeg glæder mig mere til nytårsaften i år, end jeg plejer.
Jeg springer ind i det nye år ikke bare som mig selv, men som en bette familie, og i løbet af det nye år kommer mine krapyler (formentlig) til at lære at gå, at tegne, at spise pølsehorn med én hånd, at smadre endnu flere ting og meget, meget mere. Desuden har min mand lovet, at han aldrig går fra mig, så jeg forventer også endnu et år fyldt med kærlighed, eventyr, gode snakke, rejser, udforskning af ukendte territorier – både dem inde i hovedet og dem i andre lande – og en masse bøf med bernaise og straciatella-is med dåse-ferskner.

Desuden har det forgangne år budt på mødet med både Lotte Arndal og Årstiderne. Hvor førstnævnte netop i denne tid er i gang med at gøre min krop stærkere, er Årstiderne faktisk den primære årsag til, at Hr. Lange og jeg er begyndt at spise sundere. Til måltiderne, altså. Vi fik deres kasser i tre-fire måneder henover foråret, og den mad, der kom ud af det, fik rokket lidt ved mine smagsløg og fik lært dem, at selvom der ikke er hældt brun sovs henover alt på en tallerken, kan det altså godt spises.
Derfor kan man sige, at jeg lige for tiden gør mere, end jeg nogensinde før har gjort for at holde mig sund og rask og højne chancerne for, at jeg bliver herregammel.

Jeg er af den holdning, at det ikke er farligt at være ked af det eller bange. Det må man gerne være, og jeg mener ikke, at man for enhver pris skal genne de ubehagelige følelser væk, når de opstår. Når man er bange, er det fordi, man har noget at miste. Noget godt!
Men den frygt må ikke få overtaget, for så skygger den for solen, glimmeret, enhjørningerne og mælkechokoladen.

Her fra det melankolske hjørne, som jeg frekventerer relativt sjældent, skal lyde et højlydt GODT NYTÅR til alle, der har gidet læse med her på bloggen i løbet af det forgangne år. I er med til at lægge mange af mine planer i det nye år (om I vil det, eller ej 😉 ) bare fordi, I gider det, og det er sgu sjove sager, der er på mit beskedne tegnebræt, synes jeg. Så må jeg jo bare krydse fingre for, at I fortsætter med at læse med herinde. Endnu en ubekendt faktor. 🙂

Med ønsket om en nytårsaften fuld af guldkarameller, guldøl, gyldne momenter og guldkorn i én smuk pærevælling til den helt store guldmedalje!