Facebook-20141001-105141Så er vi sgu flyttet!
Jeg bor nu i Bloggers Delight nydelige etageejendom med fancy naboer som Vilde Kaniner og larmende overboer som Far Uden Filter. Jeg glæder mig til at se, hvordan det bliver!
Oplevelsen som læser skulle gerne forblive ret meget den samme – måske er her bare lidt nydeligere end i de gamle gemakker. Det synes jeg i hvert fald!
Hvis der er noget, som er nederen, så sig til! Jeg vil hellere vide det, så jeg har muligheden for at ændre på det, end at I bare går rundt og surmuler.. 😉 Men I virker nu ikke som typerne, vil jeg sige!

I dag er en stor dag! I dag vender Jon hjem fra Sverige! Jeg ville være ved at besvime af begejstring, hvis det ikke var fordi, det er gået op for mig, at han kører direkte fra Hovedbanegården til Østre Gasværk, hvor de nu har dobbeltprøver indtil premieren d. 23. oktober (hvilket vil sige, at han bøsser rundt på scenen i sin g-streng og stiletter både om dagen og så igen om aftenen), så han kommer først hjem kl. 23.30. Og til den tid er der en øredøvende sandsynlighed for, at jeg snorksover. Men, men, men! Han møder aldrig før kl. 12, så der er masser af tid til at spoone hele natten og spise en masse æg hele formiddagen! Oh, the joy!

I dag skal vi på date med Nina og Kopierne, og grundet efterårets lunefulde lune er vi stødt på en ny udfordring som mini-mødregruppe. Hele sommeren har vi jo kunne mødes hvor som helst og med al tænkelig lethed parkere de to gange to krapyler side om side i hver deres identiske Bugaboo på fortorve hid og did. Men nu, hvor det gråner over mark og by, og regnen pibler ud af himlen, er vi nødt til at finde frokostbeværtninger, som ikke alene serverer god mad, men som også har plads til hele to dobbeltbaby-transportere indendøre. I dag er vi kun kunne komme i tanke om Lagkagehuset på Værnedamsvej, hvilket vanskeliggør hele min LCHF-intention. Tips modtages med kyshånd!

I går havde jeg efter krapylernes sengetid besøg af en veninde, jeg har kendt siden gymnasietiden. Vi spiste mad, jeg havde tilberedt, og Sticks, som Simply Chocolate havde tilberedt, mens vi bagtalte folk, vi kender, i min sofa. Da hun var gået, faldt jeg i søvn hurtigere, end jeg normalt kan tømme en pose BridgeBlanding.
Så i morges vågnede jeg op til en glædelig overraskelse, da jeg erfarede, at hun havde efterladt den flotte samling af mælkechokolade, som ses afbilledet ovenfor, i min vindueskarm! Knagme godt ramt, altså! Det bedste ved at have startet den her blog er, at der aldrig er nogen, der forærer mig mørk chokolade, eksotiske theblandinger eller rødvin i værtindegave længere. Tyske fristelser for the win! (Det feder jo ikke. Jeg har ikke selv købt det!)

Jeg håber, I har en dejlig onsdag indtil videre! Jeg KAN ikke lade være med at glæde mig til jul og til det hyggelige mørke, som vinteren har med, når det sådan rusker udenfor, som det gør lige nu, og jeg har morgenfutter på og tændte stearinlys i stuen.
Jeg er helt klart størst fan af sommer, men inde-timerne, som man jo unægtelig har en del af, er nu bedst om vinteren.