IMG_6736.JPGJeg er et par gange blevet opfordret til at blotte lidt af mit hjem, og det kan vi da godt sige! Hvis mange af jer synes, det er røvsygt, og at jeg bare bør holde mig til teksterne, så sig til. ?

En af mine yndlingsting er den her coiffeuse (det er fransk for ‘dullebord’), som står i stuen herhjemme. Når vi engang flytter til et sted med et rigtigt master-bedroom, skal den selvfølgelig derind.
Egentlig er jeg slet ikke posh nok til at eje så fint et møbel, men det kostede nærmest ikke en skid, og jeg har set lignende sager koste fyrstelige summer i den der franske snobbeributik inde ved siden af Apple-butikken, så hvis vi en dag går rabundus, losser jeg den derind i kommission.
Jon og jeg købte bordet på et marked i en lille by udenfor Nice for to år siden, da vi var på campingferie i min fars gamle stationcar. Bag i bilen havde vi dyner, puder, telt og deslige, og da vi en dag faldt over den her charmetrold, kunne jeg ikke længere leve uden, så på resten af ferien stod der altså en spejl-coiffeuse inde i teltet og gjorde det ud for lejrens sminkebord.
Det er satme da camping med stil! Eller som de siger i Hollywood: Glamping!
Jeg har så været et smut i IKEA efter en lille række af LED-pærer, som jeg har klistret fast lige foran spejlet med elefantsnot. Synes selv, det får hele herligheden til at virke meget old glamour
På bordet står mine parfumer og alle mine smykker. Sidstnævnte opbevarer jeg blandt andet i gamle creme-dutter fra Chanel, da de er lavet af glas og alt for nice til at smide ud. Jeg har aldrig brugt den der Nicky Minaj-duft, men jeg synes bare, flakonen er så flippet, at den altså skal stå fremme. Og så har jeg hængt nogle fugle fra Tiger i halskæderne bare fordi. ?
Jeg er pjattet med stemningen ved bordet og sidder der tit, selvom jeg ikke skal dulles.
Ja, det var så lidt om det! ?