I dag er lidt af en festdag i det lille hjem, da vores unger bliver ét år! Altså tilsammen.
Det er simpelthen et halvt år siden, at jeg lå oppe på Riget og pressede dem ud af mit allerhelligste, hvorefter jeg fik serveret ristet brød med marmelade-firkanter og rød saft.
Jeg gider ikke påpege, hvor snapt, tiden går, det er for kliché, så jeg vil nøjes med at glæde mig over, hvor mange forskellige, nye features, ungerne hver dag opdateres med for tiden. Hver uge kan de nye ting, og folk har satme ret, når de siger, at det bliver sjovere og sjovere. Nu har de, modsat for bare et par måneder siden, hver en million forskellige ansigtsudtryk, og det virker som om, det er endnu lettere at finde noget at hænge sin kærlighed på.

Jeg har fra starten elsket begge krapyler inderligt med rygraden. Fra det sekund, de kom ud, ville jeg dø for dem, og jeg kan især mærke det, hvis nogen i bussen kommer til at strejfe Bugaboo’ens tag, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at stikke vedkommende en altan-skalle.
Nu, hvor de er kommet ud af deres egne, små verdner og smiler, stopper ting i munden og griner, når man kaster dem op i luften, elsker jeg dem med hjertet, kroppen og hele min bette sjæl. Det er så syret. Og jeg kan mærke, at det kun bliver værre og værre … De unger vil kunne få mig til hvad som helst, så snart de lærer at tale.

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. ;-)
Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. 😉

Her til morgen gad jeg ikke spise havregrød, så vi stormede i stedet på Next Door Café lige rundt om hjørnet, og vi var der på slaget ni, da de åbnede. Gaderne var øde, stilheden blev kun brudt af de tomme McDonald’s-papirsposer, de fløj omkring på brostenene som vindhekse i en mexikansk landsby. Det er altså fordelen ved at stå tidligt op i weekenden: Man får set sin by med andre øjne.

I aften skal manden min i byen med hele sit fodboldhold, som han i øjeblikket træner med hver dag. Fodboldholdet udgøres af den flok skuespillere, som skal spille det danske landshold, der vandt EM i 1992.
Hvis I forestiller jer at have en arbejdsdag, hvor I skulle shoppe dagen lang, mens i spiste jordbær dyppet i chokolade og om aftenen fik en massage af en veltrænet, latinamerikansk mand med varme øjne og bløde hænder.
Sådan har Jon det, når han går på job for tiden. Han bruger sine dage på at spille fodbold og lave film – to af de ting, han allerbedst kan lide. Han ligner en 1. g’er, der lige har fået sit livs første håndtrold, når han træder ind ad døren herhjemme hver dag.
Om et par uger drager han med holdet til Sverige og filmer, og så er han væk en uge af gangen, men hjemme de fleste weekender. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er hårdt, når han sådan er væk, men det synes jeg sgu ikke, det er, når han er så lykkelig for det, han laver.
Min aften skal tilbringes i sofaen! Inden den tid skal jeg lige et smut i Magasin efter en ny elkedel. Ih, hvor jeg håber, elevatoren virker ordentligt denne gang…….. ?