20140707-112540-41140060.jpgSommerhus-selfie. ?

Så er vi hjemvendt fra sommerhus, og mine beskidte fusser talte deres eget, tydlige sprog, da jeg betrådte vores hvide badeværelsesgulv umiddelbart efter hjemkomsten for at børste tænder i går aftes. Det har været fire dage uden makeup og hårvask og mest i bare tæer. Ungerne har fået daglige, kølige bad i haven, Jon og jeg har forsøgt at slikke noget sol, hvilket som oftest er blevet forplumret af, at barylerne synes, vores tid er bedst brugt på alle fire skrævende over dem med et dumt ansigtsudtryk ledsaget og jublende klukke/huje-lyde i høje toner. Det blev dog til et par gåture på havnen, hvor vi blandt andet så linedance-opvisning udført til et af Rasmus Seebachs store hits. (Se en lille video på Instagram – @mmleilange).
Heldigvis har vi haft besøg af alle ungernes bedsteforældre – både samtidig og på skift. Min far og hans kone kom på visit fra solrige Sønderjylland, Jons megaseje mor cyklede (!) lige turen fra Helsingør og Jons far bor i verdens fineste hus med universets dejligste have tre numre ned fra sommerhuset. (Det var der, vi holdt bryllupsfest sidste sommer).
Forleden aften bebyrdede vi Jons far og hans kæreste med vores selskab, da Jon skulle se VM i fodbold. Heldigvis er der en pause imellem de to kampe, sådan en aften tit byder på, på to timer, og de blev brugt på at spise hjemmegrillede burgere på den ene af husets terrasser under vindruerankerne med udsigt til det legehus, min svigerfar er ved at bygge til vores tvillinger. Med ovenlys og trægulv og hele moletjavsen!
Efter middagen ristede jeg skumfiduser over et bål, han havde stablet KUN fordi, jeg kom, og fordi, han ved, jeg elsker ristede skumfiduser. Overskud for en femmer, a’hva’behar? Det er kærlighed i sin reneste form, vil jeg vove at påstå.
Her må jeg i øvrigt indrømme, at det er første gang, jeg har grillet skumfiduser over bål i stedet for kul i en grill (bortset fra til vores bryllup, og da var jeg for fuld til at kunne huske resultatet), og der er jo en KÆMPE forskel! Skumfidusen bliver meget mere sprød og lækker i det over bål!
Til gengæld tog jeg imod nogle tips her på bloggen og forsøgte mig med Nutella i stedet for chokolade, og den anbefaling vil jeg altså ikke give videre.. Lindh’s mælkechokolade er bedst i tykkelse og smag! Efter min smag. ?
Efter middagen gik jeg en tur med min svigerfars kæreste i haven med hver vores skovl og samlede dræbersnegle. Man taler nu så godt sammen, når man samler dræbersnegle.

Lige nu regner det, og ungerne sover til middag i dobbeltsengen herhjemme i Vestergade.
Jeg er nok den største solfan, jeg kender, men lige nu er regnen en velsignelse, der betyder, at jeg er off the hook. Så længe, det regner, vil jeg tøffe rundt herinde i lejligheden i mit nattøj og samle mod sammen til at gå i bad, vaske hår og fusser og lade hverdagen indfinde sig igen.
… Lige indtil på onsdag, hvor vi atter hopper i Ford’en og smutter til Sverige i endnu et (lånt) sommerhus. Hurra! ?

20140707-112626-41186307.jpgDer er et år og et par uger imellem de her to billeder. Vildt nok, hva’?