jonEndnu en  morgen, hvor søvnen ikke kan nå mig. Well, de siger jo, jeg lige så godt kan vænne mig til det …
I aften drager jeg til Sønderborg for at besøge min far nogle dage. Det gør jeg både, fordi jeg kan lide ham og savner sønderjysk mad, men også, så Jon kan have vores lejlighed for sig selv nogle dage og drikke sig stiv og spille PlayStation med sin bedste ven.
Han (altså Jon. Ikke hans bedste ven) er så fantastisk til at passe på mig, mens jeg ligger på sofaen og bager børn, så nu tager jeg mig selv og mine fede fødder ud af ligningen nogle dage, så han kan være lidt mandet.

Mange har her på bloggen spurgt, hvordan Jon og jeg mødte hinanden.
And well, let me tell you …
Det var mig, der fandt ham.

I 2011 blev jeg inviteret til premieren på filmen ‘Alle For Én’, som Jon har én af hovedrollerne i, af Ronnie Fridthjof, som var producent (tror jeg, det hedder) på filmen. Ronnie og jeg kender hinanden fra gamle dage i Sydhavnen. Different story.

Jeg havde før set Jon på film og har altid synes, at Gud må have været usædvanligt godt tilfreds efter at have stykket ham sammen, og den opfattelse blev den aften bestyrket.
Jeg skulle dog på job dagen efter, så jeg droppede premierefesten på Zen og gik hjem i seng som den pæne pige, jeg er.
Da jeg et par uger senere mødte Ronnie til Zulu Awards med et par gin/tonic i blodet, spurgte jeg ham henkastet, hvor man skulle ringe hen for at bestille en ‘Jon Lange’.
Ronnies kæreste var dejligt snap til at fortælle, at Jon i hvert fald var single, og hun lovede, at hun nok skulle spørge, om han var frisk på en date.

Nogle uger gik, og jeg hørte ikke noget fra hverken Ronnie, hans kæreste eller Jon. Jeg tænkte, at Jon måske havde fået forevist et billede af mig, slået en hånlatter op og frabedt sig yderligere opmærksomhed fra min side, og det hvepsebo havde jeg ikke lyst til at rode rundt i, så jeg lod det ligge.
Indtil jeg en onsdag stod i Københavns Lufthavn Terminal D kl. 6.30 om morgenen på vej til Berlin for at interviewe selveste Medina og fik øjenkontakt med JON!
Jeg var alt for genert til at flirte med ham, da jeg synes, at han, som han stod der med rodede morgenkrøller og søvn i øjnene, var mere lækker end en Brad Pitt/Orlando Bloom/Ryan Gosling-smoothie, men jeg kiggede, og han kiggede tilbage. Længe.
Så da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til Ronnie og forlangte, at han udbad mig en date med bemeldte hunk ASAP.
Og så fik jeg en mail fra Jon, der spurgte, om jeg ville med i biografen på søndag kl. 12.

Den pågældende søndag faldt i påsken 2011, hvor der nærmest var hedebølge i København, men vi mødtes da foran Grand kl. 11.45, lipsjeg på rystende knæ. De blev dog hurtigt bløde, da jeg opdagede, at Jon også var nervøs og i øvrigt det længste fra en smart-ass, jeg nogensinde har mødt.
Efter filmen spiste vi en sandwich overfor Thorvaldsens Museum, hvor han fortalte vittigheder og vandrehistorier, og på vej hjem ringede jeg til min veninde og sagde, at jeg var solgt.
Om aftenen skrev Jon, som den gentleman, han er, en mail til mig, hvor han takkede for vores date, og jeg var hurtig til at få en ny i kalenderen søndagen efter, hvor jeg tilfææældigvis skulle et smut igennem Odense, hvor han dengang boede og gik på skuespillerskole. Det var d. 1. maj – og siden da har vi været kærester.

Jeg er dødforelsket i den mand, som siden er blevet MIN mand.
Når han går ud af et lokale, er det tomt, og når han kommer ind, er det fuldt.
Når han vågner om morgenen, har jeg savnet ham, mens han sov.

Mange af jer har spurgt, hvordan jeg er så positiv så meget af tiden, og det skyldes i store dele Jon.
Jeg elsker at være sarkastisk og ironisk, men når det kommer til netop hám, kan jeg kun sige det, som det er.

And there, I said it! Midt på internettet en søndag morgen i mit nattøj med en Nutella-bolle imellem tænderne!