Det startede så godt!
Det startede så godt!

I går var dagen, hvor jeg for første gang nogensinde valgte at forlade mine to små, forsvarsløse børn kun for at gøre noget for min egen skyld.
Helt egoistisk havde jeg booket en tid til en times fodbehandling hos Sahar hos Palma Salon & Spa, og da vi bor ti minutter derfra i rask trav, ville ungernes køleskab med andre ord være lukket i omkring halvanden time. (Jeg mangler seriøst en cykel!)
Jon var udstyret til tænderne med sukkeflasker, for selvom krapylerne selvsagt nemt kan klare sig uden mad i halvanden time, kræver det jo, at amninger forud herfor er timet, og den luksus tillod de mig naturligvis ikke på denne tirsdag. Små (latterligt nuttede!) bæster …
Så Jon var klar med panikflasker i fald, de ikke kunne holde sig til min hjemvenden.
Sahar fra Palma Spa, som sidst så mig ugen før ungernes exit for to måneder siden, da jeg vejede 22 kilo mere og havde hævede hobbitfødder i størrelse 41, kunne nærmest ikke kende mine nu i sammenligning magre KZ-udseende fussetæer, som dog stadig ikke helt er skrumpet til den vanlige 37. (Kom så! Mine Louboutins savner mig!)
Og til spørgsmålet, om det ikke var vildt underligt at være væk fra ungerne, må jeg svare: Nej, det var det ikke.
At efterlade dem hos deres yderst kapable (og i mine øjne i øvrigt fantastisk velskabte, ikke at det har noget med sagen at gøre) far i en time, føltes altså ikke forkert. Nærmere tværtimod! Hvor er det dog smart indrettet, at naturen har sørget for, at man som udgangspunkt skal være to på holdet for at børn, så man nu og da kan tørre den af på hinanden.

Voksenrøde negle tilsat sokker fra H&M. Crap!
Voksenrøde negle tilsat sokker fra H&M. Crap!

Jon og jeg var i SMS-korrespondance undervejs, og rapporten lød, at ungerne sov sødeligt, mens jeg sad indhyldet i puder, drak teog blev nusset om. Indtil Sahar nåede til at lakere mine tånegle med den flotteste voksen-rød.
SÅ kom beskeden om, at Berta var vågnet med en glubsk sult. Og nu, da jeg var så tæt på at kunne nå at amme selv og undgå den flaske besluttede jeg mig for at gribe chancen og spurte hjem!
Så jeg tog sokker og sko på og drønede op ad Strøget så hurtigt, som jeg ikke har løbet, siden Netto sidst havde choktilbud på chokolade-skildpadder.
Og jeg nåede Vestergade, inden Berta opdagede, at selv ikke de mest økologiske natursutter afgiver føde uanset, hvor meget gas, man giver den, og alle var glade.
Lige med undtagelse af min pedicure, som altså i kampens hede måtte lade livet under mine tigerstribede bomuldssokker. Meeeen så har jeg undskyldningen for at booke en ny tid …

Til aftensmad lavede jeg flæskesteg! Fandme ja. Det er første gang i omkring et halvt år, at jeg melder mig på madholdet herhjemme, og Jon var taknemmelig for at slippe for tjansen for once, selvom sværen ikke blev helt sprød over det hele.
Som jeg skriver dette indlæg her fra den syrenfarvede satan, som udfør foderbrættet med poderne koblet til attributterne, konstaterer jeg tilfreds og med en vis lettelse, at jeg allerede har sovet fire gange mere, end jeg gjorde i går nat, og jeg skal oven i løbet i seng igen om lidt.
Og selvom det fede ved det barnløse liv var at kunne sove hele natten i streg, kan jeg nogle nætter godt varme mig ret gevaldigt ved den helt rolige og stille hyggestund, jeg, Hugo og Berta har dér midt i mørket.

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.