Facebook-20141022-090704

Løgringe og lammegryde. Så ved man, at man er på Ankara!

Åh, de arme stakler, som får børn, bliver forkølede og bor langt væk fra deres forældre eller svigerforældre! Min søde far har jo som bekendt stadig til huse i det alsiske, men heldigvis har jeg min svigermor ret tæt på, og jeg tror sgu, at de højere magter udstyrede hende med en både sjette og syvende sans, den dag de begavede mig med krapylerne, for hun har en evne til at komme dumpende ned fra himlen, når jeg mest behøver hende.
Svigermor har befundet sig her i hjemmet fra tirsdag først på dagen til i dag sidst på dagen. I den tid har jeg fået tre lure, en hel nats søvn og tre timer alene med min mand, så jeg tror måske, at en aften i sofaen er alt, jeg mangler, for atter at være tilbage på 200%!

I eftermiddag havde Jon fået fri fra prøver, fordi han er mega-sej, så vi overlod ungerne til deres farmor og tøffede efter Jons hede ønske) i Planetariet og så en film om Galapagos-øerne. Det var helt latterligt fantastisk! Jeg fik lyst til at være en lille, fed Galapagos-pingvin og bare drøne rundt og hoppe i vandet med et “skvyp”, når solen blev for varm på mine små, fede pingvinfødder.
Efter filmen stod vi så dér og skulle finde noget hurtig frokost, og så gik det sgu hverken værre eller bedre, end at vi endte på Ankara. Og jeg kom ret hurtigt tanke om, hvorfor jeg ikke har været der, siden min daværende kæreste inviterede mig på date i 2001 – og havde “glemt” sin pung. Men tjeneren var mega-sød. Han sagde, da han hørte, at vi har to børn, at vi burde flytte til Valby, fordi det i hans optik var verdens navle – næstefter Hellerup.

Krapylerne er for vilde! Selv med feber små-kravler de rundt, griner og siger alle mulige nye lyde hele tiden, og de er endog blevet så selvhjulpne, at vi skal bruge de timer, Jon ikke er på teatret i weekenden på at sætte bunden ned på deres fine Flexa-senge, da de denundenlyneme er begyndt at halv-stå op, når vi kommer og samler dem op ved morgengry.
I morgen forlader min far og hans smukke Elke øriget til fordel for staden, og når vi har lagt ungerne i seng, har mine De Gamle lovet at våge over dem og være dem behjælpelig med opsamling af sutter, når de beder om det, mens jeg går til premiere på Østre Gasværk med min svigerfar under armen.

Når man får børn, får man altså ikke kun børn, har jeg opdaget. Det er ikke uden grund, at man kalder det at “stifte familie”. Jeg har aldrig set så meget til min svigerfamilie, og jeg har heller aldrig fået besøg af hverken min far eller min søster, som efter at Jon og jeg lancerede Prop og Berta. Jeg skulle lige vænne mig til det hele i starten, men det er lidt som med et lidt for varmt karbad. Lige så snart man slapper af, er det faktisk helt, helt, helt okay. 😉

Rigtigt god aften, derude!