20140718-234844-85724296.jpgJeg kom lige til at tænke på noget, jeg godt kunne tænke mig at skrive om, i går eftermiddag.
Der var nemlig en læser, der kommenterede mit indlæg fra i søndags, som handlede om min tøsemiddag med mine to veninder, hvor jeg under påvirkning af en formidabel flaske cava opfordrede en fremmed 25-årig fødselar til at sige sit job op og ikke lave andet end at kaste sig i grams fra nu, til hun fylder 30.
Den flinke læser roste mit forslag til pigen og udbad sig andre tips til, hvordan man fordriver tiden der midten af tyverne.
Jeg var single det meste af mine egne tyvere (og nej, jeg knaldede ikke alt med en puls. Alt med måde, mine damer! ?), indtil jeg mødte Jon klokken 29.55, og de år var nogle af de bedste i mit liv.
Don’t get me wrong, jeg motherfucking ELSKER at være gift, og krapylernes entré i (min) verden er det sygeste pis! Men jeg var satme også god til at være single!
Ikke hele tiden, selvfølgelig, jeg havde nogle lorte-single-år i tiden, før jeg mødte min ekskæreste, som jeg så flyttede fra igen, da jeg var 27, og så aftalte jeg med mig selv, at jeg satme ikke gad bruge mere tid på at have nedtur over at være single.
Jeg besluttede mig for at tro på, at jeg sgu da var et catch, så selvfølgelig skulle jeg nok gøre mig et godt parti some day, så hele den der tvivl røg ud til højre.
Den første tradition, jeg indførte, var søndags-single-biftur. Jeg boede lige ved Empire Bio, så kl. 20, når biffen var mest fuld af par, puttede jeg mine lammeskinds-futsko i en pose og traskede ind og bad om en enkeltbillet. Hvis der var plads, satte jeg mig på snaverækken, bare fordi. Her sad jeg så i morgensko (og nogle gange med en lille, medbragt uldplaid) og åd bland-selv-slik fra ham, den billige, i Elmegade.
En anden helligdag var lørdag dag. Åh, at fordrive lørdagen med først at gøre hytten ren (jeg boede på 42 kvm, det kunne klares på 4 minutter med en vådserviet og en håndevending), købe blomster og lækker frokost og derefter tænde stearinlys (hvis det regnede, altså) smide mig i sofaen og se en film – velvidende at alle mine barn-fagre veninder brugte tiden på alt muligt usexet som at stå og fryse på en legeplads, mens deres yngel skreg “Seee miiiig nuuuu, moooaaaar!!” eller sad til frokost med mandens røvsyge fætter og hans kedelige kone og ustyrlige unger og sikkert drømte om en dag som min.
Da jeg i et halvt år boede sammen med min veninde, Tine, praktiserede vi også Optimistisk Onsdag. Læs mere om det i dette indlæg.

Desuden kan jeg virkelig anbefale at bruge sine singleår på at gøre ting, man fortryder. De der nætter, som efterfølges af de der dage, hvor hukommelsen langsomt kommer snigende og med sig slæber en ubændig trang til løbende henover dagen at banke hovedet ind i den nærmeste murstensvæg, mens man stikker sig selv dummeflade og sværger aldrig at være så pinlig igen.
Her taler jeg ikke om komplet vanvittigteter så som at tæmme vilde løver, melde sig til Paradise Hotel eller springe ud fra ting, men bare at danse på borde, drikke Små Kolde, bruge hele sin månedsløn på ét par sko, fordi man ikke skylder andre end sig selv noget, og tage med til den efterfest og snave med ham med tatoveringerne, selvom hans hår er lidt for langt i nakken.
Som en skidegod kollega sagde til mig, da jeg en mandag på ELLE sad og havde ondt i både hår og samvittighed efter en stodder af en weekend:
“Når du en dag er gift og har børn, tænker du altså ikke tilbage på de aftner, hvor du gik tidligt hjem! Så længe, du passer på dig selv, så skal du bare fyre den af uden at se dig tilbage!” (Eller, det var cirka det, hun sagde, ikke? Jeg skrev det jo ikke ned…)
Ingen gode historier er startet med, at nogen drak et glas mælk, når vi engang mødes oppe hos Sankt Peter, er der sgu ikke nogen, der takker dig for, at du var en pæn pige, og hvis man er et godt menneske, så går det sgu nok ikke helt så galt, som man selv nogle gange føler. Og det der med mand og børn skal man nooook nå!

Åh, jeg fik lige lyst til denne bette single-opsang! For de fleste af os er singleårene så relativt få i forhold til alle de år som mor og nogens kæreste/kone, og der sker så meget fantastisk i de år!
Det gjorde der i hvert fald for mig. Jeg købte min første EGEN lejlighed, jeg blev kandidat i psykologi og kommunikation, jeg fik mit første job og så havde jeg nogle vilde veninde-rejser, ja, sågar et par rejser helt alene, nogle fede shopping-ture (de penge går i dag til bleer og jerntilskud) og nogle sjove nætter.
Det er satme vigtigt, at man ikke bruger de år på bare at glæde sig til at komme videre i teksten! Synes jeg.

?? Kærlige klem fra en eks-single gift mor til to med hoved og hjerte fuld af fede venindeferier, lækre lørdage, smukke solo-søndage og grimmmmme, grineren fejltagelser.

DAGENS TIP:
Jeg er begyndt at følge en blogger, som hedder Miriam. Hun har en kat, et crush på sko og neglelak, en fantastisk selvironi og en dejlig måde at skrive på. Jeg sluger alle hendes indlæg, og især elsker jeg hendes brevkasse, hvor folk anonymt kan sende hemmeligheder ind, som vi andre så kan læse til stor moro!
Tjek Miriams Blok ud her.