20140720-201817-73097396.jpgI går skrev Caroline bag bloggen Tankeskrald.dk til mig og bad mig sætte et par ord på mit forhold til min krop.
Jeg har tidligere været inde på netop dét i et indlæg omhandlende sivtynde (16-årige) modeller, nyopgravede kartofler og Coca-Cola her.

Men det, jeg svarede Caroline, var:
Hmm… Altså jeg tænker ikke sygt meget over min krop i det daglige. Jeg har altid været relativt slank og ikke behøvet passe særligt på, hvad jeg spiser.
I dag vejer jeg 10 kilo mere, end jeg gjorde for 4 år siden, og jeg kan ærligt talt nærmest ikke se det. Jeg passer stadig stort set det samme tøj, og ja, jeg har fået en flad røv, bløde arme og appelsinhud efter min graviditet, men hvis jeg skulle af med det, ville jeg skulle knokle, og jeg hader at træne, så det er ikke det værd for mig. Den øgede livskvalitet, jeg ville få af højere mås og fastere lår, ville jeg sætte til på vejen dertil.
Inden jeg spiser en plade RitterSport spørger jeg nogle gange mig selv: “Er det der værd?” og svaret er ALTID: “Ja!”

Jeg er på ingen måde ‘Love yourself’-cruisader. Jeg kan snildt nikke genkendende til den saying, at alle kvinder har fem kilo, de gerne vil af med. Hvis jeg kunne photoshoppe reallife-versionen af yours truly, ville jeg på stående fod vide præcis, hvor jeg skulle starte.
Men jeg har aldrig synes, problemet var stort nok til, at jeg gad gøre noget ved det, og så er jeg personligt af den mening, at så skal man knytte sylten.
Lidt ligesom med tømmermænd. Hvis man selv er ude om sin hovedpine, mister man retten til at brokke sig, og hvis man (som jeg) ikke gider løbe ture og stoppe med at æde P-tærter, så skal man holde sin bøtte om, hvor træt, man er af sin mås og sine dejarme.
Min mås er flad, men ikke flad nok til, at jeg kan tage mig sammen til at gøre noget ved det.
Forleden spurgte en bloglæser, hvordan jeg får mine korte ben til at se lange ud. Jeg havde lidt lyst til at svare, at i stedet for at koncentrere mig om mine korte ben, vil jeg langt hellere (og anbefale hende, nu hun spørger, at) finde noget, jeg GODT kan lide, og så bruge energien på det.
For eksempel er min mave også flad, hvilket jo er en god ting. Og mit hår er pænt, synes jeg! Og når det kun er 5-10 kilo, man har “for meget” (for hvem bestemmer, hvor meget for meget er?), så er det sgu synd at bruge de unge år på at ærgre sig over det, for så som gammel at se på billederne og ærgre sig over den ærgrelse, for værre var det sgu da heller ikke.
Derfor synes jeg, at de, der virkelig er utilfredse med deres kroppe, skal gøre noget ved det. Og resten af os, som bare sådan er feminint selvkritiske, skal stikke piben ind og tænke på noget andet. Jo mindre scenetid, vi giver den selvkritik, des mindre fylder den.

Læs Carolines indlæg på Tankeskrald.dk, som ligger til grund for denne søndags-slanke-tanke. ?

<a

Psssst: Følg også gerne med på Instagram, hvis det er! @mmleilange
??