Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!
Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

I går startede dagen med, at jeg vågnede kl. 9.15 helt tummelumsk ved, at det ringede på døren. Ungerne sov som gymnasieelever efter Roskilde Festival, og det havde de såmænd gjort siden kl. 22 den foregående aften kun afbrudt af en kort spisepause kl. 6.30. Synkront.
Jeg ved det, det er skide-unfair. Og jeg skal baaaare vente mig, det skal nok blive værre. Det siger folk. Pudsigt, for hvis det var gået dårligt, havde de sagt “Baaaare vent, det skak nok blive bedre”.
Men jeg gider ikke “bare vent’e” på noget som helst! Jeg forbeholder mig retten til at nyde min og mine krapylers nattesøvn lige nu, hvor vi får den så sødeligt. Slut, prut, finale! ?

Nåh, men videre med historien. Udenfor min hoveddør stod en yndig pige, som smilende overbragte mig en stor kurv fuld af fortræffeligheder. Her var både en stor buket blomster, et italiensk filonebrød, friskpresset appelsinjuice, friskristet kaffe, ananas og selvfølgelig Nutella! I går var det nemlig (åbenbart) Nutellas 50 års fødselsdag, og hvem mere passende at invitere til at deltage i fejringen heraf end undertegnede? Det er satme kløgtig PR!
Min far og hans kone, som endnu var på besøg, kunne slet ikke forstå begrebet med, at fremmede mennesker sådan skænkede os lækkerier til døren. “Når jeg fortæller det her til mine veninder, tror de, jeg lyver”, bedyrede Elke.
Efter morgenmaden drog jeg til Frederiksberg sans kids for at deltage i opdulningen forud for ELLE Style Awards sammen med mine ELLE-kolleger. Det var et helt lille blogger-træf, da min skidedygtige digitalassistent på ELLE og IN er Cecilie Rubini (i visse kredse kendt som Sneglcille), mens min barselsvikar, som har ansvaret for de to sites i det næste års tid, mens jeg skifter ble, er Laura, som blogger under navnet StyleJunkie.
Cecilie og jeg deler en stor og tung kærlighed for tysk chokolade og gin/tonic, men denne formiddag “nøjedes” vi med manicure, fiksning af bryn og spraytan.

Nu med nude negle.
Nu med nude negle.

Jeg sprang dog spraymalingen over i frygt for at give den videre til Hugo og Berta, når de ligger og sovser rundt i mælk op ad nymalet hud, når jeg ammer dem. Ville sgu være ærgerligt, hvis de skulle drible rundt med hver deres lille Lundin-face, fordi mor skal i byen!
Da jeg efter traktementet til fods atter bevægede mig mod Vestergade og min nærmeste familie, kom regnen. Og ude i den stæsede marathonløberne rundt. Jeg trak lidt på smilebåndet og tænkte “Gå dog hjem i tørvejr og smæk benene op!”
Men mit indre humør skiftede, da jeg kom ned til Vestergade, hvor en hel delegation af løbere netop drejede om hjørnet. Fortovet langs ruten var pakket af våde mennesker, som med allerstørste entusiasme stod i regnet og vild-vold-heppede på disse fremmede løbende. Og de lagde denondenlyneme kræfter bag! “Kom såååå, min ven! Kom så det sidste! I er seje! Det ser pissegodt ud!”
Alle de mennesker kan ikke allesammen have kendt alle de løbere, men alligevel virkede det som om, det vigtigste i deres kollektive verden denne regnvåde søndag eftermiddag var at hjælpe disse sportsudøvere med at nå deres mål. Jeg blev helt smårørt på menneskehedens vegne.
Således ansporet til mere motion i det daglige tog jeg trappen op til anden sal, da jeg kom hjem (Hahaha, som om! Jeg tog selvfølgelig elevatoren. Men det i højt humør!)