Lei Lange vs. Lorry
Lei Lange vs. Lorry

Yes, mand! Dagens succes er, at Jon og jeg klokken præcis 14 drejede Ford’en ind på den sidste ledige parkeringsplads på Værnedamsvej, hev ungerne ud af bilen og nåede at score en skideflot Eames-stol til Madklubbens luksus-“loppemarked”. Der var så sygt mange mennesker, at Berta var meget tæt på at få en albue i hovedet, hvilket selvfølgelig betød, at albuens ejerkvinde var lige så tæt på at få revet knæskallerne og huden på begge øjenlåg af….!!
Men vi så vores snit til at snige os ind i baggården efter ejeren, verdens sejeste restauratør, Anders Aagaard (naturligvis fellow sønderborgenser), hvor vi nåede at få første vue på stolene, de havde til salg. Vi nappede én, og så købte jeg tre choko-rug i Lagkagehuset og fik 1.000 kr. over beløbet, så vi kunne få betalt og stikke af, før folkemængden rev de resterende stole fra hinanden. Den er gul og skidepæn, og så giver den anledning til, at jeg endelig kan stritte den pikkegrimme IKEA-kontorstol ud, som indtil i dag har okkuperet pladsen ved skrivebordet her i hjemmet. Ju-freaking-hu! ?

I formiddag var jeg i TV2 Lorry som Ugens Blogger. Inden mig var der et interview med MC Clemens, da han skal være vært ved DJ Awards i weekenden. Og han er i øvrigt også er fra Sønderborg! Det har været jydemafiaens store dag i dag!
Han er så pæn og flink, den mand. Og mega-god til at rime. Og så viser det sig, at han blev far dagen før, Hugo og Berta blev født! Og hans søn kom også til verden på Riget. Det må siges at have været en superhelte-weekend der sidst i februar!

Jeg synes, jeg så lidt bred ud i fjerneren, da jeg så det på nettet for lidt siden, hvilket ærligt talt ikke huer mig. Hvem sætter sig dog for at filme en lady lidt nedefra lige op i kæben?! Og endog én, der lige har født! Jeg troede, den slags vinkler var forbeholdt Tom Cruise og Bruce Willis! Tak for ingenting!
Bortset fra det var det et hyggeligt interview, og i venteområdet var der scones og Coca-Cola at fordrive tiden med. Så man lige kunne få trænet sin pluskæbe. Hrmpf…. Men hvis man vil, kan man se interviewet her!

Og, nåh ja! Ungerne sov igennem i nat! To mand høj, sgu. Vi har siden deres fødsel fulgt rådene fra en amerikansk bog (’12 hours sleep by 12 weeks old’), som blandt andet anviser, at man bestemmer, hvornår krapylerne har adgang til bar(m)en – ikke omvendt. Det passer ret godt med konceptet “tvillinger”, for hvis jeg bare kørte ‘fri bar’, ville jeg jo ikke lave andet end at slynge milkshake over disken.
Den seneste måned har vi udfaset nat-amningerne, og de sidste par nætter har Berta bare snorket som en hipster efter Distortion, mens Hugo har krævet blot et bette shot og straks har lagt sig til at sove derefter.
Og i nat gav det pote: De sov fra sidste amning klokken 20 helt indtil i morges klokken 8. WIN!

Nu er farfar og hans lækre kæreste ankommet til matriklen, og de har lovet at lave fiskefrikadeller med nye kartofler til middag.
Roen har sænket sig over det bette hjem, og weekendstemningen hersker så småt og smukt.
Jeg håber, jeres bliver fuld af Distortion (hvis I er til den slags), solskin, gode SMS’er og komplimenter!
Og endnu engang tak for al jeres opbakning her på bloggen. Kæft, det gør mig så glad hver dag. 🙂

De, der lyster, kan finde flere billeder dagligt på Instagram – @mmleilange. Yes, jeg er et svin med min og andres kroppe på de sociale medier! ?
Og så minder jeg så ydmygt som muligt om, at jeg er nomineret til en bette pris. Man kan stemme på mig eller en af de andre her.