20140806-094033-34833446.jpgDet er gået op for mig, at mine unger nok bliver dem, der lærer de andre unger i børnehaven at sige ‘Fuck!’ …
Jeg er ikke stolt af det, eller noget. Jeg tror bare desværre ikke, det kan være anderledes.

For et par uger siden var Jon, ungerne og jeg et smut i Vejby sammen med nogle venner, der var i sommerhus.
Min veninde havde sin 3-årige datter, Carla, med. Carla er sådan et barn med masser af krudt i røven, som griner og skriger, falder og græder, krammer og kysser. Så det kom ikke bag på nogen, da der pludselig lød et brag efterfulgt af et hjerteskærende hyl fra soveværelset. Min veninde og jeg ilede derind og fandt Carla tudbrølende under en vinduesramme, som havde stået lænet op ad væggen og i hendes leg altså havde ramt hende i face. Intet alvorligt, heldigvis.
Jeg ville gerne være den medfølende Moster Mia (det er mit kælenavn), så jeg spurgte med brynene rynket i sympati, om hun havde slået sig. Hun svarede bekræftende og pegede på vinduesrammen. Jeg slog til vinduesrammen og sagde følgende: “Den er da også dum! Sådan en dum lorte-én!”
Carlas hulken indstilledes øjeblikkeligt og efter et par sekunder tilbragt i en form for frosset tilstand, flækkede hun i et langtrukkent fnis med hænderne for munden.
“Ja, Moster Mia sagde et fy-ord”, sagde hendes mor og smilede overbærende til mig, mens Super-Carla drønede videre mod den næste ulykke.

På forhånd undskyld! Man hører altid, at børnene lærer at tale grimt, når de starter i børnehave, og jeg har altid undret mig over, hvad det mon er for nogle proletar-unger, der lærer dem det. DET ER MINE UNGER! Jeg ved det bare.
Dagen derpå gik jeg noget brødbetynget til min mand og bekendtgjorde min opdagelse. Han grinede ad mig og sagde, at hans børn hjertens gerne måtte blive som deres mor, for jeg er perfekt, og han gad ikke være gift med andre (Hans fantastiske timing i ‘oneliners’ krediterer jeg hans skuespilleruddannelse).
Efter en snak om det blev jeg enig med mig selv om, at det er vigtigere for mig, at Hugo og Berta kommer til at tale korrekt, end at de taler pænt. Ja, de kommer sgu nok til at få noget dårligt timet sarkasme med i bagagen, og de kommer såmænd nok også til at sige “Piiiiiiis!”, når de taber ting på gulvet. Men de kommer til at kende forskel på ‘at ligge’ og ‘at lægge’ og vide, at fredagsslikket ryger, hvis de staver ‘gjort’ med ‘d’ eller starter sætninger med ‘og’.

Noget helt andet og meget mere fantastisk er, at jeg i går vandt Børn I Byens pris for ‘Bedste Blog’.
Den vandt jeg, fordi Twinpeaks.dk var den blog, der havde modtaget flest stemmer fra folk bag skærmene og mobilerne ude i heeeele Danmark! Hold nu KÆFT, hvor er det vildt.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ikke helt har fattet det. Jeg ELSKER det! Som digitalredaktør på ELLE og IN har jeg altid hadet bloggere, fordi de var i vejen med deres selvudnævnte ekspertise indenfor de samme ting som dem, vi på magasinerne havde “rigtige” eksperter til at vide noget om.
Da jeg startede bloggen her, var det en reaktion på at have ligget på skjoldet i en plettet sofa i en måned og været ved at eksplodere på grund af en krop fuld af unger og væske, og jeg havde ikke for en skid regnet med, at nogen andre end måske nogle af mine veninder ville gide læse med. Siden da er krapylerne jo kommet til, og Twinpeaks.dk er blevet mit bette refugium, hvor jeg næsten hver dag lige får et kvarter eller en halv time til at lave noget helt andet end at skifte ble.
Og det er nu sjovest at skrive, når nogen gider læse det. Tusind tak fordi, I gider, og fordi I gider fortælle mig, at I gider.
Det er sygeligt god karma, og jeg lover, at jeg giver det videre så flittigt, jeg overhovedet kan. 🙂
Og TAK for stemmerne!

I dag figurerer jeg i øvrigt på Anette K. Poulsens mega-seje blog BeautySpace! Se mig, se mig!