IMG_7240.JPG
Det er torsdag, klokken er henad tre, solen er den syge blotter, og jeg har slået mig ned på en beskinnet bænk i Tivoli. Krapylerne viseluller fredfyldt i klapvognen, og her dufter af nyslået græs, fordi en havemand er i gang på plænen foran mig. Jeg kan så meget lige klare det!

Det er også nu, jeg omsider tør springe ud af skabet overfor jer. Det er med en smule blævrende fingre, at jeg taster disse ord på min iPhone, for atter engang er min troværdighed på spil.
Før jeg løfter sløret for min hemmelighed, skal I vide, at mine fingre stadig er fedtede efter den choko-stick, jeg netop har sat til livs på den Simply Chocolate, som ligger lige nede bag rutsjebanen….

Jeg er startet til springgymnastik! Ja, for fanden, det er satme sandt! Der må gerne les.
Jeg er to minutter i 33 år gammel, og min eneste motion de seneste 14 år, har været at løbe efter bussen. Men i går aftes startede jeg altså på et springgymnastikhold. De to første mennesker, jeg fortalte det til, svarede begge to uafhængigt af hinanden “Det kan du sgu da ikke! Pas nu på, for helvede, Mette Marie”, men nej, jeg er en sand Felix Baumgartner og er atter engang sprunget i på den dybe ende! Hvilken spændende sensommer, det er!

Mine tanker forud for dette forjættende projekt var, at jeg er nødt til at gøre noget. Jeg tog 26 kilo på på 15 uger, mens jeg bagte krapylerne, og jeg tabte de 21 af dem igen på tre uger (De sidste fem sidder der endnu, amningen gjorde ikke en skid ved mine ridebukselår).
Men det har været en hård omgang for min arme krop, som stadig værker, gør ondt og er stiv som en sømandspik i et horehus, så jeg besluttede at måtte gøre et eller andet. Jeg gider ikke have ondt hver dag resten af livet. Men man når vel også til et tidspunkt i sit liv, hvor man er nødt til at være realistisk.
Jeg får altså ikke løbet den tur. Jeg gider ikke dyrke pilates. Jeg er alt for selvbevidst til zumba, og jeg synes, yoga er kedeligere end at se hvid maling tørre.
Da jeg slog min ungdoms folder i det sønderjyske, gik jeg til springgymnastik. Jeg var ikke særligt god til det, men jeg havde det enormt sjovt, og min røv var stram som skindet på en nyplukket fersken.
Så jeg besluttede mig for at give det forsøget og mødte i går aftes op på rystende knæ, fuld af frygt for at møde en sal proppet med folk i alderen 18 til 21, som alle kunne lave flikflak og stående baglænder i søvne.
Men alle mine fordomme blev gjort til skamme – næsten … Man varmer stadig op til Eye Of The Tiger, som man gjorde det på min tid, og vi strakte ud til Fields Of Gold. Det meste af musikken var ældre end instruktørerne, men de var seje og søde, og selv om jeg skreg om en epiduralblokade, da de bad mig lave splitspring, kom jeg igennem aftenen uden større sår på stoltheden!
Så nu er jeg altså atter springgymnast! Men tror det nærmest ikke, vel? ?

Nu er krapylerne vågnet, og de er lige blevet beundret af en flok nonner i hver sin kørestol, som var på (ud)flugt fra Sct. Josef-stiftelsen. Jeg elsker Tivoli! ??

IMG_7241.JPG