Facebook-20141015-060613Ovenfor ses jeg med én af mine afguder: Maltesers …

Jeg er og har altid været stor fortaler for, at folk må tro på lige præcis det, de vil. Det kan virkelig ikke sætte mit pis i kog, at nogle beder til den ene Gud, mens andre beder til den anden. Ligesom at jeg synes, man skal have lov at gå i seng med eller gifte sig med lige den, man har mest lyst til – forudsat at vedkommende også har lyst. Selvfølgelig. Sådan har de fleste, jeg kender, det nu også.
Når jeg som barn rejste på ferie til fjerne egne med mine forældre, turde jeg ikke gå ind i kirkerne, som min far ellers nysgerrigt inspicerede. Jeg var bange for, at “min” Gud ville blive fornærmet, hvis han så mig sådan hænge ud i de andres klubhus. Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Jeg hader museer, men når jeg er i udlandet – særligt i katolske lande – elsker jeg at gå ind og tænde lys i de flot dekorerede kirker og forestille mig, hvordan disse bygninger har rummet uendelige mængder af følelser fra ligeså uendelige mængder af mennesker igennem hundredevis af år.

Jeg flyttede fra Als til København i begyndelsen af 2001, og jeg har nok set meget påvirkelig ud, som jeg kom spankulerende dér på Vesterbrogade, 19 år gammel i mine reflekssko og mine Only-bukser. Jeg svarede i hvert fald et gedigent ‘Jow, tak!’, da en ung mand klædt i jakkesæt stoppede mig og inviterede mig til en gratis stress-test lige rundt om hjørnet.
Jeg var begyndt at flirte med tanken om at læse psykologi og synes da, det kunne være spændende at se, hvor meget stress, jeg sådan gik rundt med rent mentalt. Desuden var jeg ugen forinden blevet hijacked til en blindsmagning af appelsinvand på præcis samme manér, så jeg mistænkte ikke min nye bekendte for at have andre motiver end dem, han fremlagde.

Rundt om hjørnet lå der så intet mindre end en Scientology-kirke. Den unge mand forsikrede mig om, at ordet ‘kirke’ var et gammelt ord for ‘forsamlingssted’, og at der ingen religiøse undertoner var i deres forehavende.
Jeg gik med ind, satte mig ned og blev via mine fingre koblet til et elektrisk måleapperat, som viste en nål på en skive, som så fór op og ned, når jeg svarede på mandens spørgsmål. Han kom slutteligt til den konklusion, at jeg havde en del psykisk stress i bagagen, men han trøstede mig med, at den ville de godt kunne hjælpe mig af med mod et symbolsk vederlag. Inden jeg forlod etablissementet, havde jeg købt en bog af en småtyk mand ved navn L. Ron Hubbard og modtaget et girokort på små 1.000 kr., som jeg pligtskyldigt lovede at betale inden det næste møde den følgende onsdag, hvor jeg ville få fornøjelsen af at blive indviet i gruppen dér på Vesterbro.

Jeg var ny i storbyen og vel egentlig ret lettet over sådan at få serveret en stor gruppe nye venner, som man øjensynligt også kunne tale dybt med. De ville jo i hvert fald meget gerne hjælpe mig af med al min stress.
På vej hjem i bussen ringede jeg til mine forældre. Min mor tog telefonen, og da jeg fortalte hende om min indlemmelse i den her københavner-klub, begyndte hun at hikse i den anden ende, at Gurli og Børge nede i nummer 14 altså havde været nødt til at tage til Bolivia for at befri deres datter fra Scientology, og det havde hun og min far altså ikke råd til. Straks kom min far til telefonen. Han bad mig stå af bussen omgående og forklarede mig så, så godt han kunne og med bas på stemmen, at det efter hans bedste overbevisning var en rigtigt sårlig idé at melde sig ind i Scientology – han ville i hvert fald til en hver tid foreslå roning, håndhold eller måske endda en strikkeklub, hvis jeg savnede venner i storbyen. Han havde også et par historier i ærmet om folk, der var blevet manipuleret til at aflevere hele deres månedsløn til klubben, og  da ramte han en nerve, for jeg tjente helt utroligt dårligt som telefonsekretær hos KontorService og havde absolut ikke lyst til at sige farvel til mine surt tjente skejser på den måde.
Så da den venlige mand i jakkesættet ringede og rykkede for min indbetaling, fortalte jeg, at jeg havde skiftet mening. Han prøvede at overtale mig, men jeg afviste venligst. Da nogle af hans venner ringede ugen efter og ugen efter igen, endte jeg med helt panisk at skrue bissen på og true med politi, hvis de ikke holdt op med at ringe til mig. Jeg var vist bange for, at de over telefonen kunne manipulere mig til Bolivia, og den ulykke ville jeg jo ikke udsætte min arme mor for.

Det var så mit møde med Scientology! Og jeg er i øvrigt fortsat af den overbevisning, at man skal gøre, som man vil, tro på det, man tror på og bruge sin månedsløn på det, man har allermest lyst til. 🙂