20140627-102203-37323612.jpgJeg blev færdiguddannet på RUC i september 2009. Da var jeg 27 år, og der skete sygt meget indenfor 14 dage: Jeg blev kandidat, da jeg forsvarede mit integrerede speciale på både psykologi og kommunikation, jeg gik fra min kæreste, som jeg boede sammen med, sådan at jeg blev hjemløs, og idet jeg var færdiguddannet, skiftede jeg nu også status fra ’studerende’ til ‘arbejdsløs’.
Jeg flyttede ind i en fremlejet lejlighed, som lugtede af lort, på Vesterbro Torv med en veninde, og jeg kan huske, at jeg følte, at bunden var nået, da jeg så mig nødsaget til at købe en Palmolive-håndsæbe til badeværelset. Fra Netto! Ikke engang Irmas øko kunne det blive til.
Jeg nægtede at gå på dagpenge, så jeg klarede mig ved at skrive lidt freelance-artikler for blandet andet Magasinet Q og tekster for et reklamebureau i Odense og så at suge på lappen. Man kan få en ret god lørdag ud af at drikke cola til middagen og så lige bunde fire Små Kolde ved midnat. Og det er billigere end Mojitos! ?

Jeg søgte en maaaasse jobs i alle brancher, blandt andet på PR-bureauer, som tekstforfatter og også et enkelt som webredaktør hos undertøjsfirmaet Change, og weekenderne henslæbte sig med massive drukture i LADY-LOGEN-regi sideløbende med, at min roomie, Tine, og jeg indførte Optimistisk Onsdag en gang om ugen.
Her lejede vi en røvfuld film i BlockBuster, som allesammen havde en lækker hovedperson og en kvælende sukkersød happy ending, vi poppede popcorn og købte cola (den billige toliters nede fra grønthandleren), og så inviterede vi alle de singler, vi kendte. Eller i hvert fald dem, vi gad hænge ud med. Adgangskravene var, at man medbragte noget, der feder, og at man dén aften skulle tro på kærligheden helt til kl. 23 og ikke måtte hvæsse af skærmen eller tale om det urealistiske i, at eksempelvis Matthew McCognahey og Kate Hudson forelsker sig i hinanden efter 10 dage i et kollektivt helvede.
Det var røvhyggeligt og kan varmt anbefales!

D. 23. december 2009 ringede ELLEs chefredaktør til mig klokken ni om morgenen. Jeg kan så tydeligt huske, at jeg lå der under dynen og var fattig, nederen og arbejdsløs, og pludselig havde jeg landets mest velklædte kvinde i røret. Hun havde modtaget mit CV fra en pige, jeg kender, som arbejdede i Aller, og inviterede mig til en samtale omhandlende jobbet som digitalredaktør. Jeg jublede og glemte alt om at spille kostbar og småskreg ind i røret, at jeg ville kunne starte dagen efter! Cecilie sagde, at da var det juleaften, så det ville ikke blive nødvendigt. Hun bad mig komme kl. 12 til en snak, og jeg var så forfjamsket, så jeg kom en time for tidligt (ret godt klaret min tøjkrise taget i betragtning). Det var min mest behagelige jobsamtale ever, Cecilie var præcis ligeså venlig, som hun var velklædt, og efter endnu en samtale i det spæde, nye år, fik jeg jobbet, og jeg tudbrølede i røret, da hun ringede for at fortælle mig det.

Og lad mig lige sige det med det samme: Modebranchen er altså ikke så snobbet, som den har ry for.
I bund og grund er det en masse folk, som er pissegode til det, de laver. Der er så mange, der gerne vil have de jobs, der er i den branche, så de, der klarer den, er som oftest dem, som brænder mest for det OG er dygtigst. I min erfaring har det ofte betydet, at de folk, jeg har mødt, godt er klar over deres eget værd og derfor ikke har brug for at hævde sig i kraft af andre, og dét er en behagelig kvalitet at finde i mennesker.
I starten skræmte det mig nok lidt, at folk var så satans velklædte. Men så erkendte jeg langsomt, at hvis jeg dømmer folk på deres tøj, så må det jo siges at være en kæmpe projicering af det, jeg frygter. Altså er det mig, der er snobben!
Når alt det er sagt, så er jeg nødt til at nævne modeugerne for sig. All bets are off here, og jeg er lige så slem som alle andre. Faktisk kan jeg jo med rimelighed kun tale for mig selv.
I første omgang var jeg død-taknemmelig for at få en baglomme sammen med mine kolleger og bare få lov at gnide skuldre og sippe gratis drinks med alle de mange tjekkede mennesker med Céline-tasker og store solbriller. Året efter blev jeg lidt fornærmet, hvis mit navn ikke stod kaligraferet på min egen invitation… (Ved de ikke, hvem jeg er by now?!) Eller hvis der (O, gru!) havde sneget sig en vildfaren bindestreg ind i mit navn!
Året efter blev det værre. Da ville jeg seates! (Altså have en stol …)
Og når først man starter på dét kapløb, så handler det jo om, hvor tæt på catwalken, man kan komme.
Det smitter ad helvede til, det lort! ?
Da dette forårs modeuge løb af stablen, havde jeg hvalfri (andre kalder det barsel), da det var en måned før ungernes arrival, så jeg var kun med til to shows og kun for hyggens skyld. Da var jeg blevet gemt lidt væk på anden række. Fair nok, egentlig. Jeg fyldte betydeligt mere end dem på første række. Hvor jeg sad, kunne der givetvis sidde 2-3 af dem, så det forekom vel egentlig rimeligt.

Jeg elsker, at jeg nåede at have to-tre år, hvor jeg tjente mine egne penge og kunne bruge dem på alle de stiletter, caféburgere, store bøffer og charterrejser med veninderne, jeg overhovedet havde lyst til, før jeg fik fællesøkonomi og sammenskuds-sofa. Det er ikke helt så hårdt at spare op til dagpleje, fordi det næsten føles rart at vide, at i det mindste nogle af ens penge går til noget ordentligt.
Måske lidt samme princip som mit forhold til Årstidernes low carb-kasse: Når jeg ved, jeg får ét sundt måltid om dagen, så er det da okay, at jeg spiser Nutella til morgenmad og vingummi foran fjerneren.

Jeg kan ikke svare på, hvordan man kommer ind i modebranchen, desværre. For mit vedkommende var det et sammenfald af timing og tilfældigheder og ikke noget, jeg aspirerede efter. Men ih, hvor kan jeg godt lide den branche! Så mange kreative kræfter, pæne mennesker, sjove events og farver og ballade.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at være i den samme branche resten af livet, men det må tiden jo vise.
Dette indlæg er skrevet i den ene ende af sofaen med en sovende Hugo på maven og udsigt til hans far og søster, der tager formiddagslur i den anden ende. Det er mit job lige nu. I have no complains! ?