Facebook-20141109-071854

Dario Campeotto og MIG! Fandme i orden! 🙂

Så er jeg kommet hjem efter det, der var en tosset fin eftermiddag i en propfyldt kirke på Østerbro! Den fik mig til at tænke, at jeg ikke hører nok klassisk musik og gav mig atter engang lyst til at små-gifte mig lidt med Dario Campeotto. Den mand er sjask-charmerende og synger som en mandhaftig engel!
Jeg tror ikke, jeg faldt helt så meget igennem, som jeg kunne have frygtet, om end jeg var den eneste, der ikke skulle fremføre musik, og jeg var den eneste, der ikke var professionel entertainer. Men der var en meget cool stemning, og jeg følte mig ret godt tilpas! 🙂
Dog er jeg vist den eneste optrædende, de ikke har pralet med på deres Instagram-profil under arrangementet, men det prøver jeg at lade være med at lægge noget i ….
Hermed min tale! Hvis nogen skulle have mod på at knokle sig igennem den… 😉
Og så vil jeg selvfølgelig samtidig anbefale alle at smutte ind på Ønskefondens hjemmeside og donerer nogle penge eller melde sig ind som medlem. At opfylde alvorligt syge børns beskedne ønsker må satme siges at være en sag, alle burde kunne være enige om at støtte.

Jeg hedder Mette Marie, og jeg er blevet inviteret til at tale i dag på baggrund af min blog.
At have en blog er på ingen måde nogen udmærkelse, det er der efterhånden næsten lige så mange, der har, som der er folk, der har paradentose.
Jeg startede min blog, da jeg i januar lå på min sofa og var ualmindeligt tynget af min kærlighedsbetingede overvægt, da jeg var gravid med det, der blev til mine og min mands nu otte måneder gamle tvillinger, Hugo og Berta.
På bloggen hælder jeg digitalt vand ud af ørene om min og vores lille families nogle gange lidt kedelige hverdag, og set i det lys, kan det virke en smule bagvendt at bede lige præcis MIG om at tale i dag. Dagens arrangement handler jo om at hjælpe andre, og min blog handler sådan set bare om mig selv.

Men det til trods har jeg glædet mig ualmindeligt meget til i dag. Både fordi, jeg synes, at Ønskefondens arbejde er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig, men også fordi, jeg har muligheden for at møde Dario Campeotto.
Da jeg var barn, boede jeg sammen med min lillesøster og vores forældre i et nedlagt husmandssted på Sydals. Min mor var én af den slags mødre, som mente, at man ikke skulle have huller i ørene, før man fyldte 18 år – til min enorme fortrydelse – og hun synes også, at amerikanske tjubang-film var alt for voldelige, og da det var dengang, man stadig kun havde et par tv-kanaler at vælge imellem, var det en smal sag at sørge for, at jeg gik i 7. klasse, før jeg første gang oplevede Sandra Bullock og Keeanu Reeves køre galt og snave i bund i filmen ‘Speed’ efter skole hjemme hos Kim Hansen, som havde fjernsyn og videobåndmaskine på værelset.
Min mor sørgede dog alligevel for vort åndelige underhold på filmfronten. Hun havde nemlig meldt os ind i Den Danske Filmklub, som venligt og månedligt sørgede for, at der dumpede en dansk VHS-film ned i vores postkasse i Mommark.
Derfor kan jeg til hudløshed stort set alle replikker i ‘Passer Passer Piger’,’Støv På Hjernen’, ‘Det Støver Stadig’, Olsenbandens samlede bedrifter og naturligvis ‘Han Hun, Dirch og Dario’ featuring Dario Campeotto.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg slet ikke synes, at Marianne (spillet af Ghita Nørby) forstod sit eget held, da hun blev bejlet til at både Ebbe Langberg og Dario Campeotto, men ikke rigtigt ville have nogen af dem og kun af NØD lod sig ansætte som fotomodel. Eller ‘mannequin’, som det hed i de dage. I dag handler det jo om, hvad børn ønsker sig, og dengang, jeg var 11 år, drømte jeg virkelig om at møde Dario Campeotto. Så på den måde har Ønskefonden faktisk også opfyldt mit barne-ønske i dag! Og tusind tak for det.

Jeg sad og læste lidt inde på Ønskefondens hjemmeside forleden, og der faldt jeg over en historie om en fire-årig pige ved navn Klara-Marie, som ønskede sig en prinsesse-guld-bryllups-fest, hvor hun skulle være prinsesse og æresgæst. Hun ville have alle sine venner med til festen, som skulle holdes på et slot, der skulle være guld over det hele, og de skulle køre i karret og spise bryllupskage. Den fest fik Ønskefonden opfyldt ved hjælp af en masse andre seje mennesker, og hvor ville jeg gerne have været med til det party.
Jeg ELSKER børns manglende evne til at være beskedne. Eller rettere: Deres evne til at være ubeskedne! Jeg kan ikke forestille mig mange voksne mennesker, der ikke også godt kunne tænke sig en prinsesse-guld-bryllups-fest med kage i lag og heste for vogn og sig selv i en guldtrone for bordenden af det hele. Men de fleste af os bliver beskedne med årene og sammen med den beskedenhed tager fantasien øjensynlig skade. For jeg har været til alt for mange voksenfester med U-formet bordopstilling, kaligraferede bordkort, laks til forret, noget med perleløg til hovedret og is med frugt fra dåse til dessert. (Men jeg er jo også jyde).

Nogle af de ting, jeg husker bedst fra min barndom, udover den lune grød af hverdag, familie, gravhund og Eleva2eren, er de tidspunkter, hvor hverdagen for en stund mistede grebet, og øjeblikket blev ophøjet til noget ganske særligt. De momenter, hvor jeg ikke bare var en ligesom alle de andre, men hvor en særlig stråle i himlen brød frem og skinnede lidt ekstra kun på mig.
Eksempelvis var jeg som barn meget stor fan af Jette Torp. Jeg havde showet ‘Musik & Fis’, som hun lavede med Finn Nørbygaard i 1993 på bånd og så det vel egentlig en gang om ugen sammen med Linie 3s jubilæumsshow. Jeg synes, Jette Torp var noget af det sjoveste og mest elegante, jeg nogensinde havde oplevet, og jeg ønskede mig hendes røde strithår og gæve humor – og mest af alt hendes autograf.
Jeg husker ikke hvordan, men da jeg var 12 år, fik jeg nallerne i hendes managers adresse og sendte hende et fanbrev med en ranke af verbale rose-gloser smedet på blåternet kladdepapir, og i det bad jeg ærbødigt om at få hendes autograf retur. Tre uger senere skinnede strålen fra himmelen ned på lige netop mig, for dér i min postkasse i Mommark lå der et brev fra Jette Torp. Hun havde taget sig tid til at skrive en personlig hilsen til mig bag på et billede af sig selv prydet med en krusedulle, hvor hun takkede for mit søde brev og min interesse i hendes arbejde. Billedet hang i en skifteramme på min hessianvæg i smørhullet mellem to plakater af henholdsvis Leonardo Dicaprio og Jason Priestley i rollen som Brandon Walsh fra Beverly Hills mange år ind i fremtiden.
Jeg kan ikke huske så meget andet, der skete, da jeg var 12 år, men dét kan jeg huske.

Ønskefondens fornemme, selvvalgte og ofte sågar frivillige arbejde går ud på at skabe fine minder for børn, som har det rigtigt svært, fordi de gennemgår noget, de slet, slet ikke har fortjent. For en stund slukker de lyset og lader projektøren hvile på det barn og den drøm, som barnets fantasi har brygget sammen af mulige og umulige tanker, som ingenting har med sygdom at gøre, men bare om at være midt i sit eget liv og indhylde nuet i glitter og glimmer og sætte to store fede streger under, hvad det er, der gør det sjovt at være her. Som jeg ser det, skaber Ønskefonden på den måde nogle oaser af awesomeness, som de her børn kan tænke tilbage på og søge til, når alt det andet fylder for meget. Jeg tror, det er den slags, eventyr er lavet af, og jeg har den største respekt for de mennesker, der har viet deres tid til det fine formål.
Tusind tak fordi, jeg måtte være med i dag og fordi, I er, som I er.