En sygemelding med sygt dårlig timing …

Ahrmen, altså! Vi har arrangeret to fester med sammenlagt FIRE temaer, og vi har inviteret alle dem, der betyder noget for Krapylerne, som ikke er på enten skiferie eller selfieferie til to fester i løbet af de kommende to dage. Og i nat begyndte Berta at skrante. Hun snøfter, hoster og har feber. Og det er så royal en nedtur …

Heldigvis har hun endnu ikke selv forstået andre repressalier af sin diagnose, end at Hugo skal i børnehave i dag, mens hun skal blive hjemme, hvilket altid synes at ophøje lidt til en særlig status imellem de to. Heldigvis får den, der kommer alene i børnehave, også som oftest en positiv og eksotisk oplevelse ud af det.

Min tanke er, at familien sgu må tage chancen i morgen! Det er lidt konsekvensen af at være blodsbeslægtet, altså. At man kommer til folks fødselsdage, selvom de er forkølede! Og hvis den strækker sig til på lørdag, feberen, må vi udsætte børnefesten, installere Bertie foran en tegnefilm og invitere Hugo og genboens knægt i legeland som kompensation. Det gode ved at flytte børnefesten til næste weekend er potentielt, at der måske er flere af gæsterne, der kan komme, da de måske er hjemvendt fra diverse udenlandseventyr i de mellemliggende dage.

Åh, ja. Det er aldrig sjovt at blive syg, og da slet ikke dagen inden sin fødselsdag. Meeen hellere forkølelse end så meget andet, og vi skal nok få det hyggeligt alligevel! Nu må den snarlige tid vise, hvor grelt det står til.

Om 3 dage har jeg 2 børn på 4 år …

4-års-fødselsdagen er ret stor i tvillingefamilier. Det er den fra børnenes side af bordet nok i de fleste, skal det siges. Sidste år fejrede vi børnenes fødselsdag i Mexico, og de forstod ærligt talt ikke meget af det. Derfor gjorde vi heller ikke det helt store ud af det med gaver. Hugo fik en pistol købt i det lokale supermarked, og Berta fik et sminkesæt fra samme sted, og de var vildt begejstrede begge to. De mangler jo alligevel ikke noget, ungerne, og når de gør, plejer vi som regel at købe det.
Men i år forstår de viiirkelig det med, at de bliver et år ældre. De har glædet sig siden engang i sommerferien, og nu oprinder dagen altså mega-snart! Vi har købt cykler med pedaler til dem på Den Blå Avis for 150 kr. stykket (de forstår konceptet ‘gaver’, men de går på ingen måde op i, om tingene har været ejet før og har lidt patina, så det benytter vi os af så længe, det varer), og i dag gik jeg i BR Legetøj og hev en helt masse ned i kurven! Og jeg glæder mig sååå meget til at pakke det ind og se dem pakke det ud fredag morgen!

Men grunden til, at børnenes fjerde fødselsdag er noget ekstra-særligt i tvillingefamilier er, at man siden graviditeten har hørt fra alle kanter, at det hele vender, når poderne fylder 4. Alt, der før var svært, bliver nemt. Faktisk siges det, at når man får tvillinger, er alting hårdere, end det er for dem, der får deres børn et af gangen, indtil ungerne fylder fire år. Så vender bøtten, ungerne begynder at lege sammen, og pludselig er det nu tværtimod lettere at have tvillinger, end det er at have søskende, der er født med mellemrum.
Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men livet er helt klart et andet, end det var sidste år, fordi ungerne er blevet ældre. Men det var det nu altså også sidste år. Sidste år tvang vi ungerne til at sige farvel til deres sutter på deres fødselsdag. Jeg er på ingen måde ked af, at vi gjorde det på deres fødselsdag, men jeg fortryder, at det skete så brat – som jeg også har skrevet om her. Det var også derfor, vi overhovedet ikke skubbede på med bleafvænningen. Det er først sket i det øjeblik, ungerne selv bad om det – med et halvt års mellemrum, i øvrigt, og det vil jeg til enhver tid anbefale.
Men ikke desto mindre: På det år, der senest er gået, har vi sagt farvel til både sutter, barnevogn (den er i øvrigt stadig til salg, hvis nogen mangler sådan én) og bleer, og vi har sagt goddaw til selvstændighed, temperament, personlighed, ønsker og vilje. Og det er sgu i sandhed et godt bytte! Omend alle delene nogle gange trækker tænder ud. 😉

Fødselsdagen skal fejres i to etaper. Fredag har ungerne fri fra børnehave, og de har bestilt risengrød til frokost! Det får de, og så kommer deres ven, Theodor, fra den gamle børnehave og leger. Han kan nemlig ikke komme til børnefødselsdagen om lørdagen. Fredag aften kommer heeele familien til Køge, hvor vi skal spise middag og kager og synge fødselsdagssange, og lørdag har vi så inviteret de af deres venner, der kan komme (skide vinterferie, altså!) til fest og ballade om eftermiddagen. Vi har bestilt udsmykning fra partyinabox.dk (reklamelink) til begge fester, så jeg satser på, at Bedstefar, Bedstemor, Farmor, Moster og alle de andre er game på at klæde sig ud som enten Elsa eller en politimand! I know I am…

Jeg har (meget snart) to børn på hver 4 år. Det er vildt! Det er så vildt, at det er 4 år siden, jeg startede med at blogge om min kæmpestore mave, vand i hele kroppen og hang til Toblerone, og nu sidder jeg her 4 år senere med to fantastiske, kloge, sjove, dejlige børn, der om to år skal starte i skole, som selv går over og leger med genboen, og som spørger mig, hvad det betyder, når man ’stoler på nogen’, og hvor man beslutter, hvilke døde, der skal begraves, og hvem der skal i himlen. Det er VILDT! <3

Forbilledlig forstads-søndag ❤️

Jeg kunne ikke lide at skrive det i overskriften, men sagen er den, at jeg havde husmoder-boner på hele dagen i går. Der var ikke noget Christian Grey inde over, og den boner skal heller ikke tages i bogstavelig forstand, men blot forstås således, at jeg havde en specifik og meget gennemtrængende følelse af tilfredshed, som var gennemgående for hele eftermiddagen OG aftenen. Hvilket altså ikke er sådan klassisk gennemgående i et hjem med to børn på knap fire, hvoraf den ene har et temperament, der ligner sin mors, som han konstant tester rækkevidden af.

Jeg kom hjem fra min mageløse overnatning på Marienlyst (tjek eventuelt Instagram) ved frokosttid. Efter endte spegedrenge bad Jon om lov til at nappe en lur, og mens han trak torsk i land, begyndte jeg at kode risengrød til vores fælles drønnerter på deres foranledning. Vi er i vores Køge-køkken lykkelige indehavere af et relativt gigantisk køkken med en stor kogeø, der også har plads til øvrige madlavningsrelaterede udfoldelser. Med ansigtet vendt ud mod stuen og spisestuen. Og sidstnævnte parameter havde den dejlige konsekvens, at Krapylerne var tilfredse med at sidde og lege med LEGO i en hel time, mens jeg stod i køkkenet, uden yderligere voksen indblanding end sporadiske jubelskrig over deres DUBLO-design.

Efter risengrøden smuttede jeg op på soveværelset og efterlod et kærestebrev og en iPad til Jon. Jeg noterede, at når han vågnede, forventedes han at blive liggende i sengen og se serier indtil aftensmaden. Nu har jeg haft selvplejende aktiviteter i kalenderen de sidste to weekender, hvor han har passet hjemmet, så det mindste, jeg kunne forære ham, var vel nok en eftermiddag på langs.

Og så gik jeg i gang med at bage småkager. Ungerne spurgte, om de måtte se lidt tegnefilm, og jeg svarede forældre-snedigt, at det måtte de så snart, de havde ryddet deres LEGO op. Således gik der yderligere halvanden time med tant og fjas, superhelte og riddere, før sidste klods var i kurven. Og så snart, jeg havde tændt TV’et, bankede vores genboer på døren. Huset overfor os er lykkeligvis beboet af en skidesød dreng på ungernes alder og hans ditto forældre. Knægten og Berta hjalp med at bage småkager, der desværre på ingen måde artede sig efter hensigten (Jeg har købt et hus. Næste investering bliver en røremaskine!), og så bad alle børnene om lov til at gå ud og lege i haven. That’s first!

Således sad jeg og min nye genbo indenfor og kiggede ud i haven, hvor vores poder hoppede, dansede, legede i den træhytte, der er i vores æbletræ og fodrede den ulv, der åbenbart bor i vores garage (Jeg har kun Hugos ord for den påstand) og havde en fest, mens solen gik ned over tagryggene. Da tiden var inde til aftensmad, bad genbo-knægten om lov til at få Hugo med hjem til middag, og det ønske blev efterkommet. Og så sad vi der og kunne se vores dreng ind gennem vinduet på den anden side af gaden, mens Berta og jeg pyntede de mislykkede småkager med lyserød glasur, og det føltes som om, at det her med at flytte til Køge var verdens bedste idé. ❤️

10 ting, der passer, om MMLeiLange

  1. KÆFT, det undrer mig, hvor mange, der ryger i deres biler! Det har jeg opdaget, efter at vi har fået bil. For lukkede vinduer! EW!
  2. Der er virkelig også mange, der kører for hurtigt OG overhaler indenom på motorvejen. Det troede jeg faktisk, ligesom ovenstående, var blevet umoderne?
  3. I dag skal jeg på spaophold på Marienlyst med en veninde. Det kom i bogen inden turen til Marrakech, og det føles næsten lidt pjække-agtigt sådan at stikke af fra min familie igen allerede. Meeen jeg glæder mig.
  4. Mine krapyler har fødselsdag på fredag. De siger, de begge to vil have en banankage, og Hugo ønsker sig noget så lowkey som en banan-flamingo på toppen. Mkaaay …
  5. Vi har fået en ny sofa, som er meget, meget større, end vi troede. Jeg skal liiige vænne mig til den, men jeg viser den frem i næste uge! Så kan I være med til at afgøre, om vores stue nu ligner et venteværelse eller ej …
  6. Faktisk skal jeg rejse vanvittigt meget dette forår. Om en måned skal jeg på en pressetur til freaking Marrakech, og i slutningen af marts skal jeg til Benin i Vestafrika sammen med BØRNEfonden, som jeg er ambassadør for. Og i påskeferien overvejer Jon og jeg at tage ungerne med til Barcelona ligesom sidste år. OG i maj skal vi til USA! Fandme da usmart at købe hus, når man alligevel aldrig er hjemme, hehe!
  7. Alle de, der sagde til mig, at børnene aldrig kommer til at bruge deres værelser, fordi de ligger på første sal, har indtil videre ret. Vi er alle sammen i stueetagen. KonSTANT.
  8. I vores køkken er der en indbygget espressomaskine. Men hverken Jon eller jeg drikker kaffe, så nu går vi og overvejer, om vi skal pille den ud og få plads til en mikroovn, eller om vi skal beholde den til kaffedrikkende gæsters glæde.
  9. I morges startede ungerne og jeg dagen med at gå i skoven. Hugo ville virkeligt nødigt med i starten, og da jeg spurgte til hans modstand, gik det op for mig, at han har hørt lidt for godt efter, når han har fået oplæst Den Lille Rødhætte, og han var således skrækslagen ved tanken om “det sted i skoven, hvor træernes toppe mødes, så intet lys kommer ned”, som han udtrykte det.
  10. Til gengæld sagde han også, at han gælder sig til foråret, hvor “græsset breder sig som et tæppe under os, og fuglene synger fra trætoppene” … Han er ganske lyrisk minded, min dreng. <3

Detaljer om præcis hvilke lån, vi valgte, da vi købte Drømmehuset


Jeg skrev et indlæg om vores tanker i forhold til banklån lige inden, Jon og jeg skrev under på det stykke papir, som på én og samme gang gjorde os nogle millioner rigere OG nogle millioner fattigere – alt efter, hvordan man ser på det. Og det indlæg blev faktisk læst ret mange gange. Det kom en kende bag på mig, da jeg selv synes, at tal som udgangspunkt er kedeligt (og svært at forstå), men det viser nok, at mange af jer, der læser med her hos mig, måske befinder jer lidt i samme situation som jeg. Og det overrasker mig ikke. 🙂
Måske er I ikke alle sammen ude på at flytte til Køge, men der er nok mange i “vores alder” (de fleste af jer, der læser med herinde på bloggen, er mellem 25 og 35 år gamle), der stifter gæld for at købe bolig. Eller nærmer sig det sted i livet, i hvert fald.

Jeg blev sprogligt student, og jeg er enormt dårlig til tal – OG pinligt bevidst om det faktum. Jeg skal have lommeregneren frem ved bare de mindste matematiske hovedbrud, og jeg har ingen interesse i at regne for sjov. Min moster underholdt i mine unge dage tit med historien om, hvordan jeg havde været med hende og mine kusiner i biffen engang, og da vi kom for tidligt, gav de andre sig til at regne ud, hvor mange mennesker, der potentielt ville kunne sidde i salen, ved at gange antallet af stole på langs med antallet af stole på tværs, og jeg skal angiveligt have udbrudt noget i retning af “Om jeg begriber, at I gider at regne i jeres fritid!” Og den udtale står jeg for så vidt stadig ved.
Men når det kommer til at låne en helt masse penge i banken, slår jeg alligevel lyttelapperne ud og sætter mig ind i sagerne, og det har faktisk været ret spændende. Jeg har holdt møder med forskellige mennesker, som er langt klogere end mig, og så har jeg lagt mig fladt ned på jorden og bedt dem om bogstaveligt talt at tegne tingene for mig, så jeg kunne forstå dem. Jeg er ikke helt med på det med kurstab og hvordan, man investerer i den henseende, men bortset fra det er jeg sgu ret godt med! Og ret stolt derved!

Det første, vi gjorde, da vi vidste, at vi ville købe et hus, var at tage et møde med vores bank for at se, hvor mange penge, vi kunne få lov at købe for. Vi har Sydbank, som vi altid har været godt tilfredse med. Jeg havde en anden bank, da Jon og jeg blev kærester, men da vi besluttede os for at få fællesøkonomi, insisterede han på, at jeg rykkede over til Sydbank, da han havde et mere nært forhold til dem, end jeg havde til min bank, og sådan blev det så.
Vi var begge ret spændte på mødet, og vi havde meget lave forventninger, da ingen af os jo kan mønstre en lønseddel. Jon har altid været “selvstændig” og har løbende perioder uden arbejde, og jeg har ikke haft et fast arbejde siden 2014. Dog har vi sparet godt op henover de seneste par år – netop fordi vi ikke regnede med at kunne få lov at låne mere end 80% af en eventuel købesum, når den dag kom. Det er jo nemlig sådan, at man kun kan låne 80% af en boligs værdi i realkreditinstituttet (det er den del af lånet, der har den gode, lave rente), og de sidste 20% skal man selv stille med. Enten fordi, man selv har dem, og ellers kan man låne dem i banken. Men altså til nogle ganske andre renter, hvilket jo gør, at ens månedlige ydelse bliver noget højere, og så er der færre penge til leverpostej og ture til Marrakech.

Vi havde dog ikke behøvet være så nervøse, Jon og jeg, for det møde. Vores bankrådgiver grinede en lille smule af vores undskyldende attituder og fortalte, at det altså ikke handler alene om at kunne præsentere en lønseddel. I Sydbank kigger de på folks individuelle økonomier og tager en masse forskellige ting i betragtning. Hvordan er deres forbrugsvaner, sparer de op, hvad tjener de (hvis de er selvstændige) i deres små virksomheder og så videre. Vores bankrådgiver havde sat sig virkeligt godt ind i vores situation og forhold på forhånd og kunne derfor være med til at rådgive os i forhold til i hvilket økonomisk spænd, det nok ville være fornuftigt at kigge efter hus. Og vi blev altså på den måde allerede fra starten forhåndsgodkendt til et beløb, der var noget højere, end vi havde forventet, og så kunne jagten begynde!

Da vi havde fundet Drømmehuset (som nu er vores! YAY!) sendte vi salgsopstillingen til Sydbank og bad dem komme med et bud på, hvor meget det ville koste at tage lånet gennem dem og deres realkreditinstitut, Totalkredit. Vi fik tilbudet et par dage efter og sendte det til min far, der er gammel bolig-jurist, og han fik sin svoger, der er ejendomsmægler, til også at kigge det igennem. Og de kom efter lidt reseach frem til, at det sgu nok ikke kunne gøre meget billigere. WIN! Hvis det kunne, ville vi nemlig have skiftet bank, men det er nu så bøvlet, og vi har altid været glade for Sydbank, så det ville have ærgret mig.
I januar skulle lånet så endeligt tegnes. Vi havde inden da haft et møde med vores fælles revisor, som anbefalede os at lave en lidt blandet belåning, og det var også det, banken rådede os til. Vi mødtes med vores bankrådgiver i Sydbank på Frederiksberg, og så talte vi det hele igennem i en time. Han og hans kollega fra Sydbank København, som jeg også har haft en del at gøre med, og som derfor var sød nok til også at deltage i mødet, tegnede og fortalte, viste ting på computeren og forklarede det hele ned til mindste detalje og 30 år ud i fremtiden.

Vi valgte at dele vores lån op. Det vidste jeg slet ikke, at man kunne, men det kan man altså, og det er ret smart. Så får man også tilgodeset både sin fornuftige side og den lidt mere gambler-agtige.
De 20% af købssummen havde vi selv på en konto, så vi slap for et lån i selve banken. Altså skulle vi kun tegne et realkreditlån på 80% af købssummen. Og vi har så gjort det på den måde, at vi har lånt 40% af beløbet (altså af de 80%)med en fast rent på 2%. Et såkaldt 30-årigt obligationslån! Renten stiger aldrig, og vi betaler af på den del af lånet hver måned. Helt igennem fornuftigt og lige det, min far ville have anbefalet.
De resterende 60% af realkreditlånet har vi så til gengæld lånt gennem et F5-lån. Renten her sejler i øjeblikket rundt nede på omkring 0,25%, hvilket jo er latterligt billigt! Der er den så i fem år, og herefter ved kun guderne, hvordan situationen ser ud. Så i værste fald stiger renten helt vildt, og så må vi altså til lommerne! Dog kan man sige, at den kan stige næsten 100%, før den rammer de 2%, den anden del af vores lån er på, og den stigning har vi råd til. Oven i det har vi valgt at gøre brug af vores 10 afdragsfrie år på denne del af lånet, så det betaler vi ikke af på.
På den måde sidder vi relativt billigt her i vores hus i Køge. Og det er smart, da vi begge to er selvstændige, for det betyder jo, at vi ikke skal trække så mange penge ud af vores firmaer hver måned, som vi skulle, da vi boede i København. Det havde jeg heller ikke tænkt på, før vores rådgivere pointerede det!

Så et banklån er ikke bare et banklån, og en lønseddel er ikke bare en lønseddel. Alt hænger sammen, og det er virkelig smart at bruge lidt tid på at sætte sig ind i, hvad der passer til ens private økonomi.
Så jeg vil sige, at når man handler bolig, er det altså en god idé at have en bank, der gider at lytte til én, svare på ens spørgsmål og tegne ting på papir. Jeg har været meget positivt overrasket over, hvor subjektive og personlige Sydbank har været i deres vurdering og rådslagning med os – og det var altså for en god ordens skyld længe inden, vi besluttede at lave et samarbejde. Det kom først på banen, fordi de blev inspirerede af det her indlæg til at give “det der blogging en chance”. 😉

Næste skridt er, at Jon og jeg her i foråret skal have et nyt møde med vores bankrådgiver på Frederiksberg (ham giver vi altså ikke slip på, selvom vi er rykket til Køge). Nu, hvor vi har samlet udbetalingen til huset, skal vi nemlig i gang med at spare op til pension og have en snak om det, de kalder “risikodækninger”. Altså tab af erhvervsevne, kritisk sygdom og andre alvorligheder. Og dét kan også gøres på et utal af forskellige måder, kan jeg forstå, når jeg lytter efter ude i verden. Og det er også en liiille kende røvkedeligt – men en virkeligt god idé at sætte sig lidt ind i. Derfor er jeg sgu ret glad for at have en bank, der tegner, fortæller og sætter sig ind i lige præcis min økonomi i stedet for bare at se mig som et nummer på en computerskærm. Så må vi bare håbe, at min rådgivers kreative talent også rækker til at kunne tegne pensioner på en måde, så selv jeg kan følge med. 🙂