IMG_0685.JPG
Sådan ser en fru Lange ud, når hun i raskt fjed iført tennissko er gået turen med Bugaboo’en fra sit centralt placerede hjem til Fisketorvet tidligt (eller… I hvert fald inden 10) om morgenen, uden at have været i bad eller have lagt makeup, for at deltage i et (fucking) mommy-fitness-hold! Og så finder ud af, at det først er i morgen….. Klassisk!
Ungerne besluttede sig for at følge planen og er således netop faldet i søvn, så nu vandrer jeg rundt på må og få havnefronten for at lade dem få deres time på øjnene, før jeg atter begiver mig de 200 meter, der er, ind til byens larm og støj.

Jeg har jo selv tidligere skrevet her på siden, at hvis man ikke er tilfreds med sin krops mængde, skal man lade være med at snakke så meget om det og bare gøre noget ved det. Det er så kedeligt at høre om, nemlig. Så jeg lover, at indlæg som disse bliver sjældne. 😉

Jeg har det meste af mit liv været lidt til den slanke side. Jeg blev i mine sene teenageår nogle gange mistænkt for at lide at spisevægring, men man skal kende mig ualmindeligt ilde for at tro, noget sådant nogensinde kunne komme over mig. Jeg havde bare et højt stofskifte og dyrkede dengang megen gymnastik.
Op igennem tyverne ændrede det sig, og jeg tog lidt på, hvilket jeg befandt mig godt i.

Mens jeg ventede krapylerne, tog jeg 26 kilo på imellem 20. og 35. graviditetsuge, og jeg tabte de 21 af dem på tre uger uden at løfte en finger. Eller, altså, jeg var lige blevet mor til to, så fingre blev da løftet, men satme ikke i vægthenseende.
De sidste fem kilo sidder der endnu, og der er flyttet yderligere et par stykker ind, og de er begyndt at irritere mig. Jeg har mere mås, end der er plads til i mine jeans og dyre undertøj, og hvad vigtigere er, så er min krop stadig meget mærket af det år, den har været igennem.
Jeg har jo taget trampolinen op igen (omend i et noget andet gear), og på de onsdage har jeg opdaget, at mine mavemuskler stadig ikke virker efter hensigten.

Så i et forsøg på at rette op på noget af alt det, så vil jeg altså henover vinteren begyndte at træne med krapylerne et par gange om ugen. Jeg har ingen planer om lynresultater, jeg vil bare gerne ned i de underhylere igen uden at give min navle klaustrofobi inden næste forår.
Og ja, jeg lover, at jeg stadig bekender mit troskab til skumfiduser og ting med mælkechokolade (helst købt syd for grænsen) og ikke gør dette her domæne til en fitnessblog. As if! ;-P