Facebook-20140829-093647Jeg har lagt mærke til, at tingene har det med at ske i bølger.
Man plejer at sige, at én ulykke sjældent kommer alene, men jeg vælger at tro, det også kan forekomme mere positivt end som så.
Da jeg i 2009 blev kandidat i psykologi og kommunikation på RUC, skete det samtidig med, at jeg gik fra min daværende kæreste, hvis lejlighed, jeg boede i, så i samme omgang blev jeg også hjemløs. Og med kandidatbeviset fulgte ingen automatisk ansættelse nogen steder, så jeg blev sgu også arbejdsløs.
Indtil jeg et halvt år senere blev ansat på ELLE, boede jeg til fremleje, og jeg startede på ELLE få dage efter at have generobret min egen (indtil da fremlejede) lejlighed, så atter engang synes der at være et sammenfald i tingene. (Læs i øvrigt mere om det i dette indlæg).

Måske er det tilfældigt, når den slags sker. Men det kan også være, det er fordi, at man, når der sker en stor forandring, er mere åben overfor det nye. Alting får nye farver i det lys, der pludselig pibler ind gennem de sprækker, som kom til syne, da man rykkede rundt på møblerne.

Nu sker det i hvert fald for mig igen …
Jeg blev gravid 10 dage efter, at jeg var blevet gift. Og jeg nåede altså ikke at vænne mig til at være hverken ‘kone’ eller ‘gravid’, før jeg også skulle vænne mig til at være ‘mor’. Og oven i det startede jeg så bloggen her!
Heldigvis går alt mega-langsomt, når man får børn, så man har masser af tid til at vænne sig til alting og lære det hele fra bunden. Thank God. For hende dér mor-prototypen, som kender vaskegrader, bager selv og har praktisk frisure, som jeg satsede på ville flytte ind under huden på mig, har glimret i sit fravær.
Nu er jeg lige så stille ved at føle mig hjemme i livet med mand og to unger, der er gået et halvt år, siden min og Jons tilværelse blev skudt til smadder af et maskingevær fuld af kærlighed. Og i takt med, at bølgerne slår lidt roligere ind mod kysten, er der blevet skabt rum til at træffe beslutninger, der handler om andet end hvilket mærke babyshampoo, der passer bedst til mine ungers skaldede isser og hvis tur, det er til at skifte ble næste gang.

Jeg har sagt op på ELLE. BUM!
Det er en super-vild beslutning, og jeg kan godt mærke, at klimaet i mine armhuler overskrider stuetemperatur, når jeg skriver det her, for hvad er man for en spade, når man siger op på ELLE?! Og ikke mindst: Hvem er dum nok til at sige et fast job op, når man lige har fået to børn og har en mand, der lever af at være gøgler?
Men det skulle gøres. It was time!
Jeg har arbejdet som web-mama på ELLE i fire et halvt år og har de sidste to af dem også været stolt digitalredaktør for modemagasinet IN. Jeg har elsket det, og jeg har lært helt sindssygt meget. Jobbet i glasburet på Havneholmen var mit første nogensinde, og jeg ved, at jeg er den digitalredaktør i modebranchen, der har siddet i den stilling i længst tid ever. Mit job var et komplet andet da jeg startede end nu, hvor jeg forlader det, men jeg har sgu’ rullet med slagene og er pavestolt af de resultater, jeg har skabt. Og nu er jeg parat til at prøve noget andet!

Min beslutning har sådan set ikke en disse at gøre med, at jeg har poppet kids, min tid på ELLE var blot forbi, og jeg er ganske overbevist om, at jeg ville have truffet samme beslutning right about now, selv om det kun havde været mig og ham den Lange, der huserede her i gemakkerne på Vestergade. Så havde jeg nok bare ventet med at sige op, til jeg havde fundet noget andet at rive i. 😉
Men lige netop fordi, jeg kun er halvvejs igennem min barsel, ser jeg det her som en unik mulighed for at se, hvad der sker. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal, når jeg til marts (forhåbentlig!) gerne skulle starte med at arbejde igen.
Men jeg har et helt halvt år til at finde ud af det! Det føles mega-scary, sindssygt spændende og voldsomt befriende på én gang, og jeg føler mig så fantastisk heldig, at den her beslutning fandt mig på sådan et godt tidspunkt.
(Og hvis alt andet glipper, skylder de mig vel efterhånden et job på Cock’s & Cows eller i Simply Chocolate i Magasin med alle de folk, jeg har sendt i deres retninger). 😉

Jeg kommer stensikkert til at savne fællesskabet, kollegerne og min dagligdag på ELLE. Jeg har været sindssygt glad for mit job og kommer til at have det sygt underligt med at se bladet på hylderne og ELLE.dk og ikke længere være en del af det fantastiske team omkring det hele. Man ved jo, hvad man har og ikke, hvad man får, men det er efter min mening den dummeste grund, man kan have til ikke at flytte sig, så nu satser jeg hele butikken og kaster mig ud fra femmetervippen! (Og voldgæster Havneholmen med Bugaboo’en, når jeg får abstinenser, det har jeg heldigvis fået lov til).

Mens jeg hygger mig med Prop og Berta døgnet rundt de næste mange måneder, vil jeg også bruge min nyvundne frihed på at skrive om alting her på Twinpeaks.dk. Det er jo nemlig sådan, at når man arbejder på et forlag, kan man ikke bare sidde og behandle de samme emner, som man får løn får, inde på sin blog, med mindre man havde en aftale om den slags, før man fik jobbet.
Men nu, hvor jeg er fugl i eget bur, kan jeg sprede mig lidt mere ud over nogle af mine øvrige interesseområder så som kluns, sminke, duftevand og den slags.
De lange indlæg, hvor jeg hælder vand ud af ørene om vores dagligdag, vil aldrig vige pladsen, men internettet er jo stort, så mon ikke, der er plads til lidt mere? Så længe ungerne tager to lure hver dag, og jeg får min søvn om natten, så er der jo masser af tid at tage af.

Skål i morgenjuice for fremtiden, nye territorier og ukendte destinationer!
Og endnu engang: Skide fucking-tak (nej, jeg gider ikke tale pænt) fordi, I gider følge med og skriver sådan nogle søde ting til mig her på bloggen. I er stensikkert med til at give mig den selvtillid, som gør, at sådan noget som det her lader sig gøre.