3Så oprandt dagen, jeg havde købt sko, gummi-babser og skrottet neglelakken grundet usikre hænder på grund af karpaltunnelsyndromet.

Men afsted kom vi! På billedet ses Lange, Lange og Tønde.
Nemlig Jons søster, min smukke svigerinde, Camille Lange, som er vært og tilrettelægger på DR3, Jon Lange, my man, og så mig, tønden.

Men SE lige min kjole! Hva’beha’r?!
Jeg skrev ud på facebook for nogle uger siden med en udfordring:
Jeg søgte en designer, som turde tage udfordringen op og gøre fru Lange elegant for en aften – or die trying! Og Benedikte Utzon skrev så til mig og sendte et billede af den flotte kjole fra hendes mærke Est. 1995.

Jeg vraltede op på PR-bureauet Holm & Bertung, hvor bemeldte kjole har til huse og fik at vide, at Iben Hjejles stylist altså havde fået den samme kjole med i udvalg til skuespillerinden til den samme fest. Og da Hjejle var nomineret til en pris, kunne det jo ikke nytte noget, at én eller andens ukendte kone mødte op i den samme kjole som hende.

rygMen jeg havde held til at overtale Holm & Bertung til at overtale Ibens stylist til at overtale Iben (Yes, 5 års kommunikationsstudier på RUC finally paid off!) til at vælge noget andet, da denne her bare var så fin til maven. Og samtidig lang nok til at dække hobbitfødderne …

I går aftes under Robert-festen mødte jeg så faktisk Iben Hjejle ved tag-selv-bordet (Robert-arrangører, I er nødt til at stramme op på det her område! Ring til GrenaaBuchard, hvis I skal have event-arrangør-tips. Selv en sindrig jyde som jeg orker ikke kylling gordon-bleu buffet-style. Det holder ikke, når vi nu har gjort os så umage!).
Iben og jeg kender ikke hinanden, men hun var alligevel så tjekket, at hun kom hen til mig, da hun genkendte kjolen og roste den måde, jeg fyldte den ud på. Very cool!

De, der læste med i går, ved jo, at jeg røg på Strøget i 11. time efter nye sko, som kunne huse mine kæmpe-fødder.fod
Jeg er stolt af at kunne meddele, at jeg havde skoene på hele vejen hen til Tivoli Congress Center, hele vejen op ad løberen og under hele forretten.
Derefter gemte jeg dem under stolen og listede fødderne op i skødet på min mand under bordet og fik lidt diskret og tiltrængt fodmassage.
Jeg klarede også lige at humpe i buffetten efter kylling og kartofler, før jeg måtte give endeligt op og hoppe i ballerinaerne.
Og jeg har seriøst ikke set så opsvulmede fødder, siden dengang Kim Kardashian var svanger!
DANG, hvor gør det naller!

Prisuddelingsdelen af Robert-festen gik ganske, som man kunne forvente. Jagten vandt en masse priser, et par af vinderne takkede deres kone, nogle sågar deres kones bryster, og Oliver Zahle var vært.

glasUnder middagen, mens jeg sad med fødderne i skødet på Jon, fungerede min mave som praktisk indbygget hylde for mit vandglas.

Efter middagen var der fri bar i lobbyen, og her var det tydeligt at mærke, at de kunstneriske sjæle i dén branche sjældent skal møde før kl. 12 på hverdage.
Folk blev lynhurtigt ganske stive, og mange fremmede, velmenende mennesker var så søde at spørge til indholdet af min mave og hvornår, jeg forventede at høste frugten. Når de så hørte, at jeg altså skal vokse yderligere 6-7 uger, idet vores ønskebarn valgte at tage en ven med i undfangelsesøjeblikket, gik de gerne amok i ‘It’s a double raaainboooow’-agtige dimentioner.
Mere og mere som aftenen skred frem.

Åh, hvor jeg dog altid elsker den opmærksomhed i starten af en aften! At være hende, den heldige, som skal have tvillinger!
Men da klokken var halvt midnat, og jeg var den eneste ædru, blev det altså for meget at være hende ‘Maven’.
Desuden var desserten i buffetten en lidt skuffende form for citronfromage-kage, så jeg kunne ikke længere tænke på andet end den 400 gram kæmpe-Toblerone, jeg vidste, vi havde hjemme i venstre køkkenskuffe.

Jeg havde en skøn og storslået aften, følte mig stor og flot og glimtende, og nu er jeg godt klar til at smide alt, der hedder ‘høje hæle’ til hjørne og gå helt i hval-hi indtil foråret.

Ingen af Jons TV-serier vandt priser i deres kategori, desværre, men han kom først hjem kl. 4 i nat og stank som en efterskoleelev på vinterferie i Prag, så jeg tror, han havde en god aften alligevel …  🙂