20140709-215220-78740482.jpg
Nu er jeg jo som bekendt for de fleste sønderjyde. Det betyder, at jeg er vokset op med ‘Sesamstrasse’ i TV som barn og ‘Volker Mittmann – Beim Mittmann sind Sie mitt, Mann!’ i radioen som teenager (verdens sejeste slogan, i øvrigt!).
Derfor har jeg aldrig fattet en krone af svensk og er altid blevet lidt træt i knoglerne, når folk har sagt, at dansk og svensk jo er det samme. Vel er det ej, de siger ‘honom’, når vi siger ‘han’ og ‘gillar’, når vi siger ‘kan lide’. Det er da ikke det samme!
Jeg har da været et smut på Jensens Bøfhus i Malmø et par gange, men det er vist også, hvad det er blevet til mellem mig og Sverige.
Jons far-familie har et hus i Sjöbo, en god time fra København, og lidt modstræbende lod jeg mig fragte herop denne eftermiddag, og Jävla, hvor må jeg bare tage alt tilbage, jeg nogensinde har haft af antipati imod vor blonde brodernation på den anden side af broen! Kæft, her er nice!
Jeg var solgt, fra det øjeblik, vi kørte fast i græsset udenfor hytten! Det er et lillebitte, svenskrødt sommerhus med en rodet have, vilde hindbærbuske, krogede æbletræer og en Webergrill! ?
Her er så mange hindbær, at jeg aldrig har kendt mage! Jeg fandt et par gummistøvler under trappen og gik amok i grøften overfor huset. Jeg brændte mig på en brændenælde, og selvom det gjorde herre-nade, kunne jeg ikke blive rigtigt træt af det, fordi det også er mega-nostalgisk! Hvornår har I måske sidst haft de der små bobler på armene? Det stinker af barndom, lange aftner og fri fra skole.

Heldigvis har huset et lille, kubisk fjernsyn, hvor Jon nu ser VM med svensk kommentator, mens jeg gør klar til at smide mig på sengen ved siden af ungerne med den seneste bog i Sara Blædels serie om Louise Rick.
Jeg elsker krimier og påbegyndte denne med stor entusiasme, før jeg fødte, og siden da er dagene som bekendt gået med babyer, bleer, og kærlighed og aftnerne med koma, TV-serier, blogging og noget mere kærlighed.
Internettet heroppe virker kun indenfor, og her har vi ikke tænkt os at opholde os særligt meget, hvis solen holder, hvad den lover, så vi vil benytte lejligheden til et par mobilfri dage. Meeeen jeg kigger jo nok forbi inden sengetid, hvis jeg kender mig ret. ?

Svenske KUSS (det betyder ‘KYS’, siger Jon, thi-hi, fnis!) fra fru Lange.
PS: Se lige dem video, Jon har delt på Instagram… ? (@jon_lange)