20140420-121734.jpg

Nu ville jeg lige prøve at se, om der var forskel. Så jeg hoppede på vægten lige inden og lige efter, jeg ammede tvillingerne her til formiddag.
Og jeg havde denondenlyneme tabt 400 gram! Shit, der er da ikke noget at sige til, at mine juicebrikker virker lidt tunge, når jeg står op om morgenen!

Sommeren er jo kommet til Staden, så i går benyttede Jon og jeg os af vort hjems centrale placering og spadserede en lang tur i solen med de sovende spektakler i Kongens København. Og hvor er hun dog køn i solen!
Jeg ammer jo ikke offentligt (folk kigger sådan, når man hiver stereo-ammepuden frem på Café Victor (Som om vi kunne finde på at gå på Café Victor)), så når vi skal på tur, har vi efterhånden en rutine kørende, hvor Jon står klar med Bugabooen, mens jeg sørger for deres skafning, og så snart, ungerne har sluppet buffeten, dribler vi dem direkte ned i vognen og løber ud i verden for at have længst muligt tid udendørs, inden deres næste sult indhenter os.
I går startede vi med en milkshake to go (Det virker kun fair, når man tænker på, hvor meget mælk, jeg selv leverer) fra Cock’s & Cows og drønede derefter ned langs vandet mod The Standard og så på folk spille basket og smart.
Hvor er der dog blevet nice dernede på Promenaden!
Nede ved The Standard, lige overfor turistsiden af Nyhavn, fandt vi sørme en bette fiskekutter, hvor vi købte rødspætter til aftensmaden! Idyl!
Kæft, hvor det mindede mig om min barndommen gade, dengang jeg slog mine folder i Mommark (ja, det ér der noget, der hedder!) på Als.
Da var ‘frisk fisk’ sådan nogle, vi hentede nede på havnen, når Torben Fisker kom ind med sin kutter. Rødspætterne kostede 5 kr. stykket, og de var stadig så spillevende, at man var heldig, hvis nogle af dem endnu lå i posen, når man åbnede bagagerummet hjemme i indkørslen ti minutter senere.
De blev om aftenen serveret med kartofler, min far lige havde hevet op ude i køkkenhaven. Han rystede bare dusken (som man siger) og smed dem i gryden. Og så smør og persille. Og hjemmelavede jordbær til dessert. BUM! Sommermad!
Jeg bliver sgu helt salig ved tanken…

I aftes gik vi linen ud og så ‘Sommer i Tyrol’ på TV2. Jon undredes over, at jeg kunne alle sangene (særligt Susse Wolds partier), men som så meget andet har også det sin naturlige forklaring.
Da jeg var barn, ønskede min mor ikke, at min søster og jeg så amerikanske bang-bang-film. Derfor havde hun meldt os ind iFilmklub Danmark, hvilket resulterede i, at vi én gang om måneden med posten fra Kjøbenhavn modtog et VHS-bånd med en dansk film – som oftest én med Dirch Passer øverst på rollelisten. Så jeg har set og elsket ‘Frøken Nitouche’, ‘Passer passer piger’, ‘Støv På Hjernen’, ‘Det Støver Stadig’ og alle de andre måske 10-15 gange hver. Første gang, jeg så en rigtig blockbuster var i 7. klasse, da jeg fik lov at gå med de seje fra klassen hjem til Kim Hansen i Lysabild en mandag efter skole, hvor vi så ‘Speed’. Derfor har jeg også altid lidt følt, at jeg på en måde mistede min uskyld til Keanu Reeves. Efter at have set ham være mandig i en bus, havde Dirchs vindende væsen bare ikke længere samme virkning i maven på min spinkle pigekrop.

Apropos mandfolk så fik vi Hugos første smil at se i denne weekend.

'KLÆDESKABET' er opdateret! Klik på fanen herover. :-)
‘KLÆDESKABET’ er opdateret! Klik på fanen herover. 🙂

Hvor har jeg allerede ondt af alle de tøser, hvis hjerter han kommer til at knuse om 15-16 år. Men jeg vil gøre mig umage med at opdrage ham til altid at gøre det med klasse!

Følg i øvrigt gerne med på Instagram for flere billeder, end dem der er her på bloggen: @mmleilange ?
Og deltag i min kick-ass konkurrence ved at klikke på fanen ‘Konkurrencer’ herover!