Sofa-hygge i yderste potens.
Sofa-hygge i yderste potens.
Det er ret underholdende (i døgnets lyse timer, that is). Vores unger har de sidste ugers tid udviklet en primitiv form for tvillinge-kommunikations-kanon, som primært kommer til udtryk, når de bitcher.
Hugo og Berta græder ikke særligt tit. For tidligt fødte børn tuder i reglen ikke særligt, idet de ikke har kræfter til det, går jeg ud fra, og vores har så afholdt sig fra rigtigt at tage vanen op (so far)
Men de grynter som sindssyge!
Nogle gange, når de ligger og grynter, giver sig og laver lorte-alarm (I ved, lyde, der på alle sprog og i alle aldre KUN kan varsle én ting: Nu er der pølser i horisonten), lyder det nærmest som om, de har alle vennerne på besøg og er i gang med den helt store ombygning af kravlegården.
Når de ligger i deres seng og skal sove om aftenen, og der er helt stille i soveværelset er det, at denne primitive form for kanon sætter ind. Så ligger den ene og grynter og siger lyde i nogle minutter, og så snart, han/hun holder mund, begynder den anden. Som om, de hver især bedst kan slappe af, hvis de kan høre modparten.
Forhåbentlig er det noget, de i fremtiden vil kunne løse ved at holde (helt lydløst) i hånd, tænker jeg og min nattesøvn.

Apropos nattesøvn, så kan jeg til min store fryd prale med, at jeg har ligget fladt i min seng fra kl.

MYS!
MYS!
00 til kl. 8.30 i nat! Wohooo! (Kværulanter vil argumentere, at det ikke tæller som det, det lyder som, idet vi i nat overgik til sommertid og herved mistede en time, men jeg siger som Medina: Jeg er ligeglad, jeg er ligeglad!)
Normalt har vi held med at få poderne puttet omkring midnat, og så har vi en løbende aftale om, at Jon giver flaske første gang, de melder sig, hvilket plejer at være omkring kl. 2.30, så jeg kan få lidt sammenlagt søvn, inden jeg så ammer kl. ca. 5 og igen kl. 7.30/8.00.
Men i nat vågnede de to kærligheds-krapyler først kl. 5.20, hvor de så fik en flaske af far, og jeg sov sødeligt videre, og Gud hjælpe mig, om de så ikke først bad om morgenmad kl. 8.30!?
At sige, jeg var udhvilet, ville være en lille overdrivelse, men så næsten, da!

Vi kom hjem fra Odense kl. 22 i går aftes, og turen gjorde verden lidt større – selvom man kan bedyre, at det er megen credit at give en tur med toget.
Men da vi kom hjem fra neonatalafdelingen for tre uger siden, var det aldeles umuligt at forestille sig, at jeg ville gå så meget som en tur til bageren med ungerne. Jeg var panisk angst for, at ungerne skulle rammes af alt fra svinesot eller fugleinfluenza til hjemmerøverier og bygningssammenstyrtninger. Og vupti – en lille måned senere sidder jeg og stereo-ammer i en teatergarderobe.

I dag har vi besøg af Jons forældre, søster og svoger, som alle sammen lige nu buldrer rundt i køkkenet og bager pandekager, presser appelsinjuice, citerer Martin Brygmanns parodi på Hüttemeyer og skærer frugt i anledningen af hans fødselsdag.
Vi er 7 voksne og 2 børn. Og de to børn er mine. Det er så vildt.