IMG_8364.JPGI lørdags, da Jon var hjemme fra Sverige på et bette visit, og vi sad i sofaen og fordøjede aftensmaden med en god film i kassen og Carte Do’r i to farverige skåle, min søster engang havde med hjem til mig fra en udlandsrejse, udtrykkede jeg, hvor meget jeg glæder mig til, at vi engang skal til New York med krapylerne. Og på campingferie til Sydfrankrig. Og til bageren!
Jeg fik helt kriller i maven, da jeg tænkte på alt det, vi skulle opleve med de to små mennesker, vi i fællesskab er i gang med at stykke sammen. Det føles som om, vi har fået et helt nyt liv ovenpå det gamle liv!

Vi er stadig de samme mennesker, vi var, før jeg blev kærlighedsfed og i februar poppede barylerne. Vi griner af de samme ting, som vi gjorde før, vi har de samme ønsker, vi drømmer om de samme ting, og vi spiser det samme. Men pludselig er der kommet endnu et liv oveni dét!
Jeg er det bedste sted i mit “oprindelige” liv nogensinde. Jeg er ret forelsket i ham, min mand, som også er ret forelsket i mig (Det siger han i hvert fald). Vi bor et nice sted, har styr på økonomien, gode venner, dejlige familier, som alle sammen er raske, Jon elsker sit job, og jeg har netop sagt mit op, mens nye muligheder bobler og syder. Og mens alt det står på og fortsætter, har vi så to AWESOME babyer, som sover om natten og smiler om dagen. Og pludselig kan vi alt muligt mere, som jeg aldrig før havde forestillet mig. Og jeg var endda rigtigt godt tilfreds før!

Når jeg nu tænker tilbage på den helt vidunderlige campingferie, Jon og jeg var på i Nice for to år siden, tager jeg mig selv i at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis ungerne havde ligget inde i den anden kabine af teltet og sovet om aftenen, mens vi hviskende drak gin/tonics udenfor ved klapsammen-bordet. Hvordan Berta nok ville have elsket vandrutchebanen ved poolen, eller om Hugo ville turde gå ned til toilethuset alene, eller om jeg skulle gå med …

Jeg har før krapylernes entré forestillet mig, hvordan det ville være at have børn, men det kan man altså ikke, viser det sig. Nu, hvor jeg rent faktisk HAR børn, er det meget lettere at se det hele for sig, og det får det til at føles som om, at nogen til en middag først har serveret mig en bananasplit til dessert – og så bagefter kommer driblende med Daim-islagkage! Det er godt med godt på! ?

Forleden var der en anden blogger, der skrev og spurgte mig, hvad der har overrasket mig mest ved at blive mor, og til det svarede jeg, at det er, at jeg stadig i så høj grad er mig selv, men at jeg bare elsker endnu flere mennesker. At elske mine unger er som at være forelsket. Når man er forelsket (synes jeg) elsker man alt ved den anden, men der er alligevel nogle ting, man aller-allerbedst kan lide. Hos ungerne kan jeg bare aller-aller-bedst lide hele pakken! Eller rettere: PakkerNE! Måden de ler på, savler på, sparker på, kigger på, sover på, you name it. Og at gå rundt og være så forelsket i ikke bare én, men TRE mennesker dagen lang, kan godt gøre en pige glad i låget.
Jeg er stadig den samme MM, der står i det samme hus og kigger ud af vinduet. Nu er det bare som om, jeg har opdaget et andet vindue, hvorfra udsigten er endnu bedre, hvor solen altid skinner og alting blomstrer. Det lyder måske magisk, men sådan føles det også meget af tiden, og jeg gør mig sådan umage for at sætte pris på det hele.

Jeg må hellere huske at sige, at ovenstående ikke betyder, at jeg ikke også har dage, hvor tingene går op i gylp og lortebleer, manglende overskud og træthed. Søndag morgen startede eksempelvis med, at jeg kastede op. Fordi Berta havde gylpet mig i munden. Oh, yes. That happened. Den lille skaldepande lå på mit bryst, og jeg sang morgensang for hende, og netop som jeg var nået til ‘…KAAAAAJ…’ i sangen ‘Godmorgen Sol’ og min mund således stod på vid gab, valgte hun at takke nej til de sidste 30 milliliter af den Allomin, jeg havde varmet og serveret for hende på sengen tyve minutter tidligere. Utaknemmelige skarn. ?

Således startes mandagen ud med hovedet bøjet i taknemmelighed over, hvor godt man kan have lov at have det. Også selvom efteråret er begyndt at gøre alvor af truslerne, de fem ekstra graviditetskilo er blevet til syv, og man stadig ikke har tændt for varmen i vores ejendom. Det’ lige meget!

Og ja, min overskrift er ganske rigtigt en Tue West-reference. Den havde jeg heller ikke selv set komme …