20140205-093526.jpg

Jeg har været på besøg hos min far og hans kone siden søndag, og nu trænger jeg også til at komme hjem i min egen seng igen.
Det skorter ellers ikke på servicen her i det alsiske! Jeg har fået serveret både lammekølle med flødekartofler og siden gyros med hvide ris og blandet salat. (I mit barndomshjem har ‘blandet salat’ altid betydet ‘frosne ærter’).

I dag er der fem uger til min termin, og min krop er ved at være træt af det her projekt. Jeg har ikke kunne vende mig i sengen siden november, og da det nu virkelig trækker tænder ud i så vid en udstrækning, at jeg skal kaste op, når jeg forsøger, idet beboerne i bugen maser min mavesæk og mine lunger, mens jeg flakser med benene som en anden Fred Astaire i forsøget på at dreje mig, opsøgte jeg i går en bandagist her i Sønderborg.
En anden tvillingemor har nemlig anbefalet mig et glidelagen. Jeg har googlet som en sindssyg og erfaret, at et glidelagen er noget, man bruger til ekstremt gamle eller ditto fede mennesker, så hjemmehjælpen i et snuptag kan vende dem i sengen, så de undgår liggesår, og kommunens udsendte undgår dårlig ryg…
I have never felt so elegant…! :-/

Desværre var Sahva i Sønderborg ej heller lagerførende i glidelagner, som butiksassistenten ellers var så sød at oplyse mig om plejede at ligge ovre ved siden af gummilagnerne (Dear God, help me!), så i nat blev det atter kun til et par timers søvn.

Kl. 12 tager jeg toget mod København, og normalt ville jeg se frem imod en transportabel lur, men jeg tør altså ikke …
To dage i sidste uge fortalte min ægtemand mig søvndrukkent ved morgenbordet, at jeg nu var indviet i familien som en ‘ægte fru Lange’.
Oversat: Jeg snorker helt vildt…
Endnu en charmerende sidegevinst ved at være udvalgt til at føre liv videre her på kloden.

Måske var det derfor, det i gamle dage var så vigtigt, at man blev gift, før man kastede sig ud i at lave levende kopier?
Fordi kvinden i graviditeten forandrer sig fra at være et fnisede, bette nips med lakerede tånegle og taljerede kjoler, til at være et altædende, larmende, snorkende, pruttende (oh, yes!), hormonforstyret, bevortet kæmpe-monster, der ikke har set sine tæer i flere måneder og derfor heller ikke har formået at barbere ben. Og i øvrigt er helt utiltalende ligeglad med den bette detalje.

Her er man nødt til at have en ægteskabelig kontrakt, der lover manden en plads i helvede, hvis han forlader det, der set i modlys med sammenknebne øjne måske stadig minder en lillebitte smule om den kvinde, han forelskede sig i, som kvinden kan vifte ham i ansigtet med, når han hændervridende og med vigende blik begynder at starte sine sætninger med “Kunne man forestille sig, at det var bedre, at vi….”

Heldigvis er min mand en drømmende eventyrer, som har fået ind i sit smukke hoved, at jeg er lækrere end nyfanget stenbidderrogn først på sæsonen, og det billede har siddet fast på hans nethinde siden 2011. Han har lyserøde briller på og synes, at det er usigeligt romantisk, når jeg beder ham hente hejseapparatet for at bugsere mig op af sofaen, eller når jeg prustende og sveddryppende må have en hvilepause imellem reolen med brød og den med mælk nede i Netto. (Hvis det bare er noget, han siger, indstiller jeg ham personligt til en Robert næste år for den præstation!)
Det har sine fordele at være gift med en kunstner trods den svingende indkomst og det faktum, at han kysser andre damer for penge.

Jeg prøver at se den næste måneds tid som sidste etape i et marathonløb (og her aner jeg virkelig ikke, hvad jeg taler om. Jeg løber kun efter bussen. Eller når der er udsalg eller store dyr efter mig).
Det er hårdt, men det bliver hårdere endnu, og bagefter bliver det så godt, så godt, siger de kloge.
Og modsat marathonløbere kan jeg komme igennem det med en krimi i hånden og en skål slik balancerede på maven, uden at nogen kan tillade sig at se skævt til mig! 🙂