20140614-170210-61330801.jpgHer ligger jeg så henslængt med bunden i vejret på en sønderjysk græsplæne og lader mig solbade.
Hovedet stikker ind under den parasol, hvor mit yngel finder hvile, mens resten af mit legeme slikkes af solens gavmilde stråler.
Ungerne er sendt totalt i sænk af al den friske luft, det er de slet ikke vant til derinde på Rådhuspladsen.
Min far har været så snarrådig at gifte sig med en kvinde, der er smuk, god til at lave mad OG har et sommerhus på Kegnæs, små 30 kilometer fra deres sønderborgske residens og meget tæt på Paradis. Jon hoppede i vandet for lidt siden, men jeg foretrækker nu ikke at gå længere ud end til anklen.

Inden vi kørte på landet, smuttede vi en tur på gågaden i Sønderborg, hvor der grundet de årlige markedsdage var optog, flag og et rend af skønne sønderjyder. Her mødte jeg min gamle veninde Lejla, med hvem jeg lagde Discoteque RooseVelt ned med jævne mellemrum i slut-90’erne. Lejla og hendes mand ejer Vaffelboden på gågaden, og udenfor biksen sad hendes mor, som jeg ikke har set i 15 år. Hun er en utroligt charmerende fruentimmer, og hun var noget imponeret over, at jeg stadig kommer samtlige af de bosniske gloser i hu, som hun lærte mig dengang. Familien er nemlig af bosnisk afstamning.
Da hun så krapylerne, tog hun mig resolut ved hånden og trak mig efter sig ind i den nærmeste børnetøjsbutik, hvor hun insisterede på at give mig lige det, jeg ville have. Det er sgu da rørende!
Så nu har Hugo og Berta fået de fineste to outfits, som de skal i, når vi i morgen kommer retur fra kirken.
Jeg er på røven over, at den slags mennesker findes.

Solen brager ned, vi skifter bleer på græs, og denne weekend er på millimeter alt det, jeg drømte om, da vi planlagde den for over et halvt år siden. Familie, sol, slapperi, kage, jordbær og i morgen: vandpjaskeri i kirken!
Lykken er lækker, lang lørdag fuld af fin familie med masser af mumsede måltider og søde, små spektakler! ??