TWINPEAKS

Jeg skal være moster!!

Jeg har glædet mig til det i titusind år, og nu er det endelig sket! Min smukke søster er gravid i 21. uge, og til november bliver jeg moster til en lille dreng! (Og ja, hun bliver mor, bevares…) 😉
Der er fire års forskel imellem mig og min lillesøster, som jeg kalder Fie. Hun hedder Anne Sofie, så den ligger ligefor, kan man sige. Hun har imidlertid aldrig kaldt mig andet end ‘Mia’, hvilket jo så kan undre, men sådan har det bare altid været. Alle hendes veninder kalder mig således også Mia, og det er egentlig lidt hyggeligt.

Allerede for mange år siden snakkede Fie og jeg om, at det ville være ret smart, hvis jeg nu blev gravid først (jeg er jo den ældste), og når jeg så en dag var klar til baby nummer to, ville hun nok være moden til den første, og så kunne vi følges ad på den måde. Jeg følte faktisk lidt, at den aftale var skrevet i stjernerne og hugget i granit. Men vi ved jo alle, at hvis man gerne vil have Gud til at grine, skal man bare fortælle hende om sine planer.

Og således fik jeg forpurret den aftale, da jeg ikke som tilsigtet ventede fire år med at koge barn nummer to, men i stedet faldt for et “2 for 1”-tilbud på Riget tilbage i 2014 og fødte to unger på én gang. Så nu er min søster gravid helt alene, og jeg har en lille smule “empty womb-syndrom“, men jeg gider altså bare ikke lave flere børn selv.

Og jeg glææææder mig! Jeg glæder mig SÅ sindssygt, latterligt meget til, at min søster og svogers lille søn kommer til verden, og jeg får lov at blive moster! Fie fortalte mig om det spirrende frø i sin mave i forsommeren, så jeg kunne selvsagt ikke dy mig for at købe en masse babytøj på outlet, da vi var i USA. Faktisk er den lille herre, som stadig blot er en alien i sin mors mave, allerede indehaver af et par morderligt seje sneakers størrelse itsy-bitsy!

Ja, jeg har fortrudt min tatovering. Lidt …


Nu er det snart halvandet år siden, at jeg fik min første tatovering i en alder af 35. Jeg har faktisk drømt om at få én, siden jeg var 20 år, og når man siger det på dén måde, er det måske svært helt at forstå, at det alligevel var en relativt impulsiv beslutning.

Årsagen til, at jeg inden februar 2017 ikke havde ladet nogen ridse blæk ind i huden på mig var, at jeg i start-tyverne lavede en aftale med mig selv. Jeg havde set alt for mange grimme tatoveringer derude, og jeg havde hørt alt for mange sige, at de havde fortrudt deres ink. Derfor aftalte jeg med mig selv, at hver gang, jeg fandt på et motiv til en tatovering, jeg gerne ville have, og et sted på kroppen, den skulle sidde, skulle jeg tænke på den i TO år. Hvis jeg efter to års overvejelser stadig gerne ville have den siddende på min krop, skulle jeg bestille en tid hos en tatovør. Og det skete aldrig … Den sommer, jeg tilbragte på stranden i Barcelona, drømte jeg eksempelvis om at få evighedstegnet en  guldsmed (altså sådan en sommerfugle-én, ikke? Ikke håndværkeren) på ribbenene under min ene babs i venstre side. Men vi nåede altså ikke gennem vinteren, før jeg synes, det alligevel ikke var nogen skidegod idé.

I årene efter, at jeg mistede min mor, tænkte jeg også meget på at få tatoveret noget, der symboliserede hende, men det gik jeg bort fra af flere årsager. For det første var min mor typen, der aldrig gik med makeup. Hun lakerede heller ikke negle og havde ingen huller i ørene. Hun barberede heller ikke ben. Hun mente ikke, at man skulle ændre på sin krop for at tækkes moden eller andres opfattelse af, hvad der var pænt. Det vigtige ligger indeni. (At hun så farvede hår, har jeg ingen fornuftig forklaring på, men jeg kan sgu meget godt lide, at hun ikke var REN princip, hehe). Så med andre ord ville min mor aldrig bifalde en tatovering – og derfor ville det være noget fis at gøre i hendes navn. Jeg kunne så selvfølgelig vælge at gøre det for min egen skyld, som et minde. Og det gik jeg bort fra, fordi jeg gerne selv ville bestemme, hvornår jeg skulle tale om den store sorg, det særligt de første mange år var, at hun ikke længere var her på jorden. Og hvis jeg havde en tatovering, der symboliserede hende, ville jeg ikke kontrollere, hvornår folk pegede på den og spurgte “Hvad står dén for?”. Derfor lod jeg være.

Men i februar 2017 lod jeg være med at lade være! Siden vores bryllup i 2013 har jeg gerne ville have en tatovering med Jons navn. Jeg drømte om at få tuschet hans navn et sted på min krop med blåt blæk inden den store dag, således at tatoveringen kunne være mit something blue. Men det kunne jeg jo ikke nå, for der skulle jævnfør min egen aftale med mig selv gå to år …
Men i februar sidste år besluttede jeg mig for at få den tatovering med Jons navn. Jeg vågnede en morgen og havde drømt, at den skulle være formet som et hjerteslag på sådan en hospitals-monitor, og samme aften gik vi ned i pisserenden og fik gang i en af de der tatovører, der har været med i det der tatovør-program på TV3. Det tog lige omkring 3 minutter og gjorde ikke særligt ondt – og nu sidder den der.

Har jeg fortrudt?
Lidt …
Jeg griner lidt, hver gang, jeg tænker på det, for det er altså lidt sjovt at have været så velovervejet omkring tatoveringer hele sit liv, få en lillebitte én og så fortryde lidt. Jeg er slet ikke mega-ked af den, men synes bare lidt, det er noget pjat. En form for knock-knock-joke, der nu sidder fast på min underarm. Fordi den sidder, som den gør, ser folk den tit, og jeg kommer således til at virke “mere tatoveret”, end jeg er.
Jeg må sige, at jeg har fortrudt, at jeg ikke holdt fast i min aftale om at vente to år. Det var sgu en fin deal! Men jeg har ikke fortrudt mere, end at jeg jo gerne ville have tegningen med på det her billede. 😉
Det er Jons navn, og det kan jeg aldrig fortryde sådan helt. Jeg tror bare, jeg havde været lige så glad, hvis den ikke sad der, hvis det giver mening.

Vi talte faktisk om at få en tatovering sammen i forbindelse med vores genbryllup. Det har vi talt om siden efteråret. Jon vil gerne have én mere, og hell, nu er jeg jo i gang, kan man sige. Men vi har  aftalt at holde fast i min gamle aftale. Så nu har vi fundet motivet, og hvis vi stadig kan lide det til min fødselsdag i oktober næste år, så får vi dem lavet.

Men altså – min mor har jo ret. Det vigtigste er indeni! 🙂

De der mange, få øjeblikke …

Misundelse er en grim ting, siges det, og jeg ved ikke helt, om jeg synes, det er rigtigt. Misundelse – eller bare det at ønske sig noget, andre har – kan vel på en måde også bruges som et pejlemærke. Når man mærker underskuddet, ved man, hvor man skal rette snuden hen. Hvad man synes, man mangler, og derfor skylder sig selv at gå efter.

Jeg er og har løbende gennem mit liv været misundelig på mennesker i og i udkanten af mit liv – og på Instagram. Fordi de havde en federe lejlighed, rejste til lækrere destinationer, var gravide, forelskede, solbrændte, slankere end mig eller inviteret til en blæret fest, hvor ingen havde skænket det en tanke at invitere mig. Det har ikke (nødvendigvis) betydet, at jeg ikke har ønsket indehaveren af det ønskede, at de skulle have det – jeg har bare også ønsket det for mig selv.

Og jeg har på det seneste lagt mærke til, at jeg ikke er misundelig på nogen. Når jeg ser billeder af folk, der gynger fra palmetræer i Ubud, tænker jeg “Kæft, hvor nice!”, men lige for tiden vil jeg faktisk helst være i Køge. Når jeg ser folk, der er nyforelskede, genkender jeg mig selv, for sådan har jeg det sgu stadig med Jon. Når jeg ser billeder i dameblade fra sygt labre huse eller lejligheder i Sydfrankrig eller indre København, får jeg atter optur over det hus, som er mit og min families, i det, jeg vil tillade mig at betegne som (min) verdens navle. Og når jeg ser en gravid mave, kører jeg hånden henover min egen mave og glæder mig ved tanken om dengang, jeg selv var gravid, og endnu mere over ikke at være det mere og nu i stedet have to store, seje, sunde og raske unger. Og når hånden nu ér på mit maveskind, kan tanken godt strejfe mig, at jeg faktisk ikke har været helt så god som de andre (eksempelvis seje Sneglen) til at overholde Lotte Arndal-aftalen i foråret, og jeg mangler stadig små 5 kilo for at veje det, jeg synes klæder mig bedst. Men måske netop fordi, jeg er så glad for alle de små hjørner og store linjer af min tilværelse, føler jeg mig sej, smuk og lækker! For ting hænger jo sammen – én ting kan vælte hele læsset, og en forening af flere kan på den anden side hæve gennemsnittet og skabe en stor, varm følelse, der jager smålighed på flugt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at misundelse er en grim ting, men når man slipper for den, er det nu alligevel ret smukt. 😊

Møs og tanker fra en tilfreds og taknemmelig Langemor.❤️

Når man bliver glad over at være en spade

Nogle gange er det en lise ikke at være den hurtigste knallert på havnen. Når man ikke ved det hele, kan man blive så gevaldigt og positivt overrasket nu og da. Og i nærværende tilfælde har noget, der normalt betegnes af de fleste som værende ‘træls’ eller ‘nedtur’ (på ilandsskalaen, forstås), vist sig for mig som en velsignelse.

Jeg har i et par år været hjemsøgt af støvmideallergi. Jeg er testet adskillige gange, og det ér altså hverken græs eller pollen, men ganske enkelt støvmidder, mit system ikke tolererer. Vi har kun få tæpper i hjemmet, ingen tunge gardiner, og vi har for nyligt fået en allergivenlig seng. Og allergivenlige dyner har vi også.

Men støvmiderne finder mig nat efter nat. Som myg finder en bar mås i måneskin er den sikker every night. Jeg vågner enten i løbet af natten eller om morgenen med nys og snot og ballade og vækker som en hane med sin galen både børn og mænd, rotter og mus.

Og det er fint nok! Jeg har for nyligt været hos lægen, hvor jeg har fået en henvisning til en allergi-læge og en recept på en næsespray, jeg nu forsøger mig med. Om dagen er jeg vanligvis rimelig forskånet, så det påvirker som sådan ikke min livskvalitet.

Men cirka en gang om måneden breder allergien sig ud på en hel dag. En nysenes dag fuld af røde øjne og en næse på overarbejde som en polsk håndværker . Og dagen efter vågner jeg op og er a-okay, indtil natten sætter ind. Men de dage er pænt træls, to be honest.

Men de seneste to dage har allergien varet både dag og nat. Og vi snakker creme i hornet, røde øjne, nys og propper i ørene. Svært ved at sove, tung i hovedet, baldret. Intet hjælper. Hverken antihistamin eller binyrebarkhormon i snuden, og det er gået mig på. Mucho! Jeg nåede lige at blive alvorligt træt af, at denne allergi virker til at have overtaget over mit korpus, indtil det gik op for mig, at jeg er forkølet. Godt, gammeldags helt og aldeles gennemsnitligt forkølet!

Halleluja! Himlen være lovet! Jeg er forkælet med en forkølelse – intet andet. Jeg er helt lettet, og de hævede kirtler, jeg fornemmer i siden af min hals, er en kærlig reminder, ligesom at hovedpinen føles som en kærlig omfavnelse af min snotfyldte knold.

Og sådan kan man altså blive så glad over at være små-blank. 😄✌🏻

Links til alting fra vores havefest!

Der er flere af jer, der læser med hos mig, der har spurgt til forskellige dele af vores fest. Hvor er pynten fra, hvad gjorde I med bartendere, og hvordan får man fat i et par kæmpestore højttalere.
Så jeg har sgu samlet det hele her! Hvis man har lyst til at gøre os kunsten efter, er det således bare at copy/paste den her liste. Gæstelisten må man så altså selv sætte sammen. 😉

Maden
Vi lejede en foodtruck via Tastytown.dk. Jeg googlede bare ‘mexikansk foodtruck’, og så dukkede de op. Jeg har haft superfin kontakt med Britt fra Tastytown, som var meget fleksibel, og så synes jeg altså også, at prisen er ret rimelig. Aftalen var så, at de skulle blive i to timer, hvor gæsterne så frit kunne forsyne sig. Det var fedt, hyggeligt og uhøjtideligt, og så bakkede den fine foodtruck jo godt op om vores tema.
Dog havde der været en lille fejlkommunikation internt i firmaet, så halvvejs igennem de to timer løb vognen tør for tacos. De havde simpelthen taget for lidt mad med, og det panikkede jeg lidt over, da vi bevidst havde bestilt mad til alt for mange – netop for at undgå den her situation. Heldigvis var manden bag disken meget servicemindet, og han foreslog, at de kunne lave burgers til gæsterne i stedet. Jeg var lidt loren ved det, men da jeg viderebragte oplysningen til folk, blev de mildest talt begejstrede og strømmede ud til vognen igen – som blev en halv time længere. Fint reddet!

Pavillion
Vi har købt vores pavillion hos Harald Nyborg. Der er sider til, man kan sætte på, men det gjorde vi ikke. Det kostede lige under 800 kr., og nu har vi det jo til al fremtid (hvis det holder så længe. Det er fino, men kvaliteten er jo ikke sådan helt sindssygt god) og kan låne det ud til naboerne.

Borde, bænke og lyskæder
Vi havde nogle lyskæder i forvejen og lejede så yderligere 60 meter hos telt.dk. Næste gang vil jeg nu foretrække at købe en masse kulørte lyskæder i stedet for, for det kostede 645 kr. at leje de tre lyskæder, som i øvrigt ikke kunne sættes sammen, hvilket var lidt bøvlet. Og man kan altså få mange kulørte lyskæder i Tiger for 645 kr.
Til gengæld lejede vi 8 sæt borde og bænke for 900 kr. Det er jo ikke specielt pricy – men altså, transporten kostede så 800 kr. oveni. 🙂 Hvis man selv har muligheden, kan man måske lave en selvhenter og spare lidt der.

Bartendere
Vi lejede bartendere gennem Barbooking.dk. De hjalp også med at sammensætte en indkøbsliste udfra de cocktails-ønsker, vi havde, og det, vi ikke selv kunne finde, kunne vi købe gennem dem til en ikke uoverskuelig sum. Eksempelvis gav vi 25 kr. pr. liter passionsfrugtjuice, og det var af en eller anden grund betydeligt dyrere i INCO. Vi endte med at give lige omkring 5.000 kr. for bartenderne inklusive kørselsudgift, og så kom de en time før og stillede op og serverede cocktails og drinks fra kl. 17.30 til kl. 4 om natten. Som en bonus var de helt enormt cool og søde! Når de synes, der var for længe imellem, at folk kom i baren, gik de lige rundt med en bakke med shots eller drinks. Desuden var de flinke til at gå og rydde brugte plastikkrus op, og når folk bestilte cocktails, bad de dem om at gå ud og hygge sig, og så fandt de folk med drinken, når den var klar. Der var simpelthen så meget service på drengen, og dagen efter kunne man overhovedet ikke se, at de havde været der. Hele drivhuset og køkkenet var fuldkommen cleanet! Mine varmeste anbefalinger til d’herrer fra Barbooking.dk.

Dessert og snacks
Vi ville meget gerne undgå, at tingene skulle blive for formelle, og samtidig ville vi rigtigt gerne have, at alt var festligt og lækkert. Til dessert havde vi en masse chokolader fra Hotel Chocolat, som vi serverede i æskerne og i små skåle rundt omkring på bordene. Vi var i sandhed lige ved at glemme det, da festen overtog os begge to ret tidligt. Desuden havde vi fra starten stillet tortilla-chips og salsa ud på alle bordene, så det var en fin blanding af sødt og salt, og det meste blev da også spist!

Anlægget
Jon havde lejet to store højttalere, en mikserpult og en mikrofon gennem darkmoon.dk. Det var faktisk ikke så dyrt, som jeg havde troet, og som oftest skal man jo nok bare bruge højttalerne.

Pynt
Jon havde købt nogle mexicanske guirlander på Etsy.com! Det søde væsen! Dem har jeg ledt efter overalt i USA, men ikke fundet. Og han siger, at de kom vildt hurtigt.
Desuden var jeg så heldig, at en sød læser skrev til mig i ugen op til festen og spurgte, om hun måtte forære mig en lille kasse med pynt fra sin nye fest-butik! Det takkede jeg ja til, og baggrunden bag vores selfiebox er således pyntet med sølv og guld hjemkøbt fra Amerikas land og fine vifter herfra (reklame/gave).
Desuden havde jeg købt lanterne med LED-lamper i Tiger til 10 kr. De hang i æbletræet og inde i drivhuset. Man kan slet ikke se lyset, når der er lyst, men så snart solen går ned, lyser de så fint.Selfieboks
Egentlig er det ikke en boks, men et slags kamera med skidegodt lys! Man bestiller den på Myselfie.dk, modtager den om torsdagen og sender den retur om mandagen. Billederne modtager man som et link dagen efter. Det er helt genialt og meget anbefalelsesværdigt!

Blomster
Jeg havde pyntet alle bordene med kørvel, som jeg elsker. Og det gør jeg, fordi det også var dem, der stod på bordene til vores rigtige bryllup i 2013. De er smukke, lette, sommeragtige og fine uden at være fancy. Og gratis!
Jeg havde også plukket en masse grene i min nabos have (han er ret ligeglad med sin have, hvilket er fedt for mig!) og bundet dem op inde i pavillionen, så den blev mere integreret i haven, på en måde.