Facebook-20141230-031903Det forgangne år har været barmhjertigt imod mig og det, der nu er blevet min helt egen familie. Det har sgu været et bomben år! Mindre kan ikke lige gøre det. 🙂
2013 var heller ikke ringe – inden klokken nåede at blive 10 på årets første dag, havde Hr. Lange friet til mig, og inden året var omme, var jeg gift og mega-tyk med twins!
2014 bragte som bekendt krapylerne med sig med alt det, de havde i deres slipstrøm af indbygget kærlighed, nye opgaver, sygt meget ansvar og nye arbejdsfordelinger og mønstre for deres far og undertegnede. Om bare et par måneder bliver de begge to et helt år hver, og jeg har aldrig rigtigt forstået det, når folk har fejret børns første fødselsdag. Det virker lidt som at bage en kage til et hus eller en lampe – de fatter jo ikke en krone.
Men i år er det gået op for mig, hvorfor man gør det! Man gør det for sin egen skyld, altså forældrenes! For at fejre, at man kunne finde ud af det. At man har lært at skifte ble, blende gulerødder, overholde sengetider og samle ting fra IKEA i fællesskab!
Så krapylerne skal nok blive fejret på behørig vis i slutningen af februar!

Desuden har året også ledt mig til at opsige mit gode job som digitalredaktør på ELLE og IN for i stedet at prøve kræfter med min egen bredbåndsforbindelse – og år 2015 skal være året, hvor det sats skal stå sin prøve, og selvom det virker super-stenet at tænke på, at det betyder, at krapylerne så skal i vuggestue, så glæder jeg mig virkelig til det.

Nåh, men det var de nytårsforsætter!
Mange synes vist, det er plat sådan at lave aftaler med sigs selv i årets sidste dage, men hverdagene kan så hurtigt flyde sammen, så jeg kan nu godt lide at have en lille indre tidsregning og nogle ting at minde mig selv om. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig selv op på, at man bliver ved med at være det menneske, man gerne vil være – eller i hvert fald bevæger sig i retning af det.

Jeg har lovet mig selv få ting dette år, og det er ting, jeg ved, jeg kan holde, for det er ting, jeg vildt gerne vil.
Den første er, at jeg vil tale ordentligt noget oftere. Jeg taler tit pænt til folk. For det meste, faktisk. Men det forgangne år har jeg opdaget, at den søvnmangel, der følger med det at blive mor, har haft den nederen bivirkning på mig, at jeg vrænger af folk. Og det er oftest dem, der er tæt på mig. Og det er jo som oftest Jon. Og dét er nederen! For det gør han aldrig, og jeg gjorde det aldrig, før Berta og Hugo 86’ede min bug.
Jeg sagde til mig selv dagen efter juleaften, at nu måtte jeg ikke vrænge i en uge. Når jeg fik trang dertil, skulle jeg bare gøre noget andet! Lidt ligesom da jeg undgik sukker i november – når jeg så fik lyst til en Mars, skulle jeg spise noget andet.
Det første par dage virkede det lidt indøvet, men efter to-tre dage har jeg faktisk ikke tænkt over det (det med min tone, altså, fandme ikke det med Mars-baren! Den savner jeg sgu stadig!), og jeg har faktisk ikke gjort det siden. Så det vil jeg blive ved med at holde op med. Min mand siger, det ikke er så slemt, men jeg kan sgu bedre lide mig selv, når jeg knytter sylten i stedet for at lukke unødig forurening ud. Og så vinder alle jo i sidste ende! 🙂

Den anden  ting, jeg har lovet mig selv i 2014, er, at vi skal se vores venner mere, og det skal ske skemalagt! Jeg har altid synes, at skemalagt hygge virkede uhyggeligt, men det dér med at få børn er blevet noget af en epandemi. Alle vores venner har op til flere af slagsen, så vi får set dem alt for sjældent. Særligt Jons venner, da de også er skuespillere og arbejder på underlige tidspunkter.
Derfor har vi eksempelvis arrangeret en ‘Nytårskur’ for alle Jons drengevenner og deres koner, kærester og yngel d. 2. januar, hvor de fleste har fri, og så står dagen på børne-bio indrettet i vores soveværelse for alle de store børn, mens de voksne kan spille brætspil, sludre og spise ting i stuen – mens vi holder øje med de små børn.
Min plan er, at vi ser en gruppe af vores venner cirka hver anden uge resten af året! Det MÅ kunne lade sig gøre. 🙂

Hvis nogle af jer, der læser med, skulle have lyst til at inspirere os andre med jeres egne nytårsforsætter, vil jeg i hvert fald meget gerne læse dem i kommentarfeltet herunder!

Hav en dejlig, næstsidste aften i aften! <3