Loppemarked i Langehjemmet + nogle af de tasker, jeg sælger …

Sådan en flytning vækker jo altid lopperen i de fleste. Man vælter rundt i bunkerne af sine ejendele - gør sit bedste for at skabe sig et overblik. Bruger alt for langt tid på gamle dagbøger og relativt ubehjælpelige postkort fra folkeskoleveninder, og så falder man over skatte, man havde glemt, man ikke kunne leve uden. Og desuden ting, man opdager, at man godt kan leve uden. Ligeså herhjemme. Jeg har ryddet gevaldigt op og ud i gemmerne og har særligt fundet...
Læs mere

Nåh, men virkede hypnosen så?

_dsc6409
Det var altså sjovt. Viiirkelig sjovt at prøve at blive hyptoniseret.
Vi optog videoerne og foretog hypnoserne hjemme hos mig. Mads Møller, som også var med i eksperimentet, og jeg blev hypnotiseret på skift, og vi startede med mig. Da vi var færdige, begyndte de andre at stille mig en masse spørgsmål om, hvordan det var, og jeg var nødt til at bede dem klappe kaje i tyve minutters tid, fordi den følelse, jeg havde i kroppen og hovedet var så rar, og jo mere, jeg interagerede med andre, jo længere væk kom den. Og jeg ville gerne spare lidt på den.
_dsc6346
Ham Ulf Sandstrøm, som hypnotiserede os, er svensk, men taler næsten perfekt dansk. Jeg forstår ikke svensk, og jeg forstod ham, kan man sige. men han havde nogle ord og vendinger, som ikke var helt korrekte, og jeg ved ikke, om det måske er det, der har forstyret mig. Samtidig sad jeg op i lænestolen i den halve time, det tog ham at hyptonisere mig, og i løbet af den tid gled mit hoved ned, så jeg sad lidt ubehageligt med nakken, og det trak lidt fokus. Måske er jeg bare ikke en type, man kan hypnotisere.
_dsc6306
Det virkede i hvert fald ikke, desværre. Selve hypnosen havde en meget, meget behagelig effekt. Som en form for hjernemassage, vil jeg næsten driste mig til at kalde det. Jeg følte mig helt i ‘zen’, for så at bruge dét udtryk, bagefter, og jeg var frisk og nærværende på en måde, som ikke nødvendigvis er sådan evigt gennemgående for en type som mig med små børn og søvnbesvær. Så jeg var jo modtagelig i én eller anden henseende, men DESVÆRRE gjorde det ikke, at jeg glemte Sex and the City.

Efter hypnosen gik vi alle sammen hver til sit, ungerne kom hjem, og jeg fik travlt med alt muligt ikke-SATC-agtigt. Og jeg gjorde mig faktisk en lille smule umage med ikke at tænke på serien, selvom alle ved, at det værste, man kan gøre, hvis der er noget, man ikke vil tænke på, så er det at prøve. Men jeg synes alligevel, det lykkedes ret godt.
Vi skulle nemlig mødes igen dagen efter og teste, om hypnosen havde virket. I min stue, og de gode folk fra SAMSUNG havde sgu købt både popcorn og Stjernemix til underholdningen! Klokken 10 om formiddagen! Jeg siger jo, de forstår sig på bloggere! 😉

Se videoen fra eksperimentet med mig og Mads Møller herunder. TV’et, vi stirrer på, er i øvrigt et QLED fra Samsung, som de desværre hentede igen efter forsøget, og Jon græder stadig lidt over det. Og selvom jeg altid har sagt, at jeg ikke er teknisk kyndig nok til at sætte pris på høj opløsning og mega-skærm, så er jeg i det her tilfælde faktisk rørende enig med ham. KÆFT, det TV klæder mig!

Man kan i øvrigt selv prøve hypnosen i digital form HER!

Et vemodigt farvel til kolonihaven med 33 fine, sommermilde billeder … <3


Billedet her er nok mit yndlings fra koloen … Hugo spiser Chocos og skal have det hele med. 🙂

En æra er i sandhed forbi. Kolonihaven er solgt, skødet er underskrevet, og pengene er forhåbentlig på vej ind på fælleskontoen, for de skal bruges i næste uge, når vi skal formøble alle vores likvider for at kunne stille med udbetalingen til villaen i Køge. Vi har købt en freaking VILLA! Det skal nok gå alt sammen.
Men koloen er nu en saga blot, og mit hjerte bristede lidt, da jeg her til morgen så billederne igennem fra de sidste par år. Vi har haft sådan nogle fine, fine timer derude, og jeg kommer sådan til at savne vores lille hus, rabarberplanterne, terrassen og de søde naboer. Og vi kommer nok aldrig til at få en kolonihave igen. Da vi købte den i maj 2015, var der vildt mange til salg på Den Blå Avis, men i de to-et-halvt år, der er gået, er markedet eksploderet, så da vi meddelte kolonihaveforeningen, at vi agtede at sælge, fik jeg en interesseliste med 150 navne på på folk, der ønskede hus bare på vores sti.

Men det var smukt så længe, det varede, og her en lille tur rundt om blokken med Lones Lune fra 2015 – 2017. Tre sæsoner nåede vi at have derude. Og forhåbentlig kommer de nye ejere til at have mange flere! <3

  

Hyggeaften i hyggetøj – i København

Da jeg inden årsskiftet aftalte med Femilet, at vi skulle lave det her samarbejde, troede jeg, at vi på nuværende tidspunkt allerede boede i Køge. Jeg havde lige glemt, at selvom vi overtog huset midt i januar, ville der jo også lige gå nogle uger med at få ordnet vægge og gulve i huset. Jeg havde nok bare et billede inde i hovedet af, at vi kørte ind i indkørslen i vores Ford Mondeo med alt vores habengut i bagagerummet og så rykkede ind i samme nu.
Men der er altså håndværkere i gang nu, mens jeg sidder som på nåle og stirrer på sekundviseren på mit ur og bare venter på, at det skal blive d. 30. januar, så drømmen kan gå helt i opfyldelse.

Indlægget her handler om Femilets homewear-kollektion, og da vi aftalte det, kunne jeg så tydeligt se for mig, hvordan jeg ville tage en masse billeder af mig selv i mit fine, stribede, lyserøde sæt i den nye stue i det nye hus! Vi har bestilt en flaskegrøn sofa, og jeg fik nærmest emoji-stjerne-øjne ved tanken om, hvor fint de to farver ville komplimentere hinanden.
Men altså – vi bor stadig i København, vores sofa er stadig brun, og der er stadig håndværkere i Langehuset i Køge.

Men Femilets homeward-kollektion er heldigvis stadig lækker, og det vidste jeg faktisk godt i forvejen. Jeg har nemlig et sæt næsten magen til det, jeg ses i på billederne, som jeg har brugt som hyggesofasæt og nattøj hele efteråret og vinteren. Jeg er meget kuldskær – særligt om natten – og jeg vågner meget let. Hvis jeg er et sted, hvor jeg har glemt mit nattøj og derfor sover i en t-shirt, er det stensikkert, at jeg vågner i løbet af natten, fordi jeg fryser mine overarme. Derfor har jeg, så længe jeg kan huske, sovet i lange bukser og bluse om natten.
Faktisk sov jeg indtil for et par år side altid i en af Jons gamle trøjer og et par tynde joggingbukser, men efter at vi har fået børn, kan det godt tage mig en time eller fire at få tøj på, efter at vi er stået op i weekenden. Det betyder, at jeg valser rundt i hjemmet hele formiddagen i en mondering, der minder om en blanding af en vagabonds og Rick Owens seneste runway-kollektion. Og det slog mig altså sidste efterår, at det har Jon egentlig ikke fortjent at gå rundt og kigge på. Det er givetvis ikke det alene, der ville komme til at udløse den 7-års-krise, der potentielt ville skulle ramme os til sommer, men alligevel. Man kan da godt oppe sig lidt overfor hinanden. Ikke at jeg springer ud af sengen lørdag morgen kl. 5 og begynder at spartle foundation i ansigtet, men når man nu kan få noget rart, behageligt, lunt sove/hygge-tøj, der samtidig ikke får én til at ligne en subsistensløs, så er det jo en gratis landvinding for alle parter. Så sidste år ønskede jeg mig sådan et sæt i julegave, og det fik jeg altså af min søster! Et homewear-sæt fra Femilet. Ærligt talt troede jeg bare, det var nattøj, men jeg kan faktisk bedre lide ordet ‘homewear’. Det understreger lidt, at man altså gerne på spankulere rundt i det hele formiddagen – og faktisk eftermiddagen også. Bare man bliver hjemme. 😉

Og nu sidder jeg altså her i vores fine lejlighed i København. Ungerne sover, og Jon er i byen (han var venlig nok til at knipse fotos af mig inden afgang). Vi var i IKEA i eftermiddag, hvor jeg udover nogle kommoder til det nye hus også investerede i en pose Poly-chokolader (det blev dem i den røde pose, men jeg er sgu altid morderligt i tvivl om, hvorvidt jeg skal vælge den røde eller den blå), som nu er mit eneste selskab, og det er lidt dejligt. Planen er at lukke ned for min labtop-skærm om lidt og tænde for TV-skærmen i stedet og se en solo-film. Sådan én, jeg selv bestemmer, fordi der kun er mig til at se den, og mens jeg gør det og spiser Poly’er, vil jeg have lagt den neglelak, jeg ikke har fået lagt i titusind år. Jeg elsker, når jeg får det gjort, men glemmer det tit.

Og det skal man ikke. Man skal sgu’ huske de små ting! Også dem, der ikke nytter noget. Det var I en del, der overbeviste mig om i mit kommentarfelt i går, og jeg bliver helt varm i maven af det. <3

Det sæt, jeg gar på, hedder Dixie og kan købes her!

Jeg når nok ikke det, andre når

Jeg tror, jeg når færre ting end folk.
Jeg arbejder cirka seks timer hver dag, og det er svarende til en deltidsstilling. Det er ikke fordi, jeg ikke ville kunne finde på andet at lave, hvis jeg blev til klokken 17 hver dag, men lige nu tillader skæbnen mig, at jeg KAN gå klokken 15, og derfor gør jeg det. Både fordi, jeg har børn, men også fordi, jeg bare godt kan lide at holde fri.
Min dag i dag er fuld af møder, og jeg ville gerne lige nå at svare nogle mails også, så planen var i morges at skynde mig fra børnehaven efter aflevering ind til kontoret, så jeg kunne få banket nogle ord i computeren. Men så mødte jeg én af de andre børns mødre udenfor, og hun er så sød. Så vi sludrede lige i en tyve minutters tid. Jeg kunne have sagt, at jeg desværre havde travlt, men det havde jeg ikke lyst til, for de var hyggeligt, så jeg lod være.
Endeligt oppe på cyklen begav jeg mig på den hurtigste vej mod Tinnitus, da det gik op for mig, at min mave skreg og råbte, fordi jeg ikke havde fået morgenmad. Tinnitus’ kontorlokaler ligger faktisk ovenpå et dejligt bageri, men de har ikke de dér choko-rug-boller, som de har i Lagkagehuset, og som jeg sådan havde lyst til. Og friskpresset juice. Så vel på min vej endte jeg faktisk med at vende cyklen for at først at runde Lagkagehuset, inden jeg tog ind på kontoret. Og det betød, at jeg kom til at se den fine udsmykning, der lige nu er på Strøget i anledning af det forestående kinesiske nytår, og pludselig føltes beslutningen endnu mere helt rigtig!

Og her sidder jeg så nu i skrivende stund, med mine boller på en pæn tallerken og min appelsinjuice i et glas med fine udskæringer. Glasset var faktisk i opvaskemaskinen, men ting smager bedre i smukke glas, så jeg tog mig tiden til at vaske det i stedet for at nappe et af dem fra IKEA i skabet. Jeg når ikke så meget, som jeg kunne have nået, og det gør jeg faktisk ret sjældent, fordi jeg aldrig kan lade være med at prioritere de små ting, som tit spænder ben for effektiviteten. Jeg kommer dog aldrig for sent til møder, for jeg gør mig umage med kun at spilde min egen tid, men det betyder, at der er projekter, jeg gerne ville søsætte, som stadig ligger til kaj.

Det er noget, jeg tithar skammet mig lidt over. At jeg ikke formår at være mere effektiv med min egen tid. Jeg føler, at jeg på en måde er doven. Jeg har længe gerne ville skrive en bog, og hvis jeg nu var lidt mere målrettet i min hverdag, ville det nok også være lykkes nu. Cana har gjort det, og jeg synes, hun er stjerne-sej! Jeg har godt nok været med til at skrive manuskriptet til teaterstykket ‘MØDRE’ på Folketeatret, som får premiere i april, og dét er jeg knagme også stolt af, men det var ikke nogen nem proces, skal det lige siges. Det tog mig hundrede år og en madpakke at få sat mig ned og brugt den tid, det tog at få nedfældet ordene på papir. Jeg kan sagtens finde på, hvad jeg skal skrive – jeg får det bare først skrevet i aller-aller-sidste øjeblik. Fordi min tid ellers går med hyggesnakke, omveje til bageren og den slags. Og det irriterer mig i det store billede, men alligevel får jeg ikke rigtigt gjort noget ved det. I hvert fald ikke i de her år, hvor vi har små børn, og de små momenter af en dag, der går med ting, som intet reelt formål tjener andet end velvære, føles dejligt på et helt personligt plan. Som ikke kan måles på andet end noget med en rar fornemmelse i maven.

Og jeg har i min efterhånden ret voksne alder efterhånden valgt at forlige mig med det og se det som noget (også) positivt. Jeg cykler altid den kønneste eller hyggeligste vej uanset, hvor jeg skal hen – også selvom det tager lidt længere tid. Og det er måske nok uproduktivt, men det betyder, at jeg efterhånden har set en del små kvarterer i København, som jeg ellers ikke ville have stiftet bekendtskab med. Og selvom det måske ikke direkte nyttigt, så er det med til at udgøre det samlede billede af den dag, jeg fordøjer, når jeg kolapser på puden om aftenen. Det samme er hygge-sladderen foran børnehaven og de gode boller fra Lagkagehuset.

Måske er jeg faktisk bare enig med Hendes Majestæt Johnny Magrethe II af Danmark i det, hun sagde i sin tale til Nationen nytårsaften. Hun plæderede, at vi skal gøre noget unyttigt noget oftere, og dét er jeg god til! Så må jeg nå det hele og være mega-effektiv i mit næste liv. 😄

God weekend! Og således min fulde opbakning i at gøre noget hyggeligt og upraktisk. ❤️