Facebook-20141029-105937Jeg blev for en rum tid siden spurgt i kommentarfeltet her på bloggen, om jeg ikke ville skrive noget om min holdning til børn på de sociale medier, og det vil jeg rigtigt gerne. Og det har jeg gerne ville længe. Problemet er bare, at jeg synes, det er et emne, der er enormt svært at gøre sig klog på. Jeg synes absolut ikke, min mening er den rigtige. Den er bare den rigtige for mig.
I bund og grund kan jeg ikke udtale mig om ‘mit syn på børn på de sociale medier’, jeg kan kun udtale mig om mit forhold til MINE børn på de sociale medier. Jeg synes virkelig, det skal være op til de enkelte forældre, hvordan man vælger at tackle den side af hverdagen, som det jo er for de fleste af os, ligesom jeg heller ikke blander mig i, hvilket tøj, man giver sine unger på, og om man foretrækker privatskoler, skovbørnehaver, tennislektioner eller et liv som veganer. Alle forældre er forskellige, og hip hurra for det, for ellers ville mine unger jo få nogle røvsyge klassekammerater til den tid. 😉

Før jeg startede bloggen, var dét med børn på nettet ikke noget, jeg sådan rigtigt tænkte over. Jeg følger en masse forskellige mennesker på Instagram. Der er både folk, jeg kender, folk, jeg ikke kender og folk, jeg kender perifært i min feed, og jeg mindes aldrig at være stødt på et børnebillede, der stødte mig.
Nu har jeg så pludselig selv to børn, som begge har hver sin lille bitte integritet, men det aner de ikke noget om, og så er det jo op til mig og deres far at varetage den for dem, indtil de selv kan. Jeg begyndte så småt at gøre mig nogle tanker, lige før ungerne kom  til verden, idet bloggen, som jeg startede en måned inden deres korporlige exit, voksede ret hurtigt, og det samme gjorde antallet af følgere på min Instagram, så derfor blev det pludselig relevant at afgøre, hvor meget og hvordan jeg synes, jeg kunne være bekendt at udstille ungerne.
Sammen med min lækre mand (ja, jeg har vænnet mig til overskægget nu) har jeg lagt nogle enkelte “grundregler” for min/vores færden på internettet, når det kommer til vores fælles kærlighedskuld. Det følte jeg, var en god idé, da jeg jo selv godt kan være lidt slutty med min egen person i den henseende. De ting, vi har besluttet, er ikke noget, vi sådan har skrevet ned og fået lamineret, men det kan vi da så gøre efter dette indlæg. 😉

De kommer i hvert fald her:
1) Vi siger nej til alle andre former for eksponering end den, de får igennem os.
Den beslutning traf vi ret kort efter, at de kom til verden, og det skyldtes, at jeg inden fødslen var blevet tilbudt at være med i magasinet GRAVID. De havde taget et billede af mig i al min magt og vælde (fra siden med hagen strategisk hævet og i en cardigan, der skjulte det værste af armene) inden fødslen. Men da fotografen så kom igen efter fødslen, ganske som aftalt, for at forevige mig med mine præmier i armene, kunne jeg mærke, det ikke føltes rigtigt. Jeg levede selvfølgelig op til aftalen, og resultatet blev også fint og ufarligt, men da Jon dagen efter blev ringet op af en caster, der spurgte, om hun lige måtte låne krapylerne til en film, traf vi beslutningen om altid at sige nej. Det har vi gjort siden, og det føles rart. For os.

2) Jeg vil ikke gøre dem til grin på bloggen eller de sociale medier.
Jeg viser gerne billeder af mig selv i Spanx, hængerøv, med hævede fødder og også gerne tømmermænd, men dem har jeg så ikke ret mange af for tiden. Men jeg vil ikke vise billeder af ungerne, når de tager sig alt for uheldigt ud. Det kan måske synes sippet, og det er det givetvis også. Tanken bag det er, at jeg ikke vil risikere, at de senere i livet kan føle sig gjort til grin, fordi jeg har valgt at vise et billede til “hele verden”, som jeg synes var sjovt, men som i bund og grund var en latterliggørelse af deres små personer.

3) Nogle emner forbliver private
Når man bliver velsignet med to unger på én gang, som er født for tidligt, kan der godt opstå lidt komplikationer i starten. Vi var heldigvis meget forskånede i forhold til mange andre, men den første tid på hospitalet holder jeg alligevel for os selv. Jeg fortæller gerne om den til folk, jeg møder, men at dele den på internettet, hvor den så bor for evigt, føles som lidt for meget for mig.
Det samme gælder de gange, jeg er gået helt i panik og har frygtet for deres ve og vel (det gør man en del som nybagt mor), eller de gange, vi har måtte have dem med til lægen eller på hospitalet. De ting bliver i familien. 🙂

4) Ingen sovebilleder eller nøgenbilleder
Der er ikke noget smukkere end børn, der sover, og der er ikke noget mere lækkert og nuttet end en barnemås i modlys i vandkanten under en sommersolnedgang, og jeg ‘liker’ ivrigt begge dele, når det dukker op i mit feed på Instagram. Til trods herfor er det alligevel et af de steder, jeg har trukket en streg i sandet, når det kommer til, hvad jeg selv deler.
Jeg synes, både nøgenhed og søvn er intimt, og jeg ville gerne selv have veto-ret over den slags billeder af mig. Derfor giver jeg også krapylerne dét, og da de ikke kan samtykke endnu, forbliver de billeder på mobilen. (Okay, der har måske været et sovebillede eller to helt i starten, men da lavede de jo fandme ikke andet!)
Desuden har jeg engang læst om, at nogle pædofile kan finde på at downloade billeder fra Instagram af nøgne børn og behandle dem i Photoshop, og idet jeg har en åben profil, er det en risiko, jeg slet ikke tør løbe eller overhovedet tænke på, faktisk.

Ja, det var så lidt om mine tanker om mine børn i min digitale verden. I hvert fald de tanker, der har manifesteret sig og er blevet til ord. Resten er bare en fornemmelse og en følelse hen ad vejen.
Til sammenligning kan jeg fortælle, at der findes omkring 50 billeder af mig fra tiden efter min fødsel, til jeg var otte måneder gammel, og når jeg ser på de billeder, føler jeg jo egentlig ikke, at jeg mangler noget.
Mine unger er nu otte måneder gamle, og siden de blev født, har jeg taget over 8.000 billeder med min iPhone – og vi har altså også et digitalkamera!
De fleste folk i dag tager, deler, liker, sender og redigerer billeder konstant og hele tiden, og nogle gange føles det som om, noget ikke er sket, hvis vi ikke fik et billede af det. Så frygter vi måske, at øjeblikket går tabt i den skarpe konkurrence med alle de minder, vi fik gemt. Det hele må siges at være en balance, og den kan være svær at finde, fordi udviklingen samtidig går så hurtigt. Både ungernes og de sociale mediers.
Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad det kommer til at betyde for Hugo og Berta, at de allerede i en helt spæd alder blev offentliggjort for ret mange mennesker på nettet, fordi jeg har en blog, og det kan godt skræmme mig lidt. Jeg bliver stadig helt forpjosket, når jeg møder nogen på gaden, som ved, hvad ungerne hedder, fordi de læser med hér.
Derfor står diskussionen aldrig stille for mig. Jeg forsøger at blive ved med at tage stilling og være forsigtig med, hvad jeg foretager mig på deres vegne i håbet om, at de ikke en dag bliver hængt ud, fordi deres mor er et digitalt sludrechatol. 🙂

Hvis nogle af jer, der læser med, har mod på at dele jeres tanker om det med net-unger, så skriv meget gerne en kommentar!
Hav en dejlig torsdag.